Regionale forskelle i innovation og entreprenørskab. Noget reelt eller bare italesat?

Sociolog og professor Jon Sundbo, Institut for kommunikation, virksomhed og informationsteknologier, Roskilde Universitet

Eller om disse faktorer ikke har noget med regioner (eller kommuner) at gøre og følger helt andre strukturer i samfundet. Tre drivkræfter vil blive diskuteret, erhvervsklynger, vidensystemer (bl.a. forskningsinstitutioner) og entreprenørskabskultur. Der skal også præsenteres empiriske analyser af regionale forskelle i innovationspræstationer og entreprenørskab, og det skal diskuteres, hvorledes sådanne forskelle kan forklares.

Innovation og entreprenørskabs betydning for erhvervsudvikling
Innovation og entreprenørskab er i de senere år kommet i fokus som de fænomener, der skaber erhvervsmæssig og økonomisk udvikling, herunder arbejdspladser. Gamle produkter og erhverv lægges ned eller flytter. De følger en slags produktlivscyklus, hvor de vokser, eksisterer i kortere eller længere tid i et modent stadie, hvor der ikke sker megen vækst eller fornyelse, for derefter at gå tilbage. Til sidst uddør de, eller produktionen flyttes måske til andre regioner eller lande, hvor lønninger og andre udgifter er mindre. En sådan livscyklus gælder for de fleste områder, fra landbrug over industri til service (hvad enten det er manuel service som rengøring og transport eller avanceret videnservice). Når gamle produktionsområder og jobbene i dem går tilbage, må der opstå nye produkter eller helt nye erhvervsområder, hvis ikke det økonomiske grundlag skal forsvinde. Det er innovation og entreprenørskab, der sikrer at nye produkter og erhvervsområder opstår.

Innovation
Innovation er indførelse af et nyt produkt eller serviceydelse eller introduktion af en ny proces, f.eks. en ny produktionsproces, ny produktionsteknologi, nyt distributions- eller leverancesystem. Det kan også være en anden markedsadfærd såsom at introducere lavpris-flyveselskaber i et marked, der er præget af høje priser og business-class luftfarts-koncepter. Innovation skaber det, som den økonomiske klassiker indenfor feltet, Joseph Schumpeter (1934) kaldte ”kreativ destruktion”. Dvs. nye produkter eller erhvervsområder suger efterspørgslen til sig fra gamle produkter og erhvervsområder, som derfor oplever faldende efterspørgsel, priskrig, mindre kapital til at investere i udvikling og faldende omsætning. Da der hele tiden er nogle, der innoverer et sted i verden, og verden bliver stadig mere sammenhængende, bliver livscykluserne stadig kortere, fordi der oftere kommer nye innovationer et sted i verden. Livscyklusen i erhvervene i Vestjylland er i dag stærkt påvirkede af innovationer i Kina eller Brasilien. Det var de ikke i nær samme grad for bare 50 år siden. Det gælder også et så stedbundet erhverv som turisme. Hvis f.eks. en region i Malaysia introducerer en helt ny måde at holde familie-strandferie på, vil det øjeblikkelig påvirke turisterhvervet i Vestjylland.

Innovation handler ikke kun om forskning og teknologisk udvikling. Det var i det 20. århundrede, det var afgørende. Da herskede der en teknologi-økonomisk innovationsopfattelse, som egentlig var præget af de store teknologiske spring i militærteknologi, som 2. verdenskrig medførte. Det ville man, især i USA, overføre til den civile sektor. Samtidig var industrien i midten af det 20. århundrede stadig i fremgang og på toppen af sin udvikling. Derfor var det naturligt at fokusere på teknologisk udvikling i industrien som den drivende kraft i den økonomiske og erhvervsmæssige udvikling. Teknisk-naturvidenskabelig forskning var drivkraften bag teknologisk innovation i industrien, hvad enten det var udvikling af nye produkter eller produktionsprocesser. Men industrien var i virkeligheden i slutningen af det 20. århundrede ved at nå sit modne stadie med aftrappet vækst, vigende efterspørgsel og faldende priser – ligesom landbruget oplevede nogle årtier før. Vækstområderne blev i stedet service, dvs. manuel service som kantinedrift, vagtservice osv., men især videnservice som konsulentydelser, uddannelse og revision. Allerede fra o. 1960 begyndte beskæftigelsen og omsætningsværdien af industriprodukter at flade relativt i forhold til service (Sundbo et al. 1983). Landbrugets nedgang startede allerede i 1930erne.

