Sted som ressource

Artiklen baserer sig delvist på foreløbige resultater fra en kvalitativ undersøgelse af fødevareiværksættere på de Danske småøer, og der præsenteres to eksempler fra denne undersøgelse, der viser, hvordan to konkrete fødevareiværksættere har udnyttet de ressourcer, der udspringer af de steder, hvor virksomhederne er lokaliserede. Artiklen starter med en kort introduktion til den centrale problematik for iværksættere i udkantsområder. Dernæst vil jeg præsentere og uddybe ”sted” som begreb, og de tre dimensioner der knytter sig til dette; materielle karakteristika, historie og netværk. Dernæst vil jeg præsentere to eksempler på virksomheder, der har haft held til at skabe succesfulde virksomheder, der på forskellig vis udnytter stedlige ressourcer; nemlig Fur Bryghus og Øhavets Madhåndværk. Slutteligt vil jeg diskutere, hvordan stedbundne ressourcer kan bruges til at skabe konkurrencefordele.

Iværksætteri i udkantsområder
Iværksættere i udkantsområder står overfor en dobbelt udfordring. På den ene side har de mange af de samme udfordringer som alle andre iværksættere. Ligesom de fleste andre nystartede virksomheder har de færre ressourcer samt mindre kapital, erfaring og legitimitet end etablerede virksomheder. Som følge heraf må nystartede virksomheder i udkantsområder formodes at have mange af de samme problemer med at overleve og vokse, som det er tilfældet i urbane områder.

Derudover knytter der sig en række særlige udfordringer til at være lokaliseret i et udkantsområde. I det følgende vil jeg blot opridse nogle af disse ganske kort:

• Der er generelt færre ressourcer til rådighed i udkantsområder, det gælder såvel finansielle ressourcer, i form af eksempelvis risikovillig kapital, som human kapital i form af højtuddannede potentielle medarbejdere.
• Der kan være særlige transaktionsomkostninger forbundet ved at være lokaliseret i udkantsområder, da disse kan være sværere at nå frem til. Nogle af de ø-baserede fødevareiværksættere, jeg har interviewet indikerede en meromkostning på eksempelvis fragt og reparationer på materiel på op til 30-40%.
• De lokale markeder er begrænsede. Dels ved at der ikke bor så mange potentielle kunder i nærområdet, og dels ved at disse ikke er så købekraftige, som det er tilfældet i byområder.

Nogle af disse problemer afhjælpes delvist gennem offentlige støtteordninger af forskellig slags. Eksempelvis har flere af de interviewede ø-iværksættere modtaget direkte støtte i form af kapital eller lånekapital fra de lokale aktionsgrupper under LEADER programmet.

Men ikke desto mindre er udkantsområder karakteriseret ved at have færre muligheder og dårligere rammebetingelser for iværksætteri, betragtet fra et generelt perspektiv. 

Set i dette lys bliver det særligt interessant at undersøge de iværksættere, der så rent faktisk, mod alle odds, lykkes med nye virksomheder i udkantsområder. Dels fordi de kan tjene som inspiration for andre potentielle iværksættere i disse områder, men også fordi de kan vise, hvordan iværksættere generelt kan håndtere og måske overvinde den ressourceknaphed, der er særligt udtrykt i udkantsområder, men som vi også ved, er et grundvilkår for langt de fleste iværksættere.

Yderligere er det interessant at se på om der findes nogle typer af ressourcer, som iværksættere i udkantsområder kan gøre brug af, således at lokaliseringen i et udkantsområde kan vendes til en konkurrencefordel?

Det er særligt med udgangspunkt i det sidste spørgsmål, at jeg griber fat i ”stedet” som en mulig kilde til ressourcer for iværksættere i udkantsområder. Men for at kunne dette, er det nødvendigt at diskutere hvad der menes med begrebet ”sted”.

