Universiteter som udviklingspartnere med regioner

Artiklen fokuserer på, hvorledes dette samarbejde er organiseret på forskellig vis, og hvordan det fungerer. De første års samarbejder har afdækket en række positive muligheder, men også nogle udfordringer. Artiklen bygger på dette, ikke mindst erfaringer med en særlig organisationsform på Roskilde Universitet (RUC), RUCinnovation, som jeg har været involveret i ledelsen af.

I artiklen skal jeg koncentrere mig om samarbejdet mellem regioner og universiteter indenfor erhvervsudvikling. I det følgende vil jeg se på, hvorledes samarbejdet om erhvervsudvikling har udmøntet sig i konkrete projekter og aktiviteter – for så vidt der er oversigtlig viden om det, eller jeg selv har oplevet det. Jeg skal også se på nogle af de udfordringer, der er i samarbejdet.

Regionernes interesse i samarbejde med universiteterne
De danske regioner blev oprettet i 2007. Allerede fra starten fik de betydning for universiteterne. Der blev italesat en offentlig politisk dagsorden om, at hver region skulle have sit eget universitet, i hvert fald udenfor hovedstadsregionen, som har flere universiteter og måske også orienterer sig mod Øresundsregionen med endnu flere universiteter. Universiteterne optog også denne dagsorden og begyndte at orientere sig mod at være regionens universitet i større eller mindre grad. Aalborg Universitet og Syddansk Universitet havde allerede gennem lang tid haft tæt samarbejde med virksomheder, kommuner og andre aktører i henholdsvis Region Nordjylland og Region Syddanmark. Aarhus Universitet og de øvrige højere læreranstalter i Aarhus opfattede nok mere sig selv, ligesom Københavns Universitet gør, nemlig som store internationale universiteter, der ikke er bundet til en bestemt region. Roskilde Universitet var i den specielle situation, at det altid havde været meget orienteret mod Københavns-området. Det krævede derfor nogen indsats og om-orientering at få det til at se sig som Region Sjællands universitet, men det er en proces, der i hvert fald er godt i gang.

Der er således blevet skabt en gensidig forventning om, at der er en særlig regional forbindelse med ét universitet i alle regioner – måske med undtagelse af hovedstadsregionen. Dette samarbejde har ført til en lang række konkrete aktiviteter til fælles gavn, men har også afsløret nogle udfordringer. 

Regionerne var måske dem, der først og mest tydeligt tog ”bolden” op og begyndte at formulere, at de ville bruge universiteterne.  Regionerne har to opgaver, der begge er betydningsfulde for universiteterne. Den første og klart mest betydningsfulde er at drive hospitalsvæsenet. Medicinsk forskning kommer her i fokus. Det var derfor oplagt at fortsætte det tætte samarbejde med de universiteter, der havde medicinske fakulteter, og hvor regionerne havde universitetshospitaler. På den måde ændrede indførelsen af regionerne ikke relationen til universiteterne i Region Hovedstaden, Region Syddanmark og Region Midtjylland. Det satte imidlertid fokus på de to regioner, der ikke havde universitetshospitaler, og hvor universiteterne ikke havde medicinske fakulteter, nemlig Region Nordjylland og Region Sjælland. Her kunne samarbejdet ikke blive så intenst. Senest er Aalborg Universitet ved at indføre medicinsk forskning, men Roskilde Universitet har ikke udsigt til eller planer om det. Så Region Sjælland bruger Københavns Universitet som hospitalsuniversitet.

Den anden opgave, regionerne har, er erhvervsudvikling (selv om det formelt er lagt ud i vækstforaene, som er et lidt andet politisk-administrativt system end regionerne). Her kan alle universiteter være med. Regionerne og vækstforaene formulerer en lang række politikker og konkrete tiltag for at skabe økonomisk vækst og job i regionerne. Her får de store forventninger til den institution, der er defineret som regionens universitet. De forventer, at universiteterne leverer ”grydeklar” forskning, der kan føre til innovation og iværksætteri, som igen kan skabe vækst og jobs. De pågældende universiteter tager ”bolden” op, men har ind imellem noget svært ved at se, hvordan de kan indfri forventningerne fra regionerne. Disse forventninger er ofte ikke formuleret som forskningsspørgsmål, men mere som innovationsspørgsmål, hvilket betyder hjælp til at løse et problem eller skabe noget nyt (f.eks. en ny vare eller service). Her er forskere generelt mere indrettet på at forklare eksisterende problemer eller tilstande. Der har derfor skullet ske en vis udvikling på begge sider med hensyn til, hvordan man formulerer de fælles spørgsmål.