Service, og de erhvervs- og produktelementer, der følger efter, f.eks. oplevelser, innoverer på en anden måde. Der er nok teknologi i serviceprodukter og produktions- og leveranceprocesser, men der er mindst lige så megen menneskelig handling. Et godt råd er noget, de produceres i videnrådgiverens hoved, havearbejdet udføres af gartneren. Det betyder også, at innovationsperspektivet forskydes fra teknologi og teknologisk forskning til en interesse for markedet, og hvad kunderne vil have. Afgørende for serviceydelsers succes er, at de finder og løser kundernes problem, og at kunderne bliver tilfredse med løsningen, ikke så meget hvilken teknologi eller varer der er knyttet til det. Innovation bliver meget indrettet på, hvad kunderne vil have. Vi har derfor i de senere år indenfor forskningen og i samfundet set en øget fokus på markedet som udgangspunkt for innovation. Politisk har vi i Danmark set programmer om brugerbaseret innovation. Servicevirksomheder, og i stigende grad industrivirksomheder, får et strategisk innovationsfokus i stedet for et teknologisk (jfr. Sundbo 1995). Virksomhederne gætter på, hvad markedet vil have i fremtiden og lader det være udgangspunkt for deres innovation, i stedet for hvad der er teknisk muligt. Dem, der er bedst til at gætte på de fremtidige markedstrends, eller er bedst til at markedsføre deres produkter eller serviceydelser, vinder. Det drejer sig jo i hovedsagen (med sundhed og klima-energi som markante undtagelser) ikke længere om at finde produkter, der kan opfylde elementære behov. Det drejer sig om at finde serviceydelser eller produkter, som folk eller virksomheder, der stort set har alle behov dækket, vil købe. Det er derfor blevet meget sværere at få succes med innovation, dvs. få den afsat på markedet, end det var i 1800-tallet, hvor ingen elementære behov var fuldt dækket.

Entreprenørskab
Et spørgsmål i forbindelse med innovation, er hvad eller hvem, der skaber innovationerne. I den teknologi-økonomiske opfattelse, som dominerede sidste halvdel af det 20. århundrede, var det forskningsinstitutioner, i virksomhederne eller den offentlige sektor samt virksomheders planlægnings- og ledelsesaktiviteter. Innovationsprocessen var institutionaliseret. Efterhånden som det gik op for forskerne, at innovation i stigende grad er strategiske og afhængige af, hvad markedet kan tænkes at ville aftage, begyndte man at lede efter andre forklaringer. Bl.a. den ældste forklaring, som Joseph Schumpeter (1934) betonede, nemlig aktive enkeltpersoner, som i ældre økonomisk teori var kaldt entreprenører. Schumpeters, og andre ældre økonomers, forklaring på industriens fremvækst og mange innovationer var, at det var bestemte personer, der skabte det – ikke forskning. Entreprenører er personer, der har et drive til at ville skabe noget og løse problemer. Det kan være en ny organisatorisk måde at f.eks. løse affalds-miljø problemer på. Det kan også være at udvikle et helt nyt højteknologisk produkt. Entreprenørerne kan være forskere, men er det sjældent. Entreprenører bryder grænser og gamle forestillinger. De må nødvendigvis løbe en risiko, fordi de ikke kan være sikre på, at deres projekt lykkes, men de søger ikke risikoen. De er først og fremmest optændt af at realisere deres ide og desuden hårdt arbejdende og udholdende.

