Er der forskel på rig og fattig? Hvis ja: Hvorfor?

Professor Per Kongshøj Madsen, Center for Arbejdsmarkedsforskning, Aalborg Universitet

Jobbet som universitetsforsker byder ind imellem på skæve oplevelser. For nogle år siden fik jeg en mail fra et par skolepiger, der stillede mig de to korte spørgsmål, som står i overskriften. De skulle åbenbart skrive en opgave i samfundsfag og savnede inspiration til det videre arbejde. Med ungdommeligt gå-på-mod gik de så direkte til, hvad de opfattede som den højeste sagkundskab. Men pointen er jo desværre, at de korteste spørgsmål som regel også er de sværeste at besvare. Så jeg henviste dem hurtigt til at søge videre i bøger som ”Levevilkår i Danmark” – og hørte ikke mere til sagen. Jeg kunne ånde lettet op. 

I denne artikel vil jeg alligevel gøre et forsøg på at besvare en variant af problemstillingen i form af følgende spørgsmål: Hvor store er de aktuelle regionale indkomstforskelle i Danmark, og hvilke forklaringer kan gives på disse forskelle?  Spørgsmålene er selvfølgelig næsten lige så store klassikere som dem fra de to skolepiger, så der vil ikke blive gjort forsøg på en fuldstændig besvarelse. Hovedformålet er mere beskedent at fremlægge nogle af de nyeste analyser på området.

Hvor få har for meget …
Inden man tager forstørrelsesglasset frem og studerer de regionale indkomstforskelle i Danmark, er det nyttigt at sætte den danske ulighed i perspektiv. Finansministeriet offentliggjorde i januar 2008 en opdateret fordelingsanalyse, som også rummer en international sammenligning af indkomstuligheden i en række OECD-lande (Finansministeriet, 2008). Figur 1 gengiver hovedresultaterne. Målt på Gini-koefficienten, som er det gængse statistiske mål for skævheden i indkomstfordelingen, er der ingen tvivl. Fordelingen af de disponible indkomster i Danmark er mere lige end i de øvrige OECD-lande, som er vist i figuren.

Også vurderet i forhold til størrelsen af befolkningen med meget lave indkomster ligger Danmark lavest blandt de udvalgte OECD-lande (jf. figur 2). Andelen af befolkningen med en indkomst på under halvdelen af medianindkomsten er på under 5 procent.

Med til historien hører dog, at Gini-koefficienten i Danmark er steget med godt 0,4 procentenheder årligt siden 1995 som tegn på en voksende indkomstulighed. Samtidig er andelen med en indkomst under halvdelen af medianindkomsten vokset siden midten af 1990erne. Højkonjunkturen fra 1994 og frem har altså ikke trukket en mere ligelig indkomstudvikling med sig – tværtimod.

Figur 1: Skævhed i indkomstfordelingen i en række OECD-lande målt ved Gini-koeffienten i 2000. Kilde: Finansministeriet (2008)

Figur 2:  Andel af befolkningen med meget lave indkomster
i en række OECD-lande i 2000. Kilde:Finansministeriet (2008)

De regionale indkomstforskelle
Det er velkendt, at Danmark - på trods af den overordnede lighed i fordelingen – er præget af ganske store regionale indkomstforskelle, jf. figur 3, som viser de gennemsnitlige disponible indkomster for voksne i alderen 25-59 år.

Øst-vest-dimensionen er tydelig. De laveste indkomster findes i Nord, Vest- og Sønderjylland, på Fyn,  Lolland-Falster og Bornholm. De mest velstående kommuner ligger i et bånd omkring København, når rigdom måles ved den gennemsnitlige indkomst, mens selve Københavns kommune er et lavindkomstområde. Et tilsvarende billede ses for den regionale fordeling af nettoformuerne. Omvendt finder man de største gruppe af fattige i de kommuner, som også generelt har de laveste gennemsnitsindkomster.

Figur 3: Den gennemsnitlige disponible indkomst for de 25-59-årige i 2005 (2008-priser). Kilde: AErådet (2008). Beregnet pågrundlag af Lovmodellens data.

