Kreativitetens regionale indtog - Designerhvervets rolle for lokal og regional udvikling

Professor Poul Rind Christensen, Designskolen Kolding, Syddansk Universitet

Det danske designerhverv har imidlertid udviklet sig markant hen over de seneste 10 år. I takt med at innovation er blevet en central konkurrenceparameter i danske virksomheder, er der ved at ske et skift i forståelsen af den rolle, design spiller for virksomhedernes forretningsudvikling. Det er et skift mod et mere strategisk syn på design og et skift fra alene at se design som formgivning af produkter og symboler, mod at se design som en central skabende proces, som bidrager til brugercentreret innovation. Medens ny teknik og viden skubber til udviklingen af nye produkter og ydelser (science push innovation) bidrager design-erhvervet til at udvikle nye produktidéer gennem eksperimentelle former for brugerinddragelse (demand pull innovation).

I Danmark har denne udvikling, sammen med væksten i anvendelsen af informations- og kommunikations-teknologi, medført en ganske betydelig vækst i designerhvervene det seneste årti.

Det er denne udvikling i designerhvervene, artiklen handler om. Det sker med et særligt øje til den rolle designerhvervene spiller for den regionale og lokale erhvervsudvikling og beskæftigelse. Hvor er de danske designvirksomheder lokaliseret, og hvor er de virksomheder, de betjener, lokaliseret? Disse faktuelle forhold belyses i sammenhæng med refleksioner over ændringer i den rolle design spiller i den transformation den danske erhvervsstruktur er inde i.

De danske designerhverv
Dansk design har traditionelt været sammensat af en række designerhverv med hvert deres fokus og faglige ståsted. Blandt de centrale er tekstil- og modedesign, keramisk design, industriel design, møbel- og rumdesign, grafisk design og illustration. I takt med den digitale udvikling er designernes domæne imidlertid udviklet betydeligt, således at også digital design; kommunikationsdesign; spildesign og interaktiv design (menneske-maskine ’interfaces’) indgår som centrale domæner.  Samtidig har den teknologiske udvikling medvirket til, at hidtil adskilte vidensfelter i stigende grad integreres. I dag samles designfaget på tværs af disse felter omkring de særlige eksperimentelle processer og metoder, som har rod i designfaget. Det er formentlig netop disse eksperimentelle fremgangsmåder og den tværfaglige og kunstneriske fundering, som bidrager til, at design ses som et centralt bidrag til dynamikken i det innovative samfund, således som fx en nylig rapport fra EU Kommissionen (2009) ’ Design as a driver of user-centred innovation’ fremhæver.

Det giver også en væsentlig del af forklaringen på, at designerhvervene har oplevet en ganske betydelig fremgang i såvel antallet af virksomheder og beskæftigelse som eksport, således som nedenstående tabel 1 vidner om.  Opgørelserne i tabel 1 hviler på den nye branchesammensætning i Danmarks Statistik (DB07), hvor design er sammensat af tre forskellige delbrancher, nemlig industriel design og produktdesign (Branchekode 74.10.10); kommunikationsdesign og grafisk design (branchekode 74.10.20) og indretningsarkitekter og rumdesign (branchekode 74.10.30).

I dag er de tre delbrancher nogenlunde lige store, men kommunikationsdesign (herunder også digital design) er en ’opkomling’, som har undergået en voldsom faglig udvikling og har været under kraftig vækst de seneste 10-15 år. I tabel 1 nedenfor vises de konsoliderede tal for de tre delbrancher.

Tabel 1. Nøgletal for designerhvervene udvikling - 2001-2009

Kilde: Danmarks Statistik med bearbejdning og specialkørsler foretaget af e-statistik.
Noter:    
1) Index 2001-2009 med 2001 = 100; Import: 2002-2009 med 2002 = 100
2) Virksomheder med mere end 1 årsværk, jf. DS klassifikation
3) Index: 2003 = 100.

