Vækst i yderområder

Professor Flemming Just, Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter ved Syddansk Universitet.

I forbindelse med den kommende landsplanredegørelse foretog By- og Landskabsstyrelsen, Miljøministeriet, en særkørsel omkring befolkningsudviklingen i yderområder. Den viste, at der i 68 landsbyer ud af i alt 205 havde været en befolkningsfremgang. Da fremgang ikke ligefrem er det, man forbinder med landsbyer i yderområder, bad styrelsen IFUL undersøge, om der kunne findes nogle forklaringer på fremgangen. Resultaterne er netop (september 08) blevet fremlagt i en rapport (Johansen og Eskildsen 2008).

Der er i undersøgelsen taget udgangspunkt i Landsplanredegørelsens afgrænsning af yderområder. Her er yderområder defineret som distrikter, der hører til pendlingsoplande til byer under 20.000 indbyggere (Landsplanredegørelsen 2006). Yderområderne omfatter Nordvestjylland, den nordlige del af Vendsyssel, den nordøstlige del af Djursland, Tønder, Lolland-Falster, Langeland, Bornholm og en række mindre øer.  By- og Landskabsstyrelsen har desuden tilføjet kommunerne Hjørring, Frederikshavn, Aabenraa og Sønderborg. De fire kommuner er pendlingsoplande til byer under 30.000 indbyggere.

I undersøgelsen er landsbyer defineret som bosætninger med mellem 200 og 1000 indbyggere. Blandt de 68 landsbyer har der mange steder ikke været tale om store tal i befolkningsvæksten – fremgangen spænder fra 2 til 141 – men der er dog tale om en fremgang. I figur 1 er de 68 landsbyer i yderområderne blevet plottet.  Samtidig viser kortet landets 2121 by- og landsogne i forhold til deres indbyrdes placering. De røde sogne er byerne. De orange sogne er sogne, der grænser direkte op til byer, de lysegult farvede sogne er sogne, hvor et landsogn skal ’krydses’ for at komme til byen, i  lysegrønne landsogne skal der ’krydses’ to, og i mørkegrønne tre landsogne for at komme til byen (Johansen og Nielsen, 2008). Allerede her kan det konstateres, at der ikke er noget entydigt mønster blandt vækst-landsbyerne. Mange af dem ligger tæt på de lokale købstæder som Hjørring, Ringkøbing, Sønderborg og Tønder, men der er også en del eksempler på vækst i landsbyer, som ligger længere væk. Mange af landsbyerne vil i sagens natur være placeret kystnært, i og med at der er tale om yderområder, men igen er det langt fra hovedreglen.

Det er glædeligt, at der har været en befolkningsfremgang i en tredjedel af landsbyerne i yderområderne. Sammenligner man med situationen i alle cirka 1500 landsogne, kan det dog konstateres at fremgangen i samme ti-årsperiode har været større i hele landet, idet mere end hvert andet sogn har fået flere indbyggere (Johansen og Nielsen, 2008).

Metode

Da det på forhånd stod klart, at det ville være vanskeligt at pege på enkeltfaktorer som forklaring på befolkningsfremgang, blev der valgt flere forskellige metoder til at afdække problematikken. På den kvantitative side drejede det sig om GIS databaser, Danmarks Statistik, registreringer af landsbyer med hjemmeside, landsbyer der har modtaget økonomisk støtte til landsbyprojekter, afstande til infrastruktur, og landsbyer hvor der fra kommunal side er udarbejdet lokalplaner for udstykninger.

Kvalitative data blev indsamlet gennem interviews med fire respondenter i hver af otte udvalgte landsbyer. Respondenternes svar er suppleret med data fra landsby- og foreningshjemmesider, forespørgsler hos kommunale embedsmænd og lokale ejendomsmæglere samt egne observationer fra landsbyerne.

Resultater

Yderområdernes fortrin beskrives ofte, fx i landsplanredegørelsen fra 2006, som værende deres naturværdier. Et første skridt har derfor været at undersøge, om fremgangslandsbyerne ligger i områder med meget natur. Til det formål er anvendt såkaldte CORINE- kort. Disse er skabt gennem et europæisk samarbejde omkring manuel registrering af satellitdata af geografiske forhold. CORINE indeholder først og fremmest en registrering af en lang række landskabsdata og er her blevet koblet med data fra geografiske dataregistreringer fra Kort- og Matrikelstyrelsen.

Figur 2 er et resultat af disse registreringer som illustrerer andelen af natur i de enkelte landsogne. Med natur menes der typer af sammenhængende ubebyggede arealer, der ikke er i landbrugsmæssig omdrift. Det kan f.eks. være overdrev, skove, strandenge, kystlinjer, moser og enge. Signaturforklaringen i figur 2 henviser til den procentvise andel af naturarealer inden for de enkelte landsogne. De ”røde” landsogne er således sogne med 0-5% naturindhold, de orange sogne med 5-15% naturindhold osv.  Tallene i parentes henviser til antallet af landsogne inden for de enkelte intervaller af andel naturindhold.

Figur 2: Danmarks sogne med angivelse af andel af naturindhold (Johansen og Nielsen, 2008)

Konklusionen på målingen af naturindhold er at der ikke er noget entydigt mønster. Nogle landsbyer med vækst ligger i ’grønne’ sogne, andre i sogne med lavt naturindhold. Som tidligere nævnt giver nærheden ved en by heller ikke et entydigt mønster.