Sted som begreb og ressource
Ordet ”sted” bruger vi flittigt i daglig tale på flere forskellige måder. Ofte vil en angivelse af et sted være svar på spørgsmål om, ”hvor” en begivenhed har fundet sted. Heri ligger ydermere en implicit erkendelse af, at begivenheder altid sker på et sted, heraf udtrykket ”at noget finder sted”; det vil sige, at ting der findes, nødvendigvis befinder sig et sted, og at det at finde et sted er det samme som at blive til. Begivenheders rumlige karakter er altså centralt for deres betydning.

Indenfor særligt humangeografien skelner man mellem sted og rum i et forsøg på at indkredse de forskellige aspekter af den rumlige dimension. Begrebet rum bruges til at diskutere de kvantitative aspekter af den rumlige dimension. Man kan således tale om en rumlig lokalitet, der kan udpeges på et kort eller angives med koordinater som længde og højdegrad. Dette begreb anvendes også til at beskrive andre kvantificerbare aspekter såsom kapitalbevægelser og akkumulationer på bestemte lokaliteter som eksempelvis storbyer. Det samme gælder, når vi beskriver beskæftigelsesstrukturer, uddannelsesniveauer og lignende.

I modsætning til rum, defineres sted, som det der relaterer til kvalitative aspekter, altså den betydning og mening en lokalitet kan få. Det vil sige at en rumlig lokalitet kan blive til et sted, hvis det tilskrives betydning og mening for og gennem menneskelige aktiviteter. Et eksempel: Det stykke motorvej, som jeg dagligt kører frem og tilbage på, kan bestemmes som en rumlig lokalitet gennem angivelse af placering på et kort, hvor lang den er, hvor mange biler der kører strækningen i timen og så videre. Men i kraft af at jeg kender den godt, tilskriver jeg den også en betydning, og den bliver et sted for mig. Dette sted opfatter jeg selvfølgelig også forskelligt fra andre. Som eksempel føles turen tilsyneladende væsentlig kortere for mig, end for dem der sjældent kører turen.

Andre, og måske mere interessante steder, end motorveje bliver genstand for sociale betydninger og meninger. Bydele, landsbyer, øer og lignende bliver betydnings- og meningsfulde for de mennesker der bor der, besøger dem eller på anden måde forholder sig til dem. Disse lokaliteter bliver til steder gennem de historier, vi fortæller om dem, og de aktiviteter der udfolder sig der. Som sådan bliver steder socialt konstrueret og rekonstrueret i fortløbende processer. Horsens’ transformation fra fængselsby til Østjysk kulturcentrum er et eksempel på, hvordan et sted kan forandres gennem nye historier og aktiviteter.

I forhold til iværksætteri, er det klart, at iværksætteraktiviteter må have en rumlig karakter, for så vidt at de finder sted på en eller flere lokaliteter. Det vil sige, at iværksætteri altid finder sted – på et sted. Det interessante spørgsmål er imidlertid, om lokaliteten (rum) og stedet påvirker iværksætteraktiviteten. I den traditionelle økonomisk baserede iværksætterforskning har den rumlige dimension ikke spillet nogen stor rolle. Siden midtfirserne, er der dog en del forskere, der har været optaget af, hvordan iværksætteri påvirkes af forskellige faktorer, der knytter sig til lokaliteter som eks. regioner. Man har således kigget meget på klyngedannelser og regioner, der har en overraskende høj eller lav iværksætteraktivitet. Fokus har dog primært været på de kvantitative aspekter. Spørgsmålet om den rumlige dimensions betydning stiller sig således forskelligt afhængigt af, om vi beskæftiger os med det kvantitative rum eller det kvalitative sted. Som beskrevet ovenfor, har udkantsområder, fra et kvantitativt perspektiv, ringe betingelser for iværksætteri, jævnfør de begrænsede finansielle og menneskelige ressourcer, begrænsede lokale markeder og højere transaktionsomkostninger. Men dette gør sig ikke nødvendigvis gældende, når vi ser det fra en kvalitativ stedbaseret vinkel. Et sted kan således være rigt på mening og betydning uden at være rig på mennesker og kapital, og vice versa. 