Som det fremgår, har designerhvervenes vækst været ganske betydelig gennem de sidste ti år.  Omsæt-ningen er steget til over det dobbelte og rundede i 2008 4.5 mia. kr. – med et konjunkturelt tilbageslag i 2009 - medens eksporten har rundet 1 mia. kr. i 2009. Antallet af registrerede virksomheder er næsten fordoblet, om end antallet af såkaldt ’reelle’ virksomheder er langt mindre. Designbranchen er med andre ord præget af et mylder af små- og mikrovirksomheder. Samtidig er iværksætterraten i branchen ekstremt høj, i nogle år på over 10 procent af den CVR-registrerede virksomhedsbestand. Det modsvares givetvis af, at et tilsvarende stort antal virksomheder, nedlægges. Der er med andre ord tale om en branche, hvor fornyelsen sker gennem en kraftig dynamik i iværksætteraktiviteten. Der er mange, som føler sig kaldet, men få bliver de udvalgte. 

Designbranchen beskæftiger, som det fremgår, 4.600 personer i 2009, men der er givetvis langt flere beskæftiget i erhvervet, da mange designere har ansættelse i beslægtede virksomheder, som fx marketing- bureauer, arkitektvirksomheder. grafiske virksomheder og i informations- og kommunikationsvirksomheder.

Virksomhedernes anvendelse af design
Fornyelsen af designfagets faglige profil og sammensætning har ledt til en ganske betydelig spændvidde i, hvorledes design inddrages i virksomhedernes forretningsudvikling. Designfaglig viden inddrages således både i traditionel produktdesign, men også i design af virksomheders og organisationers identitet og kommunikationsflader, ligesom designfaget inddrages i udviklingen af serviceydelser i såvel den offentlige som den private sektor.

Derfor tales også om strategisk design i den forstand, at design trækkes ind og præger flere og flere af virksomhedernes flader, lige fra produktflade, serviceprofil, leveranceplatform; kommunikationsflade og identitet i form af corporate design af skrift, grafik og rum. De forskellige designfelter i virksomheden spiller med andre ord sammen og påvirker hinanden. Derfor kan man også iagttage, at hidtil adskilte designfelter integreres, og at en række virksomheder opnår en strategisk status i deres forretningsudvikling.

Samtidig er der en tendens til at designfaglig viden trækkes ind i tidligere trin af virksomhedernes innovative processer end tidligere, dels for at berige den innovative udviklingsproces med designfagets eksperimentelle procesforståelse, dels for at inddrage designfaglig formgivning og brugerindsigt tidligt i det innovative arbejde.

I et par større undersøgelser baseret på spørgeskemaer har Erhvervs- og Byggestyrelsen i flere omgange (2003 og 2008) undersøgt erhvervenes brug af designfaglig viden og designerhvervenes ydelser. Man har blandt andet undersøgt omfang og dybde i virksomhedernes anvendelse af design, ligesom man har undersøgt, i hvilket omfang virksomhedernes produktudvikling og innovation er baseret på egne, ansatte designere eller leverancer fra designerhvervets kernevirksomheder. Formålet med undersøgelserne har overordnet været at undersøge, i hvilket omfang inddragelsen af design påvirker virksomhedernes konkurrenceevne.

På grundlag af disse undersøgelser er der udviklet en såkaldt design-trappe, hvor hvert trin op ad stigen markerer en stigende integration af design i virksomhedens forretningsudvikling. Design-trappen er gengivet i nedenstående figur 1.

Hvad der ikke fremgår af figuren er, at udbredelsen i brugen af design blandt virksomheder er steget ifølge Erhvervs- og Byggestyrelsens opgørelser (2008). I 2000 anvendte ca. 1/3 af enquetens virksomheder designydelser, i 2003 steg tallet til 2/3-dele og videre til ca. ¾-dele i 2007.

Trappestigen for virksomhedernes brug af design viser i sin essens, i hvilket omfang virksomhederne har integreret design i deres udviklingsprocesser.

På det nederste trin af stigen har vi de virksomheder, som ikke har ansat egne designere eller køber design-ydelser i markedet. På stigens trin 2 har vi de virksomheder, som arbejder traditionelt med design som en ’add on’ funktion. Heri ligger, at virksomhederne anvender design til en afsluttende finish eller profilering af virksomheden (fx design af hjemmesider). På trin 3 findes de virksomheder, hvor design inddrages tidligt i udviklingen af virksomhedens nye produkter. På dette trin er konkrete innovative projekter anledningen til at inddrage design. Trin 4 rummer de virksomheder, som anvender design som fundament for udviklingen af hele deres forretningsgrundlag. I disse virksomheder udgør design en varig platform som virker retningsgivende for, hvilke udviklingsprojekter virksomhederne engagerer sig i, og hvorledes løsninger udvikles.

