Creative Class and Regional Growth: Empirical Evidence from Seven European Countries

Artiklen er skrevet af Ron A. Boschma fra Utrecht University i Holland og Michael Fritsch, der er tilknyttet både Friedrich Schiller Universitet i Jena og Max Planck Institute of Economics i Berlin, Tyskland. Artiklen er anmeldt af professor Anne Lorentzen, Aalborg Universitet.

Som bekendt stammer begrebet ’den kreative klasse’ fra Richards Florida, som baserer sine tanker på data fra USA. Der er mange forskelle på det amerikanske og de europæiske samfund, som for eksempel indkomstfordeling, uddannelsespolitik, arbejdsmarkedets organisering og statens rolle i økonomien, og derfor er det spørgsmålet, om der kan drages umiddelbare paralleller mellem det amerikanske og de europæiske økonomier i forhold til betydningen af den såkaldte kreative klasse. Det er baggrunden for en stor undersøgelse med deltagelse af forskere fra 7 lande, nemlig Danmark, Holland, Finland, Tyskland, Norge, Sverige og Storbritannien. I alt er 505 NUTS 2 regioner blevet undersøgt med hensyn til, hvad relationen er mellem regional vækst og den kreative klasses størrelse. Er der forskelle i den kreative klasses relative størrelse mellem regionerne? Hvad er afgørende for, hvor stor den kreative klasse er? Er der nogen sammenhæng mellem den kreative klasses størrelse på den ene side og iværksætterrate, innovation og regional vækst på den anden side? Svar på disse spørgsmål er afgørende for, hvorvidt det giver mening strategisk at satse på at tiltrække og fastholde den kreative klasse som led i regionale vækststrategeier.

Forfatterne fortolker indledningsvis Floridas tanker. Florida stiller kreative mennesker på tværs af brancher i centrum for sin forståelse af, hvad der driver økonomisk vækst ud fra en opfattelse af, at kreativitet ligger bag al innovation. Vækstdriverne kan således hverken reduceres til bestemte brancher eller bestemte formelle uddannelser. Kreative mennesker tiltrækkes af bestemte bymiljøer, præget af tolerance og diversitet og grupperer sig geografisk efter dette. Dette ræsonnement sætter provokerende bløde værdier strategisk i centrum, og gør kreative mennesker til  udgangspunkt for vækst. Hvor de findes, kommer investeringerne efter.

Undersøgelsen følger Floridas opdeling af den kreative klasse i tre gruppe: den kreative kerne (f.eks. videnskabsfolk), de kreative professionelle (f.eks. ingeniører og jurister) og bohemerne (f.eks. kunstnere). Bohemerne har en særlig rolle, idet de både er kreative og desuden attraktive for de to andre grupper. I praksis har det dog i undersøgelsen været vanskeligt at udfylde disse kategorier empirisk, ikke mindst pga. nationale forskelle i opgørelsesmetoder. Undersøgelsen viser, at den kreative klasse i de 7 lande i 2002 (nogle data er endnu ældre) bestod af 26.065.907 personer. Heraf var de kreative professionelle ikke overraskende den største gruppe med 18.179.184 personer. Analysen viser, at den kreative klasse var koncentreret i byregioner, i Danmark således især i København og Århus. I nogle lande er den kreative klasse mere geografisk koncentreret end i andre lande, og i Skandinavien er koncentrationen forholdsvis lav. Det er især bohemerne, som klumper sig sammen. I Europa, som i USA, kan der ses et generelt sammenfald mellem high-tec industriens koncentration og koncentrationen af den kreative klasse, især af bohemerne. På det regionale niveau er bohemernes rolle langt mindre, mens forekomsten af højt uddannede, folk i den kreative kerne og kreative professionelle naturligt nok falder sammen med en stor rolle for high-tech industrien.

Er det muligt at forklare den kreative klasses geografiske koncentration? Betyder kulturudbuddet således noget afgørende? Dette kan bekvemt nok måles som andelen af bohemer i den regionale befolkning, det såkaldte ’bohemeindeks’. Også tolerance kan måles, nemlig som et ’åbenhedsindeks’, som angiver andelen af mennesker født udenfor landet. En anden faktor, som undersøges er udbuddet af offentlig service i regionen og ’kulturindekset’, som er andelen af beskæftigede i på kulturområdet fag. En traditionel faktor som vækstraten i beskæftigelsen og endelig befolkningstæthed blev også undersøgt.

Nu er statistisk korrelation ikke gyldig som forklaring, hvilket forfatterne også gør klart opmærksom på. Det er dog muligt at drage nogle slutninger. Der er et sammenfald mellem en høj score på åbenhedsindekset og på bohemeindekset, og mellem åbenhedsindekset og koncentrationen af den kreative kerne og de kreative professionelle. Det kan betyde, at den kreative klasse faktisk, som Florida hævder, er tiltrukket af en åben og tolerant atmosfære. Den kreative kerne ser også ud til at være glad for god offentlig service. En høj beskæftigelse indenfor kulturområdet ser ikke overraskende ud til at tiltrække bohemer. Høj befolkningstæthed, dvs. eksistensen af et bymiljø, korrelerer i næste alle lande med forekomsten af en stor kreativ klasse, som altså holder af bylivet, men også generel jobvækst betyder noget for, hvor den kreative klasse koncentrerer sig. Men er det væksten, der tiltrækker de kreative eller de kreative, som skaber vækst? Det er det store strategiske spørgsmål, som er undersøgt i med tal fra Tyskland, Sverige og Norge. Uheldigvis kan undersøgelsen ikke udsige noget klart om netop dette spørgsmål! Hvad forekomsten af den kreative klasse betyder for innovationen målt som patenter, er forsøgt målt ved hjælp af tyske data. Her korrelerer uddannelsesniveau, forekomsten af den kreative kerne og af kreative professionelle med innovation. Det giver god mening, da det netop er arbejdskraft fra disse grupper, som beskæftiger sig med innovation! Mange bohemer har imidlertid ikke noget sammenfald med innovation, hvilket synes forståelig nok ud fra almindelig snusfornuft.

Alt i alt bidrager den stort anlagte undersøgelse faktisk ikke ret meget til afklaring af det strategiske spørgsmål om, hvad der driver den regionale udvikling. Vi har altså stadig kun nogle bredt anlagte teorier og nogle gamle amerikanske data som belæg for en vækststrategi baseret på bløde værdier! Derfor er det heller ikke klart, om vi skal betragte den kreative klasses koncentration i store byer som et problem for den regionale og lokale udvikling udenfor storbyerne.

Artiklen er udgivet i Economic Geography vol. 85  no. 4 ss. 391-423

Emner: Attraktivitet