De gamle industrikoncerner blev grundlagt af entreprenører. I Danmark kan vi tænke på Tietgen, H.N. Andersen, A.P. Møller, Mads Clausen osv., men også mange mindre entreprenører grundlagde industrivirksomheder. Også i vores tid bliver virksomheder grundlagt af entreprenører (eller iværksættere, som de også er blevet kaldt på dansk). Det gælder ikke bare industrivirksomheder, men i høj grad også service- og oplevelsesvirksomheder. De brancher, hvor der etableres flest nye virksomheder, er højteknologi (IT og biotek), videnservice (konsulenter) og detailhandel. Langtfra alle nye virksomhedsdannelser er udtryk for innovation, men nogle er. Men entreprenørskab kan også udfoldes på anden måde. Forskning (Pinchot 1985, Kanter 1983) viser, at der inde i eksisterende virksomheder er personer, der udøver entreprenørskab. De kæmper for at realisere bestemte innovationer, enten indenfor virksomhedens rammer eller ved at etablere en ny virksomhed. Mange entreprenører udøver innovativ aktivitet i projekter, som ikke er forankret i faste organisationer, men er løst hængende, forankret i netværk eller baseret på offentlige bevillinger. Entreprenørskab udøves også udenfor de traditionelle forretningsområder. F.eks. taler man om sociale entreprenører, der løser sociale problemer, kulturelle entreprenører, der skaber kulturaktiviteter osv. Der er også kommet fokus på innovation, og dermed entreprenørskab, i den offentlige sektor.

Entreprenørskab passer godt med den markeds-strategiske innovationstilgang, som præger mange virksomheder i dag, især i service- og oplevelsessektorerne. Her drejer det sig om at afsøge og afprøve muligheder på markedet. Entreprenører er gode til at finde ”sprækkerne”, som kan åbne et nyt marked, og de er – nogle gange – gode til at få ”solgt” innovationen, enten gennem direkte salg eller gennem at få skabt opmærksomhed i offentligheden om innovationen. Entreprenører, både inde i og udenfor eksisterende virksomheder, er blevet afgørende for innovationsevnen og –succesen.

Innovation og regional udvikling
Innovation er blevet afgørende for virksomheders og branchers konkurrencevene, og dermed overlevelse eller vækst. Man har for længst også italesat, at det er blevet afgørende for nationers og økonomiske regioners konkurrenceevne. I 1990erne var det, især i EU, meget fremtrædende at sammenligne, hvad der blev kaldt de tre store økonomier i verden, EU, USA og Japan.

Innovationsklynger
Kan man sige det samme for regioner, og for mindre enheder som kommuner? Det har ofte i analyser været fremhævet. Regioner og kommuner konkurrerer med hinanden og deres konkurrenceevne, og dermed økonomiske udvikling, jobs og skattegrundlag er afhængig af innovationsevnen. I 1990erne blev det meget populært at anskue dette problemkompleks ud fra, hvad der blev betegnet som innovationssystemer (Lundvall 1992) eller klynger. Denne anskuelse stammede især fra den amerikanske økonom Michael Porters (1990) analyse af nationers konkurrenceevne. Han, og andre analyser hævdede, at økonomisk vækst i lande er større, når der er erhvervsområder, der hænger sammen, og hvor innovationer kan forplante sig gennem en domino-effekt i hele værdikæden. Hvis et land f.eks. har et stærkt og innovativt landbrug, smitter det af på fødevareindustri, som dermed også bliver innovativ, eller omvendt. Forskning og uddannelse og netværksdannelse mellem virksomheder og andre samfundsaktører (f.eks. offentlige institutioner) er væsentlige brikker i at skabe en innovativ vækstklynge.