Hvorfor er der forskelle i de regionale indkomster?
Fra litteraturen om regionale indkomstforskelle kendes en lang række kandidater til at forklare, hvorfor nogle regioner fremstår som mere velstående og produktive end andre. På bruttolisten findes forskelle i forhold som (Windelin og Spliid, 2003):

• Uddannelsesmæssig baggrund/niveau.
• Erhvervssammensætning.
• Demografisk sammensætning (alder, etnisk baggrund mv.).
• Beskæftigelsesfrekvens og/eller ledighedsprocent.
• Deltidsfrekvenser.
• Lønniveau.
• Boligprisniveau.
• Skatteprocent.
• Serviceudbud.
• Lokal erhvervsfremmeindsats.
• Placeringen af offentlige trafikinvesteringer, videregående uddannelsesinstitutioner, mv.
• Pendlingsomfang.
• Nytilflyttere/fraflyttere (med indkomst under/over kommune/landsgennemsnittet).
• Statslige arbejdsarbejdspladser.
• Kommunestørrelse.
• Geografisk placering (f.eks. afstand/transporttid til nærmeste større bycenter).

Samtidig er det åbenbart, at disse forhold indgår i et samspil, som kan begrunde udviklingen af indeks eller modelredskaber, der kan inddrage en flerhed af variable i analysen, sådan som det for eksempel er tilfældet med Indenrigsministeriets regionale konkurrenceevnemodel (Indenrigsministeriet, 2004). I modellen er regionernes konkurrenceevne defineret som de faktorer, der bidrager til økonomisk vækst i regionerne gennem øget produktivitet pr. beskæftiget. Til det brug defineres tre såkaldte vækstdrivere: 1) menneskelige ressourcer, 2) iværksætteri og 3) innovation, som ved hjælp af ens vægte danner et samlet indeks for regionernes konkurrenceevne. Andre har dertil lagt betydningen af klynger af erhverv, der kan være dynamoer for den regionale vækst. Atter andre har fremhævet betydningen for den regionale udvikling af et stor ”kreativ klasse”, som kan initiere og understøtte vækst- og forandringsprocesser.

En samlet vurdering af disse tilgange vil falde uden for rammerne af denne artikel. I stedet skal der søges sat lidt mere kød og blod på beskrivelsen af indholdet i og baggrunden for de regionale indkomstforskelle ved at beskrive dels fordelingen af de fattigste grupper i det danske landskab, dels  den regionale udbredelse af den befolkningsgruppe, som lidt bredt kan kaldes ”eliten”.[1]

Hvor bor de fattige?
Fattigdom kan måles på flere måder.  Med absolutte fattigdomsmål fastlægges et niveau for den lavest acceptable levestandard målt ved en ”forbrugspakke” af basale goder, boligstørrelse osv. Denne standard fastholdes så over tid og justeres altså ikke automatisk, hvis den gennemsnitlige levestandard i befolkningen øges. I modsætning hertil er relative fattigdomsmål baseret på en persons placering i forhold til gennemsnitsindkomsten. Ofte anvendes her en fattigdomsgrænse på 50 eller 60 procent af gennemsnitsindkomsten (målt ved medianen). Alle som befinder sig under denne grænse opfattes som fattige (jf. diskussionen af fattigdomsbegreberne i DØR, 2006, kapitel 2).

Denne sidste definition indebærer, at antallet af fattige kan være konstant – eller endog stige – samtidig med at levestandarden for den enkelte fattige vokser over tid. Dette vil ske, hvis en øget ulighed følges med en kraftig vækst i den gennemsnitlige indkomst. Til gengæld er definitionen langt lettere at anvende ved sammenligninger både over tid og mellem lande eller regioner, fordi man ikke skal definere en basal forbrugspakke. Desuden modsvarer den relative definition en antagelse om, at en persons livskvalitet ikke så meget afhænger af det absolutte forbrugsniveau som af forbrugsniveauet relativt til den gruppe, som vedkommende tilhører.

Figur 4: Antal af længerevarende fattige pr. 1000 indbyggere, 2005. Kilde: AErådet (2008). Beregnet på grundlag af Lovmodellensdata.

Figur 4 illustrerer den regionale fordeling af de længerevarende fattige (eksklusive studerende). Ved længerevarende fattige forstås personer, som tre år i træk har ligget under fattigdomsgrænsen på 50 procent af medianindkomsten. Dette mål er valgt, fordi der er en ganske stor årlig mobilitet ind og ud af fattigdomsgruppen. Med et treårigt perspektiv indfanges derfor den del af lavindkomstgruppen, for hvem fattigdom er et mere varigt livsvilkår. Samtidig er studerende udeladt, fordi denne gruppe må forventes at forlade fattigdomsgruppen, når uddannelsen er afsluttet. Heller ikke her er der altså tale om et liv i varig fattigdom.