Udviklingen i universitetsverdenen understøtter samarbejdet
Forskningen på universiteterne bliver i disse år mere orienteret mod at løse problemer i samfundet, dets virksomheder, organisationer og i det civile liv. Universiteterne orienterer sig mere mod at løse disse problemer i et forskningssamarbejde med praktikere. Dette er formuleret teoretisk eller ideologisk f.eks. via ideen om den såkaldte Mode 2 forskning (Nowotny, Scott og Gibbons 2001, Johanisson, Gunnarsson og Stjernberg 2008), og at universiteter skal være entreprenørielle (Thorp og Goldstein 2010). Mode 2 betyder, at forskerne lader deres forskningsproblemstilling bestemme af de problemer, samfundet eller aktører i samfundet definerer i stedet for af teorier udtænkt inde i universiteterne. Den internationale udbredelse af Mode 2 orientering af forskningen er fulgt af en stigende orientering fra samfundet og virksomheder mod universiteter og forskningsinstitutioner. Man vil gerne bruge universiteternes forskning, men så skal den også være indrettet mod samfundets og virksomheders problemer.

Mode 2 bevægelsen kan måske siges at være ny for specielt samfundsvidenskabelig og naturvidenskabelig forskning. Megen teknisk forskning kan siges altid at have været praksisbaseret, fordi det fra starten er designet som anvendt forskning. Endda kan man hævde, at det ikke er nyt for samfundsvidenskabelig forskning, for allerede i 1960erne fik man fænomenet ”aktionsforskning” (Negt 1975). Derfor er der mange kendte elementer i Mode 2 bevægelsen. Alligevel er der også nye elementer, først og fremmest fordi det helt aktuelt orienterer hele institutionen universitetet mod praksisproblemstillinger i omverdenen. Dernæst fordi det ofte her i 2000-tallet bliver forbundet til entreprenørskab, altså at forskning ikke bare er passiv erkendelse, men også kan føre til aktive handlingsanvisninger.

Universiteterne og samfundet med dets virksomheder og organisationer nærmer sig således hinanden.

Samarbejder mellem regioner og universiteter
En undersøgelse viser, at de regionale vækstfora har et omfattende samarbejde med forskellige aktører i og udenfor regionen, herunder med universiteter (Danske Regioner 2011). Det er især indenfor områderne sundhed, velfærdsteknologi, klima og energi, iværksætteri, kompetenceudvikling og kapitalfremskaffelse. Samarbejdsgraderne og -formerne varierer fra region til region.

Regionerne samarbejder mest med forskellige analyseenheder, forandringsagenter som væksthuse, GTS institutter og lignende institutioner, som ligger mellem forskning og praksis. Dette antyder allerede en del af problemstillingen. Regionerne og langt de fleste virksomheder er orienteret mod umiddelbar udvikling og praktiske behov, så universiteterne med deres ofte grundforskningsorienterede aktiviteter i mange tilfælde ikke er de mest naturlige partnere.

Selvom den nævnte undersøgelse ikke specifikt fokuserer på regionernes/vækstforaenes samarbejde med universiteter, fremgår det dog alligevel, at der er en del sådanne samarbejder, både med regionens ”eget” universitet og med andre universiteter indenfor mange fagområder. Samarbejdet med regionens ”eget” universitet fremgår også af erfaringer, samlet op fra udadvendte afdelinger på landets universiteter. Når vi bevæger os udenfor det medicinske område, er det imidlertid især indenfor ingeniørdiscipliner, at der har været et omfattende samarbejde med virksomheder i regionen. Det har f.eks. givet Aalborg Universitet og DTU nogle meget intensive virksomheds-samarbejder. Et uformelt estimat fra medarbejdere i Aalborg Universitets eksternt rettet funktion siger, at omkring 75% af samarbejderne er indenfor ingeniørområdet.

Der er dog også mange eksempler på region-universitets samarbejder indenfor management, arbejdsmarked og andre samfundsvidenskabelige områder, humanistiske områder og naturvidenskabelige områder af forskellig art. Disse samarbejder består oftest i, at universiteterne samarbejder med virksomheder  i regionen, mens regionen måske finansierer en del af aktiviteterne.

Eksempler på frugtbare samarbejder
For at illustrere, hvad universiteterne som partnere med regionerne kan betyde, skal jeg give eksempler på nogle samarbejder. Eksemplerne er primært hentet fra mine egne erfaringer i RUCinnovation omkring samarbejdet med Region Sjælland, dog suppleret med enkelte eksempler fra andre regioner

Regionernes vækstfora er interesserede i, at universiteterne samarbejder med de enkelte virksomheder. I mange tilfælde bliver det formuleret som et projekt eller program, som Vækstforumet støtter. I andre tilfælde samarbejder universitetet direkte med virksomhederne uden støtte fra vækstforaene.