Dette har været overført til regioner. Mange regioner og kommuner anvender faktisk denne betragtning i deres erhvervspolitik. Som et eksempel har region Sjælland i 2009 fået lavet en analyse, der viser, at regionen især har tre klynger, indenfor medicinal-området, klima-grøn energi området og oplevelsesøkonomi-turisme området (Copenhagen Economics 2009). Analysen anbefaler, at man støtter innovation og udvikling indenfor disse tre klynger.

Der har, især indenfor geografien, været en lang diskussion af, hvorvidt man kan overføre klynge-betragtningen til mindre enheder end lande, til regioner og kommuner (f.eks. Motoyama 2008). Resultatet af diskussionen er ikke entydig. Det kan ikke afvises, at der er noget i klyngebetragtningen, men på den anden side er det heller ikke sådan, at det at identificere nogle klynger og eventuelt allokere midler til innovation indenfor ”stærke” klynger er en ufejlbarlig vej til økonomisk vækst og arbejdspladser. Klynger kan være vanskelige at identificere, og fænomenet eksisterer måske slet ikke. De mest kritiske anskuelser betegner hele klyngetilgangen som ”akademisk varm luft”. Det er også vanskeligt at påvirke klyngers udvikling og konkurrencesituation, og især at skabe innovationer i dem. Der henvises ofte til enkelt-eksempler som Silicon Valley i USA. Men anekdotiske succesbeskrivelser beviser ikke, at der er tale om et universelt fænomen. Det har også været fremhævet, at klynger ikke følger regions-grænser, og slet ikke kommunegrænser, og måske ikke engang landegrænser. Klynger og faste geografiske opdelinger hænger ikke sammen. Derfor er klynge-tilgangen til innovation måske ikke brugbar for en region eller kommune.

På den anden side er der eksempler på, hvorledes man i et land eller en region ved en ihærdig indsats kan skabe en innovativ klyngeudvikling. F.eks. har man i Spanien indenfor de sidste 10-15 år fået ændret turistindustrien fra at være sol-alkohol turisme i et stagnerende marked til at blive kultur- og højklasseturisme i et højprofitabelt marked. Skabelsen af en medico-industriel klynge i Øresundsområdet er et andet eksempel.

Regional udvikling i den markedsrettede strategiske innovationsøkonomi
Michael Porters, og i hovedsagen, regioners og kommuners, brug af klyngebetragningen bygger i væsentligt omfang på den teknologi-økonomiske innovations-betragning. Derfor bliver forskning og teknologioverførsel, og dermed vidensystemer, helt centrale elementer i at forklare forskelle i innovationspræstation. Det afgørende for en region eller en kommune er at have et avanceret teknologisk forskningsgrundlag og sammenhængende videnssystem. Men hvad nu i den markedsrettede strategiske innovationsøkonomi? Hvilke faktorer er afgørende for innovationspræstationen her, og er de regionale konkurrenceparametre?

Afgørende faktorer er evnen til at læse eller skabe et fremtidigt marked et eller andet sted på kloden. Kendskab til kultur, sociale forhold og livsformer bliver vigtigt. Oplevelse som element i produkter og serviceydelser og evnen til at kunne eksponere sig selv og innovationerne i offentligheden bliver afgørende faktorer. Teknologi er stadig vigtig ligesom teknisk-naturvidenskabelig forskning, men er ikke den eneste faktor, der kan spilles på i innovationsudvikling.

