Alle lande arbejder på at øge deres befolkningers uddannelsesniveau, og der er lande, som har bedre resultater, end vi har i Danmark. Alle partier i Folketinget bakker op om målsætningen om, at mindst 95 pct. af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse. 50 pct. skal have en videregående uddannelse.

Det er gentaget af Globaliseringsrådet, Velfærdskommissionen og mange andre. Uanset om regering og folketing vedtager 95/50 pct. målsætningen, så opnås den ikke uden et langt sejt træk. Det drejer sig om beslutninger, der træffes af de unge selv og ikke mindst deres familier. Beslutninger, som træffes i samfundets mindste enheder - det enkelte menneske og dets familie. De retter ikke ind, fordi regeringen og utallige andre er enige om, at alle bør have en uddannelse, der står mål med deres evner. Heldigvis er det dybt forankret hos næsten alle, at det er klogt og fornuftigt, at unge får sig en god og solid uddannelse. Det er trods alt noget at bygge på.

Det er uddannelsesinstitutionerne, der er de mest aktive med hensyn til at få unge i gang med en uddannelse. Der bruges millioner på reklamer,kampagner, vejledning, imagepleje osv. Desværre er effekten næppe, at flere får en uddannelse. Skolerne slås blot indbyrdes om de unge. Ungdommens uddannelsesvejledning og Studievalgscentrene gør, hvad de kan for at øge overgangsfrekvenserne på de forskellige niveauer. Desværre er der meget langt fra at få en ung til at søge optagelse på en uddannelse, til at få unge til rent faktisk at påbegynde uddannelsen - endsige gennemføre den. Mange vil hævde, at uden øgede bevillinger og radikale reformer af hele uddannelsesverdenen kan man ikke komme ret langt med at mindske frafaldet. Måske har de ret, men det kan de fleste af os ikke bruge til meget andet end en undskyldning for ikke at gøre noget.

Kvalitetssikring af alle led
Alligevel er det hævet over enhver tvivl, at der inden for de nuværende rammer kan gøres meget for at reducere frafaldet på uddannelserne betydeligt. Nu da skolefusionerne er ved at være overstået, og man har vænnet sig til de nye navne på uddannelsesstederne, må tiden være inde til, at hvert enkel stor eller lille del, som en ung støder på i og omkring uddannelsen, bliver kvalitetssikret. Sådan er det langt fra i dag. Uddannelsesinstitutionerne skal være lige så nidkære med hensyn til detaljen som restauranter, der går efter en Michelinstjerne. Selvom maden er helt i top, kan en tjener med en beskidt negl koste Michelinstjernen. En uddannelse er en helhedsoplevelse, og der skal åbenbart ikke meget til, før en ung kvitter uddannelsen. Det, som ledelser og undervisere kan betragte som en uvæsentlig detalje, kan få unge til at droppe ud. Selv om djævlen ligger i detaljen, så skal her nævnes forhold, som mange uddannelser forsynder sig mod: I jagten på at maksimere optaget, glemmer man ofte at fortælle potentielle ansøgere, hvad der rent faktisk kræves for at gennemføre uddannelsen. Det er ofte utænkeligt at fraråde unge at gå i gang med en uddannelse på trods af, at alle med den mindste indsigt kan se, at mange af de, der melder sig, ikke har en reel chance for at gennemføre. Optages mange ukvalificerede, vil super-kvalificerede ofte forlade uddannelsen, da niveauet og det sociale ikke fungerer. Et mindre optag kan indebære en højere gennemførselsprocent og samlet set flere færdiguddannende.