På trin 4 er design således med til på forkant at definere virksomhedens identitet, de brugerbehov der skal adresseres og de innovative processer, der bringes i anvendelse. Virksomhederne på trin 4 arbejder således med integreret design, hvor produktdesign og identitetsskabende design flettes med en designplatform for virksomhedens samspil med omverdenen.

Som det fremgår af fodnoten til figur 1, skal målinger, baseret på spørgeskemaundersøgelser som disse, tages med et gran salt. Målingen i 2003 er således baseret på virksomhedernes egen indplacering på trappestigen, medens undersøgelsen i 2007 er baseret på virksomhedernes svar på, hvorledes de anvender design ift trinnene på stigen (se tal i parentes). Erhvervs- og Byggestyrelsens undersøgelser (2008) har forsøgt at korrigere for denne fejlkilde og peger på de tvetydigheder, der findes i datamaterialet. De tal, som er angivet i figur 1, er baseret på virksomhedernes egen indplacering i begge år. Selv om der er gjort et stort arbejde med at vurdere interviewmaterialet for fejlkilder, vil der imidlertid let opstå skævvridninger i de svar virksomheder-ne giver, såvel som i fortolkningen heraf.

Materialets overordnede validitet understøttes imidlertid af lignende undersøgelser foretaget i bl.a. Sverige, England og New Zealand. Se for eksempel Swedish Industrial Design Foundation (2008); Fleetwood (2005) og UK Department of Trade and Industry (2005) og Tether (2006).

I både det danske, svenske og engelske undersøgelsesmateriale peges på en ligefrem sammenhæng mellem virksomhedernes trin på designstigen; deres innovative aktivitet og deres konkurrenceevne målt ved stigningen i salg og eksport.  For så vidt denne sammenhæng holder, kan man se anvendelsen af design som en effektfuldt kilde til virksomhedernes bestræbelser på at styrke deres innovative dynamik og differentiere sig i et konkurrencepræget marked.

Som det fremgår af figur 1, er det vanskeligt at skabe et entydigt billede af udviklingen i, hvorledes virksomhederne anvender design hen over årene. De nye opgørelsesmetoder antyder en stigende bevidsthed i virksomhederne, om at design kan give værdifulde bidrag til virksomhedens innovation. Men de direkte tal peger omvendt på en stagnation i den måde, virksomhederne opfatter og bruger design.

Design i en regional og lokal kontekst
Designerhvervene indgår i de såkaldt kreative vækstlag, som har været tildelt betydelig opmærksomhed efter fremkomsten af Richard Floridas bog ”Den kreative Klasse” (2000). Som de fleste læsere vil erindre, søger medlemmer af den kreative klasse, iflg. Richard Floridas tese, fortrinsvis bopæl i områder med en kulturel mangfoldighed, som understøtter deres livsstil og nærer deres kreative netværk og udfoldelses-muligheder. Det er en væsentlig pointe i Floridas arbejde med den kreative klasse, at medens det traditionelt antages, at arbejdskraften flytter til de steder, hvor der er ledige arbejdspladser, så er tesen nu, at virksomhederne flytter til de steder, hvor den kreative klasse bosætter sig.

På danske forhold er der gennemført en ganske omfattende undersøgelse af den kreative klasses geografiske bosætningsmønstre (Andersen og Lorenzen, 2009). Ifølge forfatterne er den kreative klasse i Danmark forholdsvis større end i fx USA. Klassen har samtidig et bosætningsmønster, som minder om det Florida peger på i sine publikationer, men ikke helt. I Danmark tiltrækkes dele af den kreative klasse også af områder med en særlig herlighedsværdi (som fx Svendborg, Skanderborg og Fanø) eller områder med en særlig avanceret erhvervsstruktur. Sønderborg-området fremhæves i den henseende.

Både i Floridas og de danske undersøgelser nævnes design i forbifarten, som én af de kreative professioner, der indgår i klassifikationen af den kreative klasse. Men det sker uden synderligt detaljerede informationer om designerhvervenes betydning og designernes bosætningsmønster – som i øvrigt i et land som Danmark kan afvige ganske betydeligt fra deres erhvervsmæssige domicil. En undersøgelse fra USA (Markusen et al. 2008) peger imidlertid på, at designerhvervet under ét indtager en central position i de kreative erhverv, ikke mindst hvis man ser på designerhvervenes bidrag til væksten i de kreative erhverv.

