Creative Small Cities: Rethinking the Creative Economy in Place

Artiklen er skrevet af Gordon Waitt ogChris Gibson fra University of Wollongong i Australien og anmeldt af Professor Anne Lorentzen.

I den liberalistiske tid, vi lever i, bliver byer (kommuner) i høj grad overladt til deres egen skæbne og må selv mobilisere ideer og ressourcer til at komme ud af deres problemer. Ressourcer kan komme udefra, men ikke længere som direkte udviklingsstøtte. Nej, der skal konkurreres med andre lokalområder om kvalificeret arbejdskraft, investeringer og måske udviklingsprojekter. Store byer har mest at tilbyde og har store fordele i denne konkurrence. Mindre byer står med den komparative ulempe at have mindre af alt: Mindre arbejdskraft, kapital og infrastruktur. Det gælder ikke mindst i Australien, som denne artikel handler om. I forskningen om den kreative økonomi lades der derfor som regel ikke tvivl om, at fænomenet hører til i storbyregionerne, uden at dette dog er blevet sat til diskussion. Det gør denne artikel, som tilhører det spirende forskningsfelt, som diskuterer små byer (og yderområder) i den nye økonomi. Artiklen ser således på to spørgsmål. Det ene er, hvad bystørrelse betyder for den kreative økonomis udvikling. Det andet er, hvad tilstedeværelsen af den kreative klasse betyder for byens kvalitet i form af herskabeliggørelse af bykvarterer (gentrificering) og udgrænsning af mindre privilegerede samfundsgrupper i byen. Begge dele undersøges i artiklen gennem et studie af den mindre by Wollongong, der har 280.000 indbyggere. Byen er nemlig pioner indenfor kulturinitiativer, kreativitetsdagsordener og branding som ’innovationsby’. Wollongong er imidlertid fortsat en industriby med en vigtig metalindustri, hvilket fortsat præger bypolitikken. Det er derfor snarere problemer med udtømning af bykernens funktioner, end deindustrialisering, som har igangsat de kreative initiativer. Wollongong er dog ikke nogen succeshistorie i omstilling til kreativ by, og forfatternes ærinde er at afdække årsagerne til dette.

Fra forskellige sider i forskningen er det blevet argumenteret, at kreativitet og innovation er vejen frem i den postindustrielle økonomi, og at kreative mennesker er det vigtigste råstof. For at kunne ’indfange’ disse, kan politikerne stimulere udviklingen af forskellige livsstilsfaktorer eller attraktionssmomenter såsom cafe-liv og byforskønnelse. Bylivets kvalitet ses altså som en strategisk faktor, men hvor lille eller stor skal byen være for faktisk at kunne skabe et attraktivt bymiljø med de ønskede virkninger? Og hvad betyder de historiske geografiske spor såsom byens lokalisering i forhold til andre byer, og dens historiske og aktuelle erhvervssammensætning?

Wollongongs historie er knyttet til stålindustrien, og byens skæbne knyttet til denne industris globale konjunkturer med stor arbejdsløshed i 1990rne til følge. Allerede først i 1990rne lancerede den Australske regering tanker om Den kreative Nation, og efter nogle års krise tog byrådet i Wollongong temaet op og udviklede en kulturplan med fokus på kulturindustrien. Formålet var intet mindre at bryde med fortiden. Kunstnere og folks deltagelse i bredere kunstnerisk udfoldelse skulle støttes. Forhåbningen var at skabe bedre sammenhold og tolerance i byen for på sigt at skabe forretningsgrundlag for kreative brancher. Planlæggere og politikere kopierede storbyernes strategier med blandt andet ’smarte korridorer’ og ’kulturelle kuvøser’. Byens svar på den globale bykonkurrence blev en femårig brandingkampagne, som tog ret lemfældigt på de eksisterende potentialer ved at kopiere et storbyimage. Senere fulgte, som så mange andre steder, investering i nye havnefronter og forskønnelse af bykernen. Byens faktiske image som ’stålby’ blev dog ikke forbedret, unge mennesker fik ikke nye chancer, og triste forstæder forblev triste. Artiklen giver sit bud på, hvad der gik galt.

Forfatterne tager udgangspunkt i, hvordan opfattelser af byens størrelse og nærhed til andre byer (Sidney) hos de kreative producenter og publikum former deres handlinger, og dermed udviklingen af byen. Kun en times kørsel væk trækker Sidneys kulturudbud og kreative arbejdspladser folk væk fra Wollongong. De kreative, som findes i Wollongong, foretrækker at bosætte sig landligt, nordpå nær kysten. Disse mennesker bidrager derfor ikke til at gøre midtbyen spændende, og samtidig er de for få til at gøre kystområderne til kreative centre. De nordlige kystområder blev dog herskabeliggjort, og private investorer stod bag et nyt center for kultur og underholdning. Sydpå ser det dog helt anderledes ud. Her er befolkningen, der overvejende tilhører arbejdsklassen, ikke indstillet på at gå ud og more sig i Wollongong. Så vil de hellere tage ind til Sidney på sjov. Potentielle investorer i kreative erhverv anser derfor generelt Wollongong for både at være for lille og for tæt på Sidney til at være interessant investeringsområde. Samtidig bliver der håndhævet snærende regler, som begrænser græsrodsaktiviteter på kulturområdet. Den store havn bliver fortsat drevet og udviklet som industrihavn, og de nærliggende områder bærer præg af traditionel havneby på godt og ondt, og der har ikke hidtil været politik i at ændre havnen til attraktiv havnefront. Opfattelsen hos mange kommunale ledere har desuden været bundet op på det gamle maskulint prægede industrisamfund, hvor udviklingen af mere bløde, kreative og feminine værdier ikke har fundet klangbund. Kultur og underholdning er i denne sammenhæng knyttet til maskuline sportsgrene. Alt dette resulterede i, at Wollongong fortsat er meget langt fra Floridas ideal om et varieret, tolerant og attraktivt bymiljø med appel til en veluddannet og kreativ middelklasse.

Med deres eksempel viser forfatterne, hvordan aktørernes opfattelser af byens identitet spiller en stor rolle for, hvad der er politisk gangbart. Opfattelser kan være en barriere for fornyelse, men også en beskyttelse mod at falde for luftige modeluner indenfor planlægning og udvikling af byer. Artiklen kan bidrage til at forstå den komplicerede politiske proces bag eksempelvis danske værftsbyers omstilling til en mere service- og oplevelsesbaseret fremtid.

Artiklen er offentliggjort i Urban Studies vol. 46 no. 5&6 ss. 1223-1246 i Maj 2009.

Emner: Attraktivitet