Det er således teoretisk muligt, at udkantsområder, qua deres identitet som sted, kan rumme særlige ressourcer, der kan bruges til at give unikke konkurrencefordele til iværksættere. For at udfolde denne mulighed yderligere er det nødvendigt at beskæftige os kort med, hvad et sted konstitueres af.

Der er i hvert fald tre elementer, der er centrale for et steds identitet: historie, fællesskaber og materielle karakteristika (se også figuren).

Historie
Steder har altid en historie. Denne historie består af et reservoir af tidligere fortællinger og aktiviteter, der har defineret stedet. På Læsø har der eksempelvis fra middelalderen og frem til 1600 tallet været en meget stor produktion af sydesalt, der i nogen grad bragte velstand til øen, men også havde store negative konsekvenser for naturen på øen. I midten af 1600 tallet havde man således fældet stort set alle træer på øen og brugt dem som brænde til sydepanderne (Neergaard et al., 2008). Et steds historie eksisterer imidlertid ikke for sig selv, og uafhængigt af hvad der foregår på stedet nu. Historien skal kontinuerligt genfortælles for at blive husket og holdt i live. På denne måde har Læsø saltsyderi reaktualiseret Læsøs historiske arv som saltproducent.

Men der kan selvfølgelig også være forskellige historier om det samme sted, der imidlertid konstituerer steder på radikalt forskellige måder. Det ser vi eksempelvis i Jerusalem, hvor forskellige grupper af mennesker fortæller forskellige historier om stedet, og derved giver stedet forskellige og nogle gange decideret modstridende betydning og mening.

Forskellige måder at gengive et steds historie kan således give anledning til konflikt. Men det betyder også, at steders historie er åben for nyfortolkning og forandring. Og at historien derfor kan bruges kreativt og aktivt af iværksættere til at give steder nye og mere attraktive betydninger. Således har det nye saltsyderi på Læsø reaktiveret øens historiske arv på en måde, der både er ”tro” mod den oprindelige produktionsform, men samtidig bruger den på nye og kreative måder, der skaber økonomisk værdi på øen. Et eksempel herpå er foredrag, lejrskole og sågar et pandekagehus i tilknytning til sydehytterne.

Fællesskaber
Steder har betydning og mening for grupper af mennesker, og det er disse gruppers italesættelser og aktiviteter, der skaber stederne på bestemte måder. Som oftest handler det om de grupper af mennesker, der bor et bestemt sted. Så en landsby, der for en tilfældig gennemkørende ligner alle andre små landsbyer i Danmark, er formodentlig helt særlig og meningsfuld for de folk, der bor der. Det betyder samtidig, at mennesker kan mødes i et fællesskab defineret af de betydninger, der knytter sig til et sted. Så de landsbyboere, for hvem landsbyen er særligt betydningsfuld, vil føle sig særligt knyttet til andre, der har det på samme måde. I disse fællesskaber vil man, fordi man synes, at et bestemt sted er særligt betydningsfyldt, være villig til at dele og investere tid, information og andre interessante ressourcer.

Denne ”mekanisme” ser man udfolde sig på mange forskellige måder, når folk går sammen på tværs af sociale, politiske, erhvervsmæssige og andre skel, og arbejder sammen om små og store projekter, der handler om at skabe udvikling på et bestemt sted.

Materielle karakteristika
Selvom steders betydning og mening i høj grad er socialt bestemt gennem fortællinger og aktiviteter, udfolder disse sig samtidig i samspil med nogle materielle karakteristika, der på en og samme tid muliggør og begrænser forskellige typer af italesættelser. Der er derfor ofte en stærk sammenhæng mellem de materielle karakteristika og de historiske og kulturelle meninger, der knytter sig til steder. På Læsø muliggør bundforholdene i området Rønnerne saltproduktionen ved at indeholde særligt saltholdigt vand. Tilsvarende er der ofte opstået stærke ølbrygningstraditioner på steder med grundvand, der er særligt velegnet til dette formål.  Burton upon Trent i England er et eksempel på dette.