Entreprenørskab bliver væsentlig i den markedsrettede strategiske innovationsøkonomi. Entreprenørerne kan afsøge markedsmulighederne, teste dem og skabe de ekstra elementer i form af oplevelse, eksponering og produktlancering, der skal til. De kan også skabe, og få gennemført, procesinnovationer, som kan give højere produktivitet og bedre kvalitet. Det gælder både entreprenør-typer i eksisterende virksomheder og dem, der etablerer nye virksomheder. Hvis vi taler om en regions udvikling, er der ikke bare tale om, at en enkelt eller et par succesfulde virksomhedsgrundlæggere skal slå sig ned i regionen. Oftest er der tale om en generel entreprenørkultur og entreprenører i en lang række forskellige roller. Det kan være mange entreprenører inde i eksisterende virksomheder og nogle, der brænder for at etablere deres egen virksomhed. Det vil ofte være kombineret med eksistensen af entreprenør-typer i andre funktioner, f.eks. nogle, der danner netværk, entreprenører i offentlige institutioner, som kan bryde det offentliges traditionelle ikke-innovative kultur. Der kan være tale om, at offentlige forskningsinstitutioner som universiteter o.l. og forandringsagenter som GTS-institutter bliver mere entreprenørielle, dvs. forskere, konsulenter og andre kommer ud og samarbejder med virksomheder og entreprenører udenfor universiteter om praktiske udviklinger.

Ud fra disse betragtninger vil en region stå stærkt i den moderne innovationskonkurrence, hvis der er en entreprenørkultur, som giver mange entreprenører på mange forskellige poster. Analyser har forsøgt at vise, at der f.eks. i Midt- og Vestjylland har været en selvstændighedskultur, som har ført til et generelt større entreprenørskab i regionen (Kristensen og Sabel 1997). Det samme har kunnet påvises for visse regioner i Sverige (Johannisson 1988). Man kan også diskutere, om man kan skabe en sådan generel entreprenørkultur i en region. Det kunne f.eks. gøres ved at indføre entreprenør-elementer i skoler og universiteter og ved at præge og uddanne erhvervsledere og ledere i den offentlige sektor. Sådanne tendenser kan man for tiden se i det danske samfund og regionerne. I hvilket omfang en sådan entreprenørkultur kan skabes i en region, og om det vil være mere succesrigt end satsningen på at skabe erhvervsklynger ud fra den teknologiøkonomiske betragtning, kan ikke siges på nuværende tidspunkt. Denne entreprenør-politik er ny, og der har været begrænset udforskning af fænomenet. Men at det ikke bare går nemt, viser analyser af de første forsøg på at skabe regionale entreprenør-kulturer, de såkaldte science parks, som blev etableret i 1990erne i forbindelse med universiteter verden over. De har for det meste ikke været succesfulde i retning af at skabe sværme af innovationer i den pågældende region.

Opsamling
Vi har to teoretiske modeller for, hvad der skaber regional erhvervudvikling – klynger og entreprenørkultur; det første med vægt på teknologiske vidensystemer, det sidste med vægt på entreprenøriel samfundsforståelse, oplevelse og eksponerings-salgs evner. Vi er ikke sikker på rigtigheden af nogen af modellerne, heller ikke på hvor relevante de er for en regional planlægnings indsats. Er det overhovedet faktorer, der styrer forskellig udvikling i regioner? Er der regionale forskelle på dem?

Innovations- og entreprenøraktiviteter i danske regioner
Lad os derfor se på nogle faktiske forhold, om der er empiriske forskelle imellem regionerne i Danmark på udvalgte innovations- og entreprenørskabsindikatorer. Pladsen her levner kun mulighed for en hel enkel, overordnet analyse.

Innovationsaktivitet
Der er forskel på innovationsaktiviteterne i danske regioner. I tabel 1 findes en opgørelse af andelen af samtlige virksomheder, der har investeret i innovationsaktiviteter i 2007 (som er den seneste måling, der er offentliggjort). I tabel 2 er innovationsgraden i en af de erhvervssektorer, der regnes for mest dynamisk, oplevelsessektoren, opgjort.