Nu afhænger de forskellige kreative gruppers bidrag jo af, hvorledes den kreative klasse afgrænses. I en oversigt anfører Reese og Sands (2008), at der bestemt ikke er tale om nogen entydig klassifikation i de forskellige empiriske undersøgelser, såvel som i de bidrag, som søger at begrebsliggøre den kreative klasse som fænomen. Dette forhold bidrager til, at de kreative vækstlag, som geografisk fænomen, er vanskeligt at anvende som pejlemærke i et erhvervsfremmende perspektiv.

Designerhvervenes regionale og lokale forankring
På trods af denne usikkerhed i afgrænsningen, er der dog næppe tvivl om, at designerhvervene under ét udgør et af de væksttunge elementer i de kreative erhverv uanset en uklar afgrænsning.  Som det fremgår af tabel 2 over beskæftigelsens (2008) og virksomhedernes (2010) fordeling på kommuner, er design-erhvervene stærkt overrepræsenteret i Københavns kommune, som alene trækker 35 procent af beskæftigelsen i landet. Københavnsområdet, inklusive Frederiksberg, Gentofte, Hellerup, Lyngby-Tårbæk, Ballerup, Rudersdal, Furesø, og Allerød, tegner tilsammen over halvdelen af såvel beskæftigelse som virksomheder.

Samtidig viser tabel 2 imidlertid også, at de 3 kommuner, hvor design- og arkitektskolerne ligger, tilsammen huser halvdelen af alle designerhvervenes arbejdspladser i Danmark. Samtidig viser den samlede kommunale oversigt, som ikke er gengivet her, imidlertid også, at stort set alle kommuner har såvel virksomheder som beskæftigede indenfor designerhvervet. Denne spredning skyldes ganske givet en myriade af små designvirksomheder, som bl.a. arbejder indenfor kommunikationsdesign og kunsthåndværk.

Det hører samtidig med til det geografiske billede, at en række designere finder arbejde i beslægtede brancher, som fx reklame- og marketingbureauer, arkitektvirksomheder og lignende.

Tabel 2. Beskæftigelse (2008) og virksomheder (2010) indenfor designerhvervene.

Kilde: Danmarks Statistik, bearbejdet af e-statistik, 2010.
Note: 1) De 3 top-kommuner målt ved antal virksomheder er: København; Århus og Frederiksberg            
2) De 25 top-kommuner målt på virksomheder følger ikke listen målt på beskæftigede.

Et supplerende billede gives i Kulturministeriets beskæftigelsesrapport (2009). Den viser, at beskæftigelses-oplandene for designskolernes dimittender er meget forskellige. Dimittenderne fra Danmarks Designskole i København er næsten udelukkende beskæftiget i Hovedstadsregionen (90 procent), medens oplandet for Designskolen Kolding er fordelt over hele landet, således at godt 30 procent får beskæftigelse i Region Syddanmark, godt 25 procent i region Midtjylland og ca. 38 procent i region Sjælland og Hovedstaden.

Virksomhedernes brug af design – et regionalt signalement
Medens designerhvervenes lokalisering er stærkt koncentreret i og omkring København og – i mindre grad - Århus og Trekantområdet, er der ikke afgørende regionale forskelle på virksomhedernes brug af designerhvervets ydelser. Ifølge Erhvervs- og Byggestyrelsens undersøgelse (2008) kan der dog konstateres en tendens til, at flere virksomheder i Hovedstadsregionen befinder sig på trin 3 og 4 på design-trappen (66 procent) i forhold til landsgennemsnittet (63 procent). Omvendt er der markant færre virksomheder i Nordjylland (58 procent) og Midtjylland (61 procent) som anvender design som et strategisk middel til innovation og forretningsudvikling,

Ses på virksomhedernes ansættelse af egne designere, kan det for det første konstateres, at det kun et en mindre andel af virksomhederne, som har egne designere ansat. Brugen af designydelser er i høj grad baseret på køb af designydelser fra designerhvervene. Som det fremgår af nedenstående figur 2 er der en forholdsvis jævn regional fordeling, når vi ser på virksomhedernes ansættelse af designuddannede medarbejdere. Region Syddanmark og region Sjælland har forholdsvis få virksomheder med design-uddannede medarbejdere, ellers er fordelingen nogenlunde jævn hen over regionerne.