Samtidig kan der være bestemte infrastrukturelle betingelser, der kan spille ind på de aktiviteter, der kan udfoldes. Hvis der eksempelvis ikke er bredbåndsforbindelse i et udkantsområde, bliver det svært at skabe aktiviteter, der handler om IT på et sted. Tilsvarende åbner etablering af eksempelvis bredbånd op for et væld af nye mulige aktiviteter i et område (OECD, 2006).

Også jord- og vejrmæssige forhold kan påvirke steders betydning. I vinens verden anvendes begrebet terroir til at beskrive, hvordan de jord- og vejrmæssige betingelser, som vinen er dyrket under, sætter sig i vinens sensoriske indtryk gennem smag, duft etc. I Danmark har blandt andre Claus Meyer forsøgt at etablere Danmark og Norden som et unikt sted ved at tale om et Nordisk terroir, der er kendetegnet ved en lang modningstid der udvikler fødevarernes smag og næringsindhold (Redzepi & Meyer, 2007).

To eksempler
I det følgende vil jeg give en kort beskrivelse af to eksempler på iværksættervirksomheder, der i høj grad har haft gavn af stedet og de stedbundne ressourcer:

Fur Bryghus
På den nordvestlige side af Fur ligger Fur Bryghus, et kombineret mikrobryggeri og restaurant. Bryghuset holder til i en smuk og velholdt rød træbeklædt bygning fra 1926, der oprindeligt husede øens første molerfabrik. I det hele taget er moler, en særlig porøs og let type ler, der blandt andet bruges til isolering og kattegrus, helt afgørende for bryghusets tilblivelse. Bygningen fungerede som molerfabrik indtil 1978, hvorefter den stod ubenyttet indtil 1997, hvor den blev overtaget af Mogens Fog, en succesrig lokal forretningsmand hvis formue er skabt gennem Damolin (Dansk Moler Industri). Oprindeligt blev stedet købt med jagt for øje, men senere får Mogens Fog, inspireret af forretningsrejser i Holland og Belgien, ideen om at lave et mikrobryggeri på stedet.

Bryggeriet og den tilhørende restaurant åbner i 2004, som et af de allerførste i Danmark, og det første i decideret landlige omgivelser. Efter et stykke tid opdager Mogens Fog og den lokale brygmester, at vandet på Fur er særligt velegnet til ølbrygning. Det skyldes blandt andet molerlagene i undergrunden, som vandet siver ned gennem. I alt 200 lag siver vandet igennem, inden det pumpes op. Dette særlige vand overflødiggør nogen form for rensning eller behandling inden brygning og gør øllets skumkrone mere vedholdende.

Koblingen mellem Furs undergrund, moleret og øllets fremhæves af bryggeriet, blandt andet på etiketterne hvor kendte fossiler, fundet i moleraflejringer på Fur, er afbilledet samt i restauranten hvor billeder og plancher informerer om øens, vandets og øllets særegne karakter. 

I eksemplet Fur Bryghus, træder det tydeligt frem, hvordan bryghusets produkter er bundet op på den særegne karakter, Fur har som sted. Moleret, som ellers ikke er noget man normalt ville betragte som særligt relevant for ølbrygning, bliver centralt, da det er omdrejningspunktet for den fortælling, der fortælles om og gennem øllet. Den er tydelig i skumkronens beskaffenhed såvel som den herlighedsværdi der knyttes til et besøg på bryghusets restaurant og oplevelsen af at købe og drikke en Fur-øl. Bryghuset trækker derved på en kombination af de materielle karakteristika (vandets beskaffenhed) og øens historie. Og netop disse komponenter, adskiller Fur Bryghus fra andre lignende virksomheder.

