Publikationer
Pressemeddelelser
Blanketter
Lovgivning
Høringer
Udbud
Nyhedsservice
Om EBST

Væksthusene

29.11.2011

De fem regionale Væksthuse blev i 2007 oprettet med henblik på at skabe et stærkt erhvervsfremmesystem i Danmark til gavn for iværksættere og virksomheder.

Væksthusene yder problemafklaring og individuel vækstkortlægning for virksomheder med vækstpotentiale. Kortlægningen munder ud i en vækstplan for virksomheden og eventuelt en henvisning til relevante private eller offentlige tilbud, der kan yde specielle kompetencer inden for de områder, hvor virksomheden er udfordret. Derudover er Væksthusene operatører på en lang række af statens støtte- og tilskudsordninger på iværksætterområdet.

Væksthusenes organisering
Væksthusene er stiftet af kommunerne og organiseret som selvstændige erhvervsdrivende fonde. Lovgivningsmæssigt er Væksthusene forankret i Lov om Erhvervsfremme, og styringsmæssigt er de forankret i resultatkontrakter med Erhvervs- og Byggestyrelsen. Væksthusene skal sammen med de kommunale erhvervskontorer udgøre et enstrenget erhvervsservicesystem. Visionen er at bidrage væsentligt til, at Danmark i 2015 er blandt de lande i verden, der har flest vækstiværksættere.

Væksthusenes kerneopgave
Kerneopgaven for de fem væksthuse er vejledning af vækstiværksættere og virksomheder med vækstpotentialer og henvisning af disse til specialiseret rådgivning. Den 1. januar 2011 overgik finansieringen og styringen af Væksthusene fra staten til kommunerne.

Samarbejdet mellem Erhvervs- og Byggestyrelsen og Væksthusene
Erhvervs- og Byggestyrelsen udvikler og igangsætter en række projekter og initiativer, der skal styrke iværksættere i Danmark. Væksthusene er udbydere af de konkrete støtte- og tilskudsordninger, der opstår på baggrund af arbejdet. Det gælder initiativer som Early Warning, Kapital gennem rådgivning, Rådgiverbørsen, vækstguiden.dk og startvækst.dk.
Det fulde overblik over alle programmer og initiativer findes på vækstguiden.dk.

Væksthusenes samarbejdspartnere
Væksthusene samarbejder med de lokale erhvervskontorer, et omfattende netværk af videninstitutioner og private rådgivere samt Vækstfonden, Danmarks Eksportråd, Dansk Design Center og en række andre erhvervsfremmeaktører.

Find dit lokale Væksthus her:
Væksthus Midtjylland
Væksthus Nordjylland
Væksthus Syddanmark
Væksthus Sjælland
Væksthus Hovedstadsregionen