En del samarbejde er indenfor området grøn energi (som indbefatter miljø- og klimaspørgsmål). Der bliver ofte investeret store beløb i disse projekter, da det er kostbar forskning og udvikling, og der er megen fokus på dette område. Alle regioner har flere store ”clean-tech” projekter. I Region Sjælland er der f.eks. i Roskilde etableret et stort udviklingsprojekt, Risø-Park omkring forskningsinstitutionen DTU/Risø med deltagelse af Roskilde Kommune, DTU/Risø, RUC, Vækstforum Sjælland og flere parter. Projektet skal både etablere nye forskningsfaciliteter, inkubator-miljøer for virksomheder og kommunale planlægnings-faciliteter. Dette projekt påregnes både at give nye forskningsresultater og udvikling af nye ”clean-tech” virksomheder, og dermed arbejdspladser, i Roskilde. Parken skal også give umiddelbar gavn i kommunen, f.eks. via nye systemer til energibesparelser.

Sprog- og kulturforskere indenfor tysk på RUC er via Vækstforum Sjælland blevet inddraget i kompetenceudvikling i mindre virksomheder på Lolland-Falster, således at de står bedre rustede til at få opgaver i forbindelse med det kommende tunnelbyggeri i Femern-forbindelsen. Virksomhederne lærer om tysk kultur og forretnings-sædvaner. Det kan være helt afgørende for deres muligheder for at få ordrer ved tunnelbyggeriet eller udvikle forretning omkring tunnelbyggeriet. Forskerne bliver på deres side klogere på, hvilke sprog- og kulturproblemer, der er de vigtigste i sådanne forretnings-sammenhænge.

Flere af regionerne har store satsninger på fødevareområdet. Det traditionelle landbrug og fødevareindustrien er trængt, og der tiltrænges innovationsudvikling indenfor fødevareområdet. Det skal i vidt omfang ske gennem oplevelses-elementer, som eventuelt kobles med helt nye forretningsmodeller og udvikling af nye fødevarer. Der er typisk fokus på små producenter, højkvalitet og gastronomiske bølger som f.eks. Ny Nordisk Mad. I region Sjælland er der også startet en sådan stor satsning, hvor RUC sammen med en række andre aktører (herunder Østdansk Turisme) skaber disse innovationer. Der holdes f.eks. innovationsværksteder for Lammefjordens grøntsagslaug med det formål at udvikle ny branding og produktoplevelser. Det vil skabe bedre konkurrencevilkår for egnens mange grøntsagsavlere og nye distributionskanaler.

Væksthusene spiller også sammen med universiteterne og regionerne. I region Sjælland er RUC bl.a. involveret i et større projekt om at skabe såkaldte Vækstfabrikker i 10 byer. Vækstfabrikkerne er inkubatormiljøer, som skal fremme lokal iværksættelse. Det er meget direkte rettet mod at skabe arbejdspladser i regionen. For forskerne er det en mulighed for at følge et ret unikt eksperiment.

Der er i regionerne mange eksempler på, hvorledes forskere fra regionernes universiteter går ind og hjælper virksomheder med at udvikle innovationer. Det sker i Region Sjælland f.eks. gennem innovationsnetværk, hvor RUC, virksomheder og GTS-institutter deltager. Forskernes viden om, hvorledes innovationsprocesser organiseres i mindre virksomheder og netværk, har været baggrund for udvikling af innovationer i mindre servicevirksomheder. I alle regionerne har der været samarbejder med turist- og oplevelsesvirksomheder om udvikling af innovationer.

I nogle regioner, bl.a. Region Sjælland er der etableret særlige kommunesamarbejder. I RUCinnovation har vi lavet aftaler med flere kommuner om såkaldte kommuneplatforme. Disse aftaler indebærer bl.a., at der er direkte forbindelse mellem RUCinnovation og de kommunale erhvervsudviklings-organisationer. Medarbejdere fra RUCinnovation har faste kontortider i kommunerne. Gennem samarbejdet hjælpes kommunerne med nogle af deres problemer (f.eks. indenfor sundhed, affaldshåndtering og organisationsudvikling), og forskere indgår samarbejder med virksomheder i kommunen.

Udfordringer i samarbejdet
Samarbejdet mellem universiteter og regionerne og deres virksomheder på erhvervsudviklingsområdet er således i rivende udvikling. Samarbejdet har dog også vist, at der er nogle udfordringer for regionerne, og måske især universiteterne, for at skabe de optimale betingelser for samarbejdet. Jeg skal fokusere på de vigtigste udfordringer, og hvordan man forsøger at imødekomme dem.