Medens designerhvervene er stærkt koncentreret i København og Hovedstadsregionen og omkring de større uddannelsesbyer – ikke mindst Århus og Trekantområdet - så er de virksomheder, som bruger designydelser og har ansat designere langt mere jævnt fordelt over landets regioner.

Diskussion og sammenfatning.
Design et centralt element i den globale konkurrence, som er under opbygning i disse år. Design er på den ene side en væsentlig konkurrenceparameter i kraft af den funktionalitet, formgivning og bæredygtighed, som designfaget kan tilføre danske produkter. På den anden – og mere upåagtede side – spiller designerhvervet en afgørende rolle i oversættelsen af nye teknologier og viden til konkurrencedygtige produkter og ydelser, som på empatisk vis imødekommer fremtidens brugerbehov. Den rolle kræver, at designerhvervets metoder ses og bringes i anvendelse i virksomhederne. Endelig spiller design en – helt upåagtet – rolle som platform for samarbejdet omkring produktion og udvikling af nye produkter i internationale forædlingskæder og -netværk. IKEAs brug af en konsekvent designplatform vidner – anekdotisk – om, hvorledes virksomheder, uden egen produktion, kan styre og koordinere aktiviteter hos deres leverandører og fastholde værditilegnelsen gennem brugen af IPR (Intellectual Proporty Rights).

Med dette in mente er der en anden egenskab ved det danske designerhverv, som er af afgørende betydning i denne artikels sammenhæng. Det er efterhånden bredt accepteret i litteraturen om innovation, at læring om, hvordan ny teknologi og viden kan omsættes til bæredygtige forretningsmuligheder, ofte er lokalt forankret (Maskell og Malmberg, 1999; Doci og Grazzi, 2010). Synsvinklerne er forskellige, men samstemmende. Nogle bidrag lægger vægt på interaktionen mellem brugere og producenter (Lundvall, 1985; Von Hippel, 2005); andre lægger vægt på Marshall’s (1919) tese, ’der er noget i luften’.

Dansk designs renommé er ikke skabt i kraft af en særlig dansk tilgængelighed til materialer og teknologier, men i kraft af designernes formgivning og sammensætning af materialer og ikke mindst i kraft af de særegne designprocesser, som præger den danske designkultur. Der tales ofte om demokratisk design, en æstetisk og funktionel enkelhed, brugervenlighed og brugercentreret design, som kendetegn ved dansk design. Designfaget forbinder en kulturelt forankret viden med den – ofte globalt tilgængelige tekniske viden.

Som sådan er såvel formgivning som designmetoderne indlejret og rodfæstet i danske traditioner, som det er svært at kopiere. Dels fordi der er tale om tavs viden funderet i en dansk kulturarv, dels fordi design-processen også er funderet i en indforstået viden om designprocessens karakter lejret hos de virksomheder, som anvender danske designere. Den er med andre ord funderet i interaktionen – og nærheden - mellem design og de anvendende virksomheder. Denne indforståede viden er også rodfæster i en dansk kulturarv. Heri ligger en afgørende, men i høj grad latent, konkurrencefordel for dansk erhvervsliv og design, som kan kaldes erhvervsdrevet, fordi den kræver, at virksomhederne griber muligheden.

Det betyder imidlertid også, at tesen om den lokalt forankrede læring i innovationsprocessen står til diskussion. Skal den lokale forankring forstås i en lokal/regional ramme eller i en national ramme af den danske kulturarv. Svaret er formentligt: Begge dele.

Medens designerhvervene er stærkt koncentreret omkring specielt København, er de designbrugende virksomheder jævnt spredt over landet, dog med en tendens til at de jyske regioner har mindre bruger-hyppighed end landsgennemsnittet. Vi ved ikke, om dette skyldes en manglende forankring af design-erhvervene i disse områder. Materialet lader ane, at nogle lokale og regionale erhvervsklynger har en vis tiltrækningskraft for designvirksomheders lokalisering. Men det kræver mere fokuserede og detaljerede undersøgelser at etablere en sikker sammenhæng.