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken,
Serviceerhverv, http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/SelectVarVal/saveselections.asp, 2-12-2009

^{Oplevelsesvirksomheder omfatter "kreative" erhverv, turisme, sportssektoren, reklame og design o.l.}
Kilde: L. Fuglsang, J. Højland, J. Sundbo og F. Sørensen: Innovation i oplevelsesvirksomheder, Centre for leisure management, CEUS og Center for oplevelsesforskning, RUC Roskilde 2008

Midtjylland og hovedstaden har den største andel innovative virksomheder, region Sjælland og Nordjylland den mindste andel, som det fremgår af tabel 1. Af tabel 2 fremgår nogenlunde samme mønster for oplevelsessektoren. Blot ligger region Nordjylland her i spidsen.

Om dette er udtryk for, at der i højere grad er klynger i hovedstaden samt Nord-, Midt- og Vestjylland, kan være svært at afgøre. Nordjylland har en turismeklynge (indenfor oplevelsessektoren), som er stor og har haft en dynamisk strategi. En analyse har endvidere identificeret tre klynger i region Sjælland (Copenhagen Economics 2009), så denne regions lave placering hænger måske ikke sammen med klynge-strukturer. Disse relativt kortfattede og overfladiske betragtninger viser i hvert fald, at sammenhængen mellem klyngestrukturer og de nuværende regioner er et komplekst forhold, som vi ikke ved nok om. Det hele er jo også et spørgsmål om, hvornår der eksisterer en regional klynge. Hvor megen klyngeaktivitet og hvor megen sammenhæng i dem skal der være? Dækker klyngerne hele regionen, kun en del af den, eller går de på tværs af regioner? Det er i hvert fald tankevækkende, at man kan bestille konsulentfirmaer til at finde klynger i lige bestemt sådan en region, som blev etableret ved reformen i 2007, og så finder de klynger. Får man svar, som man stiller spørgsmål? I hvert fald kan man ikke uden videre bare antage, at der eksisterer erhvervsklynger, og at klyngegrænser falder sammen med de nuværende regionsgrænser.

Der er heller ikke en klar sammenhæng med videninstitutioner (universiteter) eller store vidensystemer. Hovedstadregionen, som regnes for langt den mest vidensintensive region, ligger ikke i spidsen på innovationsindikatoren. Vestjylland er traditionelt ikke præget af noget af dette. Til gengæld er Vestjylland ifølge tidligere nævnt analyse (Kristensen og Sabel 1997) måske præget af en særlig entreprenørkultur. Det kunne antyde at både klynger, videninstitutioner og entreprenørskab har betydning for innovation og udviklingsdynamik i en region.

Entreprenørskab
Forskellen i entreprenørskab kan belyses. Af tabel 3 fremgår det, at hovedstaden ligger øverst på en generel entreprenørskabs-indikatorer (et entreprenørskabs-kultur mål). Herefter kommer Nordjylland og Sjælland. Af denne analyse fremgår det således, at entreprenørkulturen især trives i hovedstaden og Nordjylland (og ikke Midt- og Vestjylland). Hvad angår dem, der faktisk etablerer en ny virksomhed, ligger hovedstaden og Syddanmark i spidsen, mens Nordjylland ligger i bunden. Der er dog ikke signifikante forskelle på regionerne på denne faktor. Stor grad af entreprenørkultur i en region synes således ikke nødvendigvis at føre til faktisk etablering af nye virksomheder. Måske udøver entreprenørerne deres virke indenfor eksisterende virksomheder. Det tyder det nu ikke på for Nordjyllands og Sjællands vedkommende, for de ligger lavet på innovationsfaktoren (jfr. tabel 1).

Kilde: T. Schøtt: Entreprenørship in the Regions in Denmark. GEM, Syddansk Universitet, Kolding 2006

I tabel 4 findes en opgørelse af virksomheds-opstartshyppighed i forhold til befolkningens størrelse og antal virksomheder. Dette mål siger måske noget om en selvstændighedskultur, men ikke nødvendigvis så meget om innovationskapabiliteten i regionen. Der behøver ikke at være noget innovativt i dette at starte en ny virksomhed. En sammenligning mellem tabel 3 og 4 viser, at der heller ikke er nogen helt klar sammenhæng mellem generel entreprenørkultur og opstart af nye virksomheder. I hvert fald viser tabel 4, at hovedstaden godt nok igen ligger i spidsen, mens Nordjylland ligger i bunden. Det giver selvfølgelig interessante tolkningsmuligheder vedrørende Region Nordjylland. Denne region synes at have en relativ kraftig entreprenørkultur, men det fører til relativt få virksomhedsdannelser. Der synes således at være et uudnyttet entreprenørpotentiale i Nordjylland.

