Eksterne links
EXPO Verdensudstillinger
Besøg en verdensudstilling og oplev verdenens fantastiske mangfoldighed. Her er rig mulighed for at få indsigt i alle deltagerlandene både gennem deres udstilling og spisesteder, samt gennem mødet med landets eget folk. Herudover er der hver dag mulighed for at få indsigt i værtslandets kulturelle og kulinariske formåen.

Tværkulturel dialog
Nutidens verdensudstillinger, eller Expo’s som de populært bliver kaldt, har gennem det sidste årti gennemgået en moderniseringsproces og fremstår i dag som et seriøst mødested med fokus på tværkulturel dialog og udveksling af løsninger på globale spørgsmål, ligesom de bruges til at brande byer, regioner og lande.
EXPO er infotainment
På lige fod med OL og VM i fodbold bliver Expo’s afholdt af et værtsland, og tiltrækker gennemsnitlig lige så mange deltagerlande og besøgende som de andre events. Men Expo er ikke kun god underholdning, det er infotainment (en blanding af information og underholdning), og de største attraktioner er de nationale pavilloner.
Overordnet tema
Hver Expo afholdes under et overordnet tema som fastsættes af værtslandet. Deltagerlandene forholder sig til temaet gennem udstillinger i deres nationale pavillon. Generelt set giver det mulighed for at præsentere det moderne Danmarks styrker indenfor temaet men ud fra et bredt spektrum såsom kultur, forskning, erhverv osv.
National dag
Herudover afholder hvert land en ”National Dag” – en lande-specifik temadag - hvor landet inviterer de besøgende til at fejre landet gennem diverse særlige kulturelle indslag.
Nye markeder og netværk
Ved at deltage bidrager Danmark dermed seriøst og underholdende i Expo temaets debat, samtidig med at vores position som en spændende, innovativ og nyskabende nation styrkes. Erfaringer fra tidligere verdensudstillinger viser, at Expo i sin form af infotainment, kan være med til at fremme Danmarks image, åbne nye markeder og skabe netværk.
Expo 2010 i Shanghai
Verdensudstillinger afholdes hvert 5. år. I 2005 blev der i tidsrummet 25. marts til 25. september afholdt en Verdensudstilling i Aichi i Japan. Den næste store Expo afholdes i Shanghai, Kina i 2010.
I det 5-årige interval mellem to store Verdensudstillinger afholdes der en mindre Verdensudstilling.
Læs mere om dansk deltagelse i Expo Zaragoza 2008 og Expo Shanghai 2010 i menupunkterne til venstre.
Webredaktør:Steen Christensen