Det, vi kan konkludere, er imidlertid, at designerhvervets samspil med andre brugende erhverv rummer et betydeligt innovativt potentiale, som langt fra er indløst. Der er næppe tvivl om, at den kulturelt funderede viden, som designerhvervene besidder, kan give ganske væsentlige bidrag til væksten i regionernes innovation og produktivitet. Det spørgsmål, som melder sig, er, om det kræver en styrket lokal/regional nærhed. Meget kunne tyde på, at en øget brug af design, ikke mindst i de små og mellemstore virksom-heder, vil blive stimuleret af en større grad af nærhed af såvel designuddannelser som designerhverv. Spørgsmålet er blot, hvorledes det kan tilvejebringes.

Mere generelt peger undersøgelsesmaterialet her på, at tendensen til at se de kreative erhverv, som en dynamisk faktor i sig selv, næppe er holdbar. Der består et kompliceret samspil mellem de uddannelser, disse erhverv hviler på, og de virksomheder, sektorer og de brugergrupper, de betjener.

Der er en stærk retorik omkring den rolle, de kreative erhverv spiller for lokalsamfundenes udvikling. Det stimulerer forventninger til, hvad de kreative erhverv kan levere. Medens forventningerne synes at vokse, er det mindre klart, hvordan de kreative erhvervs rolle for den regionaløkonomiske udvikling, den lokale regenerering og sociale inklusion rent faktisk kan udfoldes, ikke mindst i mindre lokalområder. Derfor bør lokale og regionale initiativer til udvikling af de kreative erhverv baseres på en klar afgrænsning af aktø-rerne i målgruppen og en tydelig adressering af de dynamiske kræfter, der søges fremmet i lokalsamfundet i samspillet mellem de kreative erhverv og de øvrige erhverv.  

Referencer:
Andersen, K.V. og Lorenzen, M. (2009). Den danske Kreative klasse. Forlaget Klim, Århus.
Commission of the European Communities (2009). Design as a driver of user-centred innovation, Commission Staff Working Document, Bruxelles.
Doci, G. og Grazzi, M.(2010). On the nature of technologies: knowledge, procedures, artifacts and production inputs. Cambridge Journal of Economics, 34, 173–184.
Erhvervs- & Byggestyrelsen (2003). The Economic Effects of Design. København.
Erhvervs- & Byggestyrelsen (2008). Design skaber værdi – Udbredelse og effekter af design. København.
Fleetwood, R. (2005). Design Audit by Research. Building a Knowledge Base for Competitiveness by Design, Victoria University of Wellington, New Zealand.  Conference Contribution, University of Art and Design, Helsinki, September.
Florida, Richard (2000) The Rise of the Creative Class and How it’s Transforming Work, Leisure, Community and Everyday Life. New York: Basic Books.
Kulturministeriet (2009). Beskæftigelsesrapport 2009. Dimittender fra de kunstneriske og kulturelle uddannelser under Kulturministeriet, København, oktober.
Lundvall, B.-Å. (1985). Product Innovation and User-Producer Interaction, Aalborg Universitetscenter, 1985.
Markusen, A., Wassall, G. H., DeNatale, D. og Cohen, R. (2008). Defining the Creative Economy: Industry and Occupational Approaches, Economic Development Quarterly, 22, 1. side  24-45.
Maskell, P. og Malmberg, A. (1999). Localized Learning and Industrial Competitiveness. Cambridge Journal of Economics, 23, side 167.185.
Reese, A. and Sands, G. (2008). Creative Class and Economic Prosperity: Old Nostrums, Better Packaging? Economic Development Quarterly, 22; 3, side.
Swedish Industrial Design Foundation (2008) Svenska företag om design. Stockholm.
Tether, B. (2005). Design in Innovation: Coming out from the Shadow of R&D. An Analysis of the UK Innovation Survey of 2005, Department of Trade and Industry (DTI), London, 2006.
UK Department of Trade and Industry (2005). Creativity, Design and Business Performance, Economics Paper, No 15.
Von Hippel, E. (2005). Democratizing Innovation. MIT Press, Cambridge, Massachusetts.

(Synspunkter og antagelser, der kommer til udtryk i forskerartiklen, er udtryk for skribentens egen holdning og ikke nødvendigvis Erhvervs- og Byggestyrelsens.)

Emner: Virksomhedsudvikling