^{Kilde: Erhvervs- og Byggestyrelsen: Iværksætterindeks 2009, København 2009, fig. 3.3 og 3.4}.

Konklusion
I denne artikel er regionale forskelle i innovation og entreprenørskab (forstået som virksomhedsetableringer) analyseret. Herudfra kan vi konstatere, at der er forskel på regionerne med hensyn til innovation og entreprenørskab; dog er forskellen på det faktiske entreprenørskab ikke stor.

Helt overordnet viser analysen imidlertid, at det ikke er nemt at pege på en enkel innovationsfaktor, som kan forklare forskelle i erhvervsdynamik mellem regioner. Videnstrukturer og entreprenørskabskultur kan ikke umiddelbart forklare regionale forskelle i innovationsaktivitet og virksomhedsetableringer. Om klyngestrukturer kan ligge bag de regionale forskelle, kan ikke siges ud fra denne overordnede analyse. Det kræver mere detaljerede analyser.

Konklusionen peger på, at disse faktorer måske ikke slår entydigt igennem på regionalt niveau. Uden at vi på denne baggrund kan drage en endelig konklusion, peger analysen på, at de enkle forklaringer på regionale forskelle i innovations- og entreprenørdynamik måske er mere italesat end reel. I hvert fald er forklaringen temmelig kompleks.

Lærdommen af denne analyse er – udover det videnskabeligt irriterende, at man ikke kan finde klare sammenhænge – at planlægning af regional erhvervsudvikling ikke er så enkelt, som man nogen gange ser det fremstillet. Man kan ikke gribe til en enkelt dynamisk faktor, der er oppe i tiden. I hvert fald peger analysen på, at flere faktorer kan spille ind, formentlig ofte i et kompliceret mønster.

Litteratur
Copenhagen Economics (2009), En ny strategivej for region Sjælland, København

Erhvervs- og Byggestyrelsen (2009), Iværksætterindeks 2009, København

Johannisson, B. (1988), Business Formation – A Network Approach, Scandinavian Journal of Management, Vol. 4  no. 3/4

Kanter, R.M. (1983), The Change Masters, New York(Union)

Kristensen, P.H. og Sabel, C. (1997), The small-holder economy inDenmark: The exception as variation, i Sabel, C. og Zeitlin, J. (red.), World of possibilities,Cambridge(Cambridge University Press)

Lundvall, B.A. (red.) (1992), National systems of innovation, London(Pinter)

Motoyama, Y (2008), What was new about the cluster theory, Economic Development Quarterly, Vol. 22, No. 4, 353-363

Pinchot, G. (1985), Intrapreneuring,New York

Porter, M. (1990), The Competitive Advantage of Nations, London(Macmillan)

Schumpeter, J. (1934), The Theory of Economic Development, Harvard (OxfordUnivbersity Press)

Sundbo, J. (1995), Innovationsteori – tre paradigmer, København (Jurist- og økonomforbundets forlag)  

Sundbo, J., Baiardelli, G. og Rocha, S. (1983), Informationsssektoren, informatikken og beskæftigelsen, København (Jurist- og økonomforbundets forlag)

Du kan herunder læse seneste anmeldelse af litteratur, der relaterer sig til artiklens tema:

Entreprenurship in the Regions in Denmark studied via Global Entrepreneurship Monitor

Evaluating European Regional Innovation Strategies

Emner: Innovation | Iværksætteri