Alle universiteter i Danmark har efterhånden enheder for samarbejdet mellem forskerne og omverdenen, herunder regioner. De er organiseret forskelligt. Udfordringen for universiteterne består i at få forskerne til at se disse enheder som innovationsenheder, som nogle de kan integrere deres egen forskning og formidling i. Ofte bliver disse innovationsenheder set som noget fjernt, der har sit eget liv. Erfaringerne fra RUCinnovation viser, at det er meget vigtigt, om end vanskeligt, at innovationsenhederne bliver reelle brobyggere mellem universitetets forskere og omverdenen, og ikke bare en selvstændig enhed for analyse og praktisk rettet forskning. Dette sker dog allerede i et vist omfang.

Udfordringerne med at mobilisere forskerne i omverdens-samarbejdet hænger også sammen med, at der ikke er nogen incitamentsstruktur i universitetssystemet for forskerne til at formidle og indgå i praktiske samarbejder. Forskerne bliver målt på deres videnskabelige publiceringsomfang, men der er sjældent belønning til den enkelte forsker for at indgå i samarbejde med virksomheder eller andre eksterne parter. Det er en udfordring for det offentlige danske universitetssystem og de enkelte universiteter at udvikle sådanne belønnings- og incitamentsstrukturer.

Der er også ofte kommunikationsproblemer. Forskere og praktikerne i virksomheder og andre instanser taler tit forskelligt ”sprog” og har svært ved at forstå hinandens problemstillinger. Forskerne har ofte et grundforskningsperspektiv eller stiller i hvert fald spørgsmål ud fra et erkendelsesperspektiv – hvad ved vi, og hvad ved vi ikke? Virksomhederne har helt praktiske produktions- eller afsætningsproblemer et løse. Vi hører ofte fra hver af parterne, at den anden part ikke er interesseret i denne parts problemstillinger. Samarbejdsenheden kan måske fungere som ”oversætter” og diplomatisk budbringer, men det kræver helt specielle kompetencer hos personalet i denne enhed. De skal f.eks. både kunne accepteres som næsten ligemænd af forskerne og som folk, man kan forstå, af praktikerne.

En udfordring er også at finde nogle normer for, hvor forskning ender, og konsulenttjeneste starter. Det er i praksis en flydende overgang. Når et forskningssamarbejde er i gang, og der er en positiv relation mellem forskerne og den eksterne partner, vil den sidste ofte gerne fortsætte samarbejdet langt hen i implementeringen, f.eks. omkring udvikling og markedsføring af et nyt produkt. En region ønsker måske bestemte analyser, som ikke har et forskningsperspektiv, foretaget. Her forsvinder forskernes interesse nogle gange, de har heller ikke kompetencerne til denne del af processen, og universiteterne kan risikere at komme i direkte konkurrence med private sektorer som konsulentbranchen, GTS-institutter og underleverandører. Det er ikke universiteternes opgave og måske heller ikke altid lovligt. Det er derfor vigtigt, at regionerne, og i øvrigt alle eksterne aktører, forstår hvad universiteterne kan og skal levere (nemlig forskning), og hvad de ikke kan og skal levere (konsulentydelser o.l.). Systemet med rekvireret forskning gør det vanskeligt at trække grænsen, men det er vigtigt, at der udvikler sig fælles normer i samfundet for, hvor denne grænse er.

Fremtidsperspektiver
Regionerne har brug for universitetet, og universiteternes åbning mod samfundet og Mode 2-forsknings indretningen er kommet for at blive. Det vil også fastholde et samarbejde mellem regionerne og universiteterne. Samarbejdet er nyttigt for begge parter. Der er dog stadig udfordringer på begge sider i at få samarbejdet til at fungere perfekt. Det er derfor vigtigt i den kommende tid at arbejde med at løse disse udfordringer.

Litteratur
Danske regioner (2011), Kortlægning af vækstforaenes tværregionale samarbejder, København (Danske Regioner)

Etzkowitz, H. (2008), The Triple Helix, London(Routledge)

Jacobsen, B. (1990), Universitetsforsker i Danmark : en undersøgelse af arbejdsvirksomhed, forskningsmiljø og forskningens øvrige situation på danske universiteter og læreanstalter, København (Nyt fra samfundsvidenskaberne) 
  
Johannisson, B, Gunnarsson, E. og Stjernberg, T. (red.) (2008),Gemensamt kunskapande – den interaktive forskningens praktik, Växjö (Växjö University Press)

Negt, O. (1975), Sociologisk fantasi og eksemplarisk indlæring, Roskilde (RUC)

Nowotny, H., Scott, P., Gibbons, M. (2001), Re-thinking Science: Knowledge and the Public in an Age of Uncertainty, Oxford(Polity Press)

Thorp, H. og Goldstein, B. (2010), Engines of innovation : the entrepreneurial university in the twenty-first century, Chapel Hill (University of North Carolina Press)

(Synspunkter og antagelser, der kommer til udtryk i forskerartiklen er udtryk for skribenternes egen holdning og ikke nødvendigvis Erhvervs- og Byggestyrelsens.)