Øhavets Madhåndværk
På den lille ø Strynø i det Sydfynske Øhav driver John Sørensen en syltetøjsfabrik under navnet Øhavets Madhåndværk. Syltetøjet fremstilles hovedsagligt af bær fra Johns egen frugtplantage på øen, og sælges i specialbutikker, bagerier og cafeer over hele landet, til en pris der ligger omkring 60 kroner glasset. Omkring 30.000 glas bliver det til årligt med den nuværende kapacitet.

Historien om Øhavets Madhåndværk starter i 2002, hvor John sammen med sin kone netop har fået deres første fælles barn. Indtil da har John været ejer af en skonnert, som har sejlet turister på både længere ture over Atlanten og kortere ture i de lokale farvande. Men familien beslutter sig nu for at slå sig ned på Strynø, en ø de kender udmærket fra deres mange sejlture i det Sydfynske Øhav. Fra starten havde John tænkt sig at starte en eller anden form for kvalitetsfødevareproduktion på øen, dog uden at vide præcis hvad. Det fandt han imidlertid ud af, da familien havde boet på øen et stykke tid og fik besøg af en nabo, der ville byde familien velkommen til øen. Som gave havde naboen medbragt et glas hjemmelavet hindbærsyltetøj, som John fandt langt bedre end selv de dyreste varianter fra supermarkedet. Nysgerrigheden over at det hjemmelavede syltetøj kunne være så meget bedre, gav John ideen om at tage grundprincipperne fra hjemmesylteriet og skalere op til noget, der ville kunne drive en virksomhed og give en indtægt. 

Derfor købte familien en lille gård på østsiden af Strynø, og begyndte at plante frugttræer og buske. John var opsat på at bygge videre på oplevelsen af det hjemmelavede hindbærsyltetøj. Han begyndte derfor at indsamle opskrifter fra de lokale ”hjemmesyltere”, og begyndte at eksperimentere med disse. Efterfølgende inviterede han så de lokale syltere til prøvesmagninger, hvor de bedste opskrifter blev udvalgt og videreudviklet. På denne måde er flere af Johns varianter blevet til.

De fleste af bærrene kommer fra Johns egen plantage, suppleret med jordbær fra naboøen Tåsinge, der traditionelt har været kendt for sine gode jordbær, samt grønne tomater fra Fyn. Kvaliteten af bærrene er et afgørende komponent. I modsætning til andre bruger John buske og træer, der ikke kan høstes maskinelt, så hvert år ankommer et hold professionelle plukkere og hjælper med at få høstet bærrene. Derudover giver Strynøs unikke placering gode betingelser for frugtavl. Det generelle kølige Nordiske klima giver bærrene en lang modningstid, hvor smagen kan udvikle sig, samtidig med at øerne i det Sydfynske Øhav har flere soltimer end de fleste andre steder i Danmark. Også placeringen i havet, giver en fordel i kraft af den salt- og mineralholdige nedbør, samtidig med at østsiden af Strynø ligger i læ af Langeland og derved ikke er helt så udsat for storm og blæst. Nedbørens særlige karakter og indflydelse gik op for John ved en tilfældighed, ved at han så saltaflejringer på sin bil efter at have kørt i regnvejr.  Claus Meyer, der sælger syltetøjet i sine forretninger i København, omtaler det som terroir-syltetøj.

I eksemplet Øhavets Madhåndværk er det tydeligt, at John trækker på de ressourcer, der definerer Strynø som sted. Særligt tydeligt er det her i forhold til de materielle karakteristika på stedet, med de gode dyrkningsforhold på øen, hvor regnen, læ fra Langeland og solskinstimerne skaber særligt gode betingelser for frugtplantagen. Ligeledes er det tydeligt, at John, qua sin oprigtige interesse i at udvikle og bidrage til Strynø som sted, får en unik adgang til de opskrifter, og den viden der findes blandt de lokale beboere på øen. De selv samme beboere er i øvrigt ofte John behjælpelig med distribution af syltetøj, når de tager til fastlandet, og afleverer varer hos de forskellige udsalgssteder. 

