Vedtagelse af sanktioner
FN og EU kan vedtage sanktioner mod et land, hvis landet trods flere opfordringer til det modsatte forsætter med at overtræde internationale aftaler om fx menneskerettigheder, brud på våbenhviler eller ulovlig udvikling af atomprogrammer.
Det internationale samfund indførte sanktioner mod terrorisme efter terrorangrebene på USA den 11. september 2001. Siden da har FN og EU i stigende grad anvendt sanktioner mod tredjelande, dvs. lande uden for EU. I sanktioner indgår elementer som indefrysning og investeringsforbud. Disse elementer kaldes finansielle sanktioner. Erhvervsstyrelsen deltager i EU-arbejdet om sanktioner. Styrelsen arbejder bl.a. for en ensartet gennemførelse af sanktionerne i EU.
FN-resolutioner
FN’s Sikkerhedsråd kan vedtage en resolution mod et land, hvor FN fordømmer de kritisable forhold, der ligger til grund for resolutionen. Et kritisabelt forhold kan fx være overtrædelse af menneskerettigheder. Samtidig stiller resolutionen krav om, at landet skal rette op på de kritisable forhold. Sanktionerne kan variere, men består ofte i våbenembargo, rejserestriktioner, indefrysning og forbud mod eksport/import af visse varer. En resolution vedtaget af Sikkerhedsrådet er bindende for alle medlemsstaterne. Det betyder, at de enkelte medlemsstater er forpligtet til at gennemføre de sanktioner, som FN’s resolution indebærer.
Du kan se Udenrigsministeriets liste over lande underlagt FN- og EU-sanktioner her
Du kan læse mere om FN’s Sikkerhedsråd her
EU-retsakter
EU gennemfører på vegne af medlemslandene bestemmelserne i FN’s resolutioner. EU gennemfører bestemmelserne i form af to typer retsakter. Det ene retsakt er en rådsafgørelse, der politisk binder medlemslandene til at gennemføre bestemmelserne. Rådsafgørelsen er ikke direkte gældende over for EU’s borgere. På baggrund af rådsafgørelsen vedtager EU en anden retsakt kaldet en rådsforordning. Rådsforordningen omsætter bestemmelserne i rådsafgørelsen til konkrete handlinger, som er direkte gældende over for EU-borgere efter offentliggørelse i EU-Tidende. Til rådsafgørelserne og rådsforordningerne er der bilag, der oplister navne på personer og virksomheder, som er omfattet af indefrysning og rejserestriktioner. Bilagene findes i EU-tidende og opdateres løbende.
Du kan læse EU-Tidende her
Autonome santioner
EU kan på eget initiativ, dvs. uden om FN, vælge at indføre sanktioner mod et land, hvis der kan opnås enighed i EU. Dette kaldes for autonome sanktioner. Sanktionerne mod Burma/Myanmar og Belarus er eksempler på autonome sanktioner.
Du kan læse mere om EU’s sanktionspolitik her