Udenlandsk arbejdskraft slår rødder
En stigende mangel på arbejdskraft kombineret med en negativ befolkningstilvækst - det var den dystre udsigt for Thisted og Morsø kommuner, der derfor i fællesskab har skabt projektet 'Vision Bo og Arbejde'. Målet er mere udenlandsk arbejdskraft, som har lyst til at slå rødder i området.
Sygesikring, personnummer, skattekort - der er mange ting at holde styr på, når man flytter til et nyt land. Derfor har Morsø og Thisted kommuner oprettet en gruppe, der understøtter indsatsen i Borgerservice for at hjælpe tilflyttere fra udlandet hurtigt til rette og give dem lyst til at blive. Fastholdelse af kompetent arbejdskraft er nemlig en central del af projektet 'Vision Bo og Arbejde', som skal styrke områdets erhvervsliv og bidrage til en bæredygtig udvikling.
En genvej til lokalsamfundet
Foruden papirarbejdet hjælper 'Vision Bo og Arbejde' med at finde sprogkurser, formidle kontakt til det brede foreningsliv - herunder sangkor, private læseklubber og idrætsforeninger - samt med at koordinere aktiviteter, hvor tilflyttere og danskere kan mødes i fælles forståelse. For eksempel arrangeres ture til det lokale museum, hvor danskere viser rundt.
- Aktiviteterne skal sikre, at udlændinge ikke står alene, når de flytter hertil, og at integration bliver et fælles projekt, som også involverer danskerne. Integration går altid begge veje. Samtidig er det en ideel mulighed for at lære sproget, siger Niels Otto Degn, formand for styregruppen og ansat i Morsø Kommune.
Stuttgart blev til Vestervig
Da Andreas Kuppe blev nødt til at lukke sit firma i Tyskland, besluttede han og hustruen Karmen, sammen med deres fireårige datter, at flytte fra Stuttgart til Vestervig ved Thisted. Begge stod de uden job på hånden, men igennem en tysk ven i Danmark fik de et tip om 'Vision Bo og Arbejde', som løbende har hjulpet familien på plads, siden de kom til Danmark i april 2009.
Alles gut!
Andreas Kuppe arbejder nu som møbelsnedker i Thisted. Karmen går på sprogkursus tre dage om ugen, mens hun sideløbende søger job som lægesekretær. Og datteren trives i en lokal børnehave. Andreas Kuppe er ikke i tvivl om, at familiens fremtid ligger i Vestervig.
- Vi har alt her. Børnehave, lægehus, gode indkøbsmuligheder, en stor industri og venner. Vi er meget heldige, konkluderer Andreas Kuppe, der ikke ville have undværet håndsrækningen fra de engagerede medarbejdere i 'Vision Bo og Arbejde'.
Fakta
- Om projektet
'Vision Bo og Arbejde' skal understøtte en succesfuld og varig bosætning af udenlandsk arbejdskraft og deres familier i Thisted og Morsø kommuner. Formålet er at modvirke manglen på kvalificeret arbejdskraft, så kommunerne fortsat kan udvikle sig som erhvervsaktive, dynamiske og bæredygtige lokalsamfund.
- Økonomi
Samlet projektbudget er på 2 mio. kr., hvoraf EU's strukturfond og Erhvervs- og Byggestyrelsen finansierer 1,5 mio. kr.
- Aktører
Thisted og Morsø kommuner, Erhvervsrådet, DI Thy og Mors, LO, EUC Vest, Folkeoplysningen, Sprogcenter Thisted samt det lokale forenings- og idrætsliv.
- Periode
Projektet løber i perioden fra januar 2008 til juni 2010. Forud er gået et halvt års projektudvikling.