Publikationer
Pressemeddelelser
Blanketter
Lovgivning
Høringer
Udbud
Nyhedsservice
Om EBST

Uddannelse giver glade ansatte

19.05.2011

Produktionsvirksomheden Beck Pack Systems i Rønne har med Kompetence Forum Bornholms tilbud om videreuddannelse opnået både menneskelige og økonomiske fordele.

Billede til teksten 'Uddannelse giver glade ansatte'En halvering af korttids-sygefraværet, glade medarbejdere og en finaleplads i konkurrencen om at blive "Årets arbejdsplads 2009" er bare nogle af de fordele, et samarbejde med Kompetence Forum Bornholm (KFB) har medført for produktionsvirksomheden Beck Pack Systems.

Videreuddannelse for virksomheder
Formålet med KFB er blandt andet at tilbyde virksomheder hjælp til at afklare deres behov for videreuddannelse. Beck Pack Systems, der producerer fryseemballage til fiskeindustrien, ønskede at tilbyde deres ansatte muligheden for videreuddannelse, og et samarbejde med KFB var derfor en oplagt mulighed.

- Vi fik tilknyttet en konsulent fra KFB, som har lavet en række tests af vores medarbejdere i forhold til at afklare deres kompetencer og behov for videreuddannelse. Med hjælp fra KFB kan vi nu opfylde medarbejdernes ønsker til uddannelse samtidig med, at vi udnytter vores stille perioder bedre, siger produktionschef i Beck Pack Systems, Henrik Persson, og fortsætter:

- Videreuddannelse af vores ansatte har været givende på flere fronter. Både rent økonomisk, men også på et mere menneskeligt plan. Vi får glade medarbejdere, der føler et medejerskab, kan lide at gå på arbejde og gør en større indsats i hverdagen. Alt i alt bliver Beck Pack Systems et langt bedre sted at være.

Trivsel og øget omsætning
Indsatsen fra både KFB og ledelsen i Beck Pack Systems har båret frugt på flere planer, og muligheden for videreuddannelse er nu et fast tilbud til de ansatte.

- Vi har de seneste år arbejdet meget målrettet med trivslen på vores arbejdsplads, og videreuddannelse er blevet en vigtig del af vores on-going trivselsprojekt, som vi kalder det. Og det virker. Blandt andet er korttids-sygefraværet faldet med ca. 50 procent, vores effektivitet er steget, og vores medarbejdere har indstillet Beck Pack Systems til "Årets arbejdsplads". Vi er nu i finalen på landsplan. Det er vi rigtig stolte af, fortæller Henrik Persson.

Fakta
- Om projektet

Kompetence Forum Bornholm tilbyder gratis rådgivning til kompetenceudvikling af virksomheder på Bornholm. Formålet er at skabe en samlet rådgivnings- og sparringsenhed for systematisk kompetenceudvikling. Samtidig er det målet at sikre, at blandt andet uddannelsesinstitutioner får nem adgang til viden om, hvilke kompetenceudviklingsbehov der er på det bornholmske arbejdsmarked.
- Økonomi
Det samlede budget er på 19 mio. kr. EU's Socialfond finansierer 8,5 mio. kr., Erhvervs- og Byggestyrelsen 4,5 mio. kr. og resten finansieres bl.a. af Bornholms Vækstforum og Væksthus Hovedstadsregionen.
- Aktører
Kompetence Forum Bornholm samt en konsulentgruppe med repræsentanter fra Business Center Bornholm, Bornholms Erhvervsskole, Bornholms Sundheds- og Sygeplejeskole, VUC Bornholm, AOF Bornholm, Væksthus Hovedstadsregionen, Jobcenter Bornholm og Bornholms Regionskommune.
- Periode
Projektet startede1. december 2008 og løber til udgangen af 2011.