Diskussion
Overordnet fremgår det tydeligt, selv i de korte beskrivelser ovenfor, at både Fur Bryghus og Øhavets Madhåndværk som virksomheder er intimt knyttet til deres respektive steder, og at denne relation strækker sig langt ud over, at stedet ”blot” bliver brugt i markedsføringen. Stedet som ressource figurerer ud over i markedsføringen også i selve produktet og har haft en afgørende betydning for, at virksomhederne har fået deres særegne form. Tilblivelsen af Fur Bryghus og Øhavets Madhåndværk er således sket i en tæt interaktion med stederne Fur og Strynø som menings- og betydningsfulde lokaliteter.  Det betyder samtidig, at stedet bliver en kilde til en konkurrencefordel for virksomhederne.

Baseret på de ovennævnte eksempler, kan man således anskue de stedbundne ressourcer som særligt interessante både fra et virksomhedsperspektiv og et regionalt udviklingsperspektiv:

Fra et virksomhedsperspektiv er de interessante, fordi de er:

• Fleksible (Baker & Nelson, 2005); det vil sige, at de oftest kan bruges til mange forskellige ting. Hvor Læsø saltsyderis anvendelse af Læsø historiske arv tager form af en form for rekonstruktion, viser Fur Bryghus af Furs på mange måder tilsvarende molerhistorie, kan sættes i anvendelse på en helt ny og radikalt anderledes måde.
• Unikke; da steder konstrueres som menings- og betydningsfulde lokaliteter af mennesker i fællesskab gennem historier og aktiviteter, bliver steder lige så unikke og forskellige, som mennesker er det. Alle steder, uanset hvor ens de end kan forekomme for udenforstående, har unikke historier, fællesskaber og materielle karakteristika.
• Svært imiterbare (Barney, 1991); steder er lokaliserede og immobile. De stedlige betingelser, der understøtter både Fur Bryghus og Øhavets Madhåndværk er nærmest umulige at imitere andre steder. På andre steder, vil de aktiviteter (brygning og restaurant, og syltetøjsproduktion) tage en anden form, da stederne netop er forskellige.

Fra et regionalt udviklingsperspektiv er de stedbundne ressourcer interessante af minimum to årsager. Disse ressourcer kan potentielt medvirke til at give virksomheder i udkantsområder en konkurrencefordel, der kan modvirke nogle af de særlige udfordringer, der knytter sig til iværksætteri i udkantsområderne. Endvidere, vil virksomheder, der baserer sig på stedbundne ressourcer, give området et mere bæredygtigt økonomisk fundament, da disse virksomheder hverken kan eller vil relokalisere så nemt, selvom en strengt omkostningsrationel tilgang måske vil diktere det. Det er eksempelvis ikke rationelt fra et omkostningsperspektiv at producere syltetøj på en ø, og særligt ikke med bær fra egen frugtplantage. Endvidere er virksomhederne knyttet til stedet gennem de stedbundne ressourcers immobilitet. Det fællesskab blandt ø-boerne og de særlige vejrforhold, som John har trukket på, lader sig ikke umiddelbart flytte. Hvis John vælger at flytte virksomheden til et andet sted, vil det radikalt forandre de historier, han fortæller om og gennem sit produkt, og derved i høj grad bringe hans unikke konkurrencefordel i fare.

Praktiske implikationer
Det er tankevækkende, at både John Sørensen og Mogens Fog opdagede de materielle karakteristikas betydning for deres respektive produkter nærmest ved en tilfældighed. Selvom tilfældigheder i reglen spiller en underbelyst rolle i iværksætterprocesser (Görling & Rehn, 2008), giver det alligevel anledning til at overveje, om ikke flere iværksættervirksomheder i udkantsområderne kunne medtænke stedet og stedets ressourcer i videreudviklingen af deres produkter og ydelser.