En næste forklaringsfaktor kunne være nærheden ved motorvej (< 7 km), hovedvej (< 4 km) eller jernbane (< 2 km). Igen er der ikke hit. Omkring en tredjedel af landsbyerne med befolkningsmæssig fremgang ligger ikke i nærheden af den nævnte infrastruktur. Eneste faktor der slår noget ud, er beliggenhed mindre end en km til Margeritruten. Når denne er medtaget som en del af den centrale infrastruktur, skyldes det at denne i kraft af sin mærkning som særlig smuk rute i landskabet må formodes at tiltrække turistfærdsel og være udtryk for et naturskønt område. Hvorvidt naturskønheden højner attraktionsværdien i forhold til mulige tilflyttere, står lidt usikkert. Da samtlige respondenter blev bedt om at angive én blandt fem af landsbyens hovedattraktioner, blev naturen kun fremhævet af en enkelt, der som tilflytter havde valgt bosætning hovedsageligt ud fra landskabets naturværdier. Overalt kendte man og holdt af sin egn – ligesom man flere steder udnyttede den aktivt til næsten-daglige, private cykelture eller til ude- og natur-undervisning for skoleelever. Men naturen blev ikke fremhævet af respondenterne som en afgørende faktor for tilflytning.

Et stærkt lokalt engagement og foreningsliv anses i almindelighed som en vigtig udviklingsfaktor (Bryden & Hart 2001). Et ry som værende en landsby med gang i, kan måske være med til at tiltrække tilflyttere, som ellers kunne være fristet af andre bosætningssteder. Det kan konstateres at næsten 2/3 af de 68 landsbyer kan karakteriseres som meget aktive. De har søgt midler til mange udviklingsprojekter, og mange af dem har egne hjemmesider. Næsten alle interviewede fremhæver også det stærke lokale foreningsliv, og at der er et forholdsvis højt aktivitetsniveau.

Da undersøgelsen af de 68 landsbyer har fokus på befolkningstilvæksten, har det været relevant at undersøge, om fremgangen kan forklares ved, at der er udstykket og solgt byggegrunde. Her kan der ikke peges på en entydig sammenhæng. Det kan der heller ikke, når det gælder eksistensen af offentlig service. 2/3 af landsbyerne har skole, og en del har et lille bibliotek eller et ældrecenter, men det kan faktisk ikke konstateres at der er et sammenfald mellem højere offentlig service og en højere grad af tilflytning. Af de 12 højest rangerede landsbyer i forhold til befolkningstilvækst er der f.eks. tre landsbyer uden den nævnte offentlig service, og kun halvdelen af de 12 har skoletilbud.

Interviewene understregede at den offentlige service ikke bare ses som service, men betragtes som identitetsbevarende og –skabende. De skaber mødesteder, der danner basis for forskellige typer af netværk, som i forhold til det lokale engagement både indadtil og udadvendt kan være helt afgørende.

Forholdsvis lave boligpriser spiller bestemt en rolle. Respondenter fra en af de interviewede landsbyer på Falster kunne således ikke pege på nogen særlige kvaliteter ved landsbyen ud over at priserne her var så lave, at Nordfalster nu var ved at blive et attraktivt område for folk, der havde mod på at pendle til Storkøbenhavn. Ud over prismekanismen kunne de interviwede også pege på at en del af tilflytterne havde et lokalt kendskab og vendte tilbage til rødderne.

Samlet kan det konstateres at der ikke kan peges på enkeltfaktorer, der blot kan overføres til andre landsbyer som måtte ønske befolkningsvækst. En første gruppe af forklaringer handler om at tilflyttere forventer at kunne forene en attraktiv boligpris, relativ høj boligkvalitet, socialt potentiale og de fleste steder en acceptabel infrastruktur.

Undersøgelsen pegede også på, at de humane ressourcer i form af kompetencer, der formår at mobilisere og skabe netværk mellem borgere og erhvervsliv, spiller en central rolle. Ligesådan spiller de humane ressourcer i form af kompetencer og personligt overskud til at tiltrække investeringer, skabe netværk, opbygge hjemmesider m.m. en vigtig rolle.

Litteratur

Johansen, P.H. og Eskildsen, K. (2008), 68 landsbyer i yderområder med

befolkningstilvækst i perioden 1997-2007. En undersøgelse af faktorer, der kan forklare

positiv befolkningsudvikling i yderområders landsbyer. Miljøministeriet, By- og Landskabsstyrelsen.

Johansen, P.H. og Nielsen, C. (2008), Fra sogn til Landdistrikt – en arealanvendelsesmæssig tilgang til landdistriktsudvikling. IFUL Report (under udgivelse).

Bryden, J. and Hart K. (2001), Dynamics of Rural Areas. The international comparison. The Arkleton Centre for Rural Development Research

Miljøministeriet (2003), Et Danmark i balance – Hvad skal der gøres? Landsplanredegørelsen 2003

Miljøministeriet, By- og Landskabsstyrelsen (2007): Landsbyer i Yderområder.

Emner: Bosætning | Attraktivitet | Yderområder