På baggrund af de foreløbige resultater af den ovennævnte undersøgelse af fødevareiværksættere på småøerne og den eksisterende forskning i iværksætteri er det muligt at præsentere en række overvejelser og aktiviteter, som iværksættere i udkantsområder med fordel kunne overveje.

• For det første kan man som virksomhed eller potentiel iværksætter i udkantsområdet fokusere på produkter af en kvalitet og karakter, der legitimerer en forholdsvis høj markedspris og/eller henvender sig til et nichemarked (Bhide, 1992). Særligt med tanke på de udfordringer, som udkantsiværksættere har, kan det være svært at konkurrere med etablerede virksomheder på etablerede markeder. Nichemarkeder, hvor forbrugeren gerne betaler ekstra for en god historie eller oplevelse, er derimod attraktive, da den personlige involvering og den unikke dimension, som stedet kan give, ikke i samme grad kan gøres til genstand for eksempelvis economies of scale.
• For det andet kan virksomheder gå til de stedbundne ressourcer med en høj grad af kreativ frihed. Eksempler, som de ovennævnte, viser, at historien, fællesskaberne og de materielle karakteristika i høj grad lader sig omfortolke til anvendelser, der som udgangspunkt ligger fjernt fra deres oprindelige betydning eller anvendelse. Det afgørende er således, at iværksætteren formår at flette ressourcerne sammen på nye og kreative måder til interessante fortællinger, der fortælles om og gennem produktet.
• Samspillet mellem virksomheder og steder kan potentielt blive til en positiv synergi, hvor de aktiviteter og historier, som virksomheder sætter i spil, gør stedet mere menings- og betydningsfuldt; en proces der i sagens natur er særligt vigtig i udkantsområder. Jo flere virksomheder der skaber meningsfulde aktiviteter på et sted, desto mere meningsfuldt bliver stedet. Der forekommer således at være store potentialer for virksomheder, der knytter deres aktiviteter sammen på måder der anvender de stedbundne ressourcer. Limfjordsfortællingerne, en samling af arrangementer i Limfjordsområdet hos virksomheder og turistattraktioner i området, er et godt eksempel på dette. De er samlet på kryds og tværs af brancher med det ene fællespunkt, at de er lokaliseret i Limfjordsområdet. Men ved at binde dem sammen skabes en synergi, der giver en distinkt og værdifuld mening til hele området, som virksomhederne så tilsvarende kan få gavn af, blandt andet gennem at det kan trække flere turister til hele området.

Sources
Baker, T. & Nelson, R. E. (2005) Creating Something from Nothing: Resource Construction through Entrepreneurial Bricolage. Administrative Science Quarterly, 50, 329-366.

Barney, J. (1991) Firm Resources and Sustained Competitive Advantage. Journal of Management, 17, 99-120.

Bhide, A. (1992) Bootstrap Finance: The Art of Start-ups. Harvard Business Review, 70, 109-117.

Görling, S. & Rehn, A. (2008) Accidental ventures-A materialist reading of opportunity and entrepreneurial potential. Scandinavian journal of management., 24, 94-102.

Neergaard, H., Korsgaard, S. & Hindle, K. (2008) The entrepreneurial transposition of an island heritage: The case of Læsø, RENT XXII Conference, Covilha, 20-21 November.

Oecd (2006) The New Rural Paradigm: Policies and Governance.

Redzepi, R. & Meyer, C. (2007) NOMA, København, Politikens Forlag.

(Synspunkter og antagelser, der kommer til udtryk i forskerartiklen er udtryk for skribenternes egen holdning og ikke nødvendigvis Erhvervs- og Byggestyrelsens.)