Billedet af fattigdommens regionale fordeling modsvarer i vidt omfang fordelingen af gennemsnitsindkomsterne i figur 3.  Fattigdommen er særlig udtalt blandt kommunerne i Vest-, Midt- og Sønderjylland samt på Lolland-Falster, Møn og Bornholm. Københavns Kommune skiller sig også ud med en høj andel af fattige. Igen fremtræder Københavns omegnskommuner som ”smørhuller” med forholdsvis på fattige.

Hvem er eliten?
For at muliggøre brugen af registerdata er eliten i denne analyse defineret ud fra en række simple og målbare kriterier. Tre persongrupper er medtaget i eliten:

• Den unge elite: Hvis man er 35 år eller yngre og har en årlig bruttoindkomst på 444.000 kr. eller mere i 2008.
• Uddannelseseliten: Hvis man har en videregående uddannelse og en årlig bruttoindkomst på 444.000 kr. eller mere i 2008.
• Erhvervseliten: En årlig bruttoindkomst på 570.000 kr. eller mere i 2008.

Hovedkriteriet er således indkomst, men med skelnen til både alder og uddannelse. Tankegangen bag definitionerne var, at hvis man er ung og samtidig har en særlig høj indkomst, vil det forventes, at man i fremtiden vil ende på et indkomstniveau svarende til eliten. Derudover er videregående uddannelser i sig selv en adgangsbillet til attraktive job, hvorfor indkomstkravet for at være i eliten for personer med videregående uddannelser er lavere. Analysen bygger på de seneste registerdata fra 2005, som fremskrives til 2008.

I og med at indkomsten i sig selv bruges som kriterium for afgrænsningen af eliten, kan antallet af personer i gruppen ikke i sig selv bruges som en selvstændig forklaring på de regionale forskelle i indkomst. Men en beskrivelse af elitens sammensætning kan give en mere detaljeret forståelse af de faktorer, der betinger at nogle områder er mere velstående end andre.

Afgrænset på denne måde omfatter eliten i Danmark ca. 325.000 personer. Uddannelseseliten udgør omkring halvdelen af eliten og har en årlig gennemsnitlig bruttoindkomst på næsten 800.000 kr. Erhvervseliten, der udgør over en fjerdedel af eliten, har med 907.000 kr. den højeste gennemsnitlige bruttoindkomst. Den unge elite er på knap 74.000 personer og har en gennemsnitlig bruttoindkomst på 578.000 kr.

Generelt er eliten karakteriseret ved, at over tre fjerdedele af eliten er mænd. Specielt i den erhvervsfaglige elite er mænd overrepræsenterede, hvor de udgør næsten 85 procent af gruppen. Men også i den unge elite og uddannelseseliten er mænd overrepræsenterede og udgør omkring tre fjerdedele af gruppen. Der er også store kønsforskelle i de årlige indkomster mellem kvinder og mænd i eliten. Mens mænd i eliten tjener knap 805.000 kr., så har kvinderne i eliten en gennemsnitlig indkomst på knap 690.000 kr. For den unge elite er forskellen mellem mænd og kvinder dog ikke så stor, men mændene har dog en indkomst, der er godt 18.000 kr. større end kvindernes. Den største forskel i indkomster er i uddannelseseliten, hvor mændene har 150.000 kr. mere end kvinderne.

Når eliten deles op på hvilke brancher, de er beskæftiget i, tegner der sig et billede af en bred branchefordeling. Dog er der enkelte brancher, hvor større andele af eliten er ansat end andre. Den branche, hvor den største andel af personer fra eliten er ansat, er IT-service med knap 6 procent. Udover IT-service er mange i eliten ansat som læger, tandlæger eller dyrlæger, på hospitaler og i ingeniør-/arkitektbrancher. Andre brancher med store elitekoncentrationer er forretningsservice og pengeinstitutioner, gymnasier og videregående uddannelser samt generel offentlig administration.

Ser man i stedet på de brancher, hvor eliten udgør den største andel af beskæftigelsen, kommer IT-service på førstepladsen, hvor knap 45 pct. af de beskæftigede i branchen er fra eliten. Energisektoren er repræsenteret på listens andenplads som en branche, i hvilken næsten 43 pct. er i eliten. Andre ”elitetunge” brancher er finansiel service, forsikring, rådgivende ingeniører og arkitekter, medicinalindustri, forskning og udvikling, revision og advokatvirksomhed. Dette afspejler atter, at mange fra eliten har jobs med høje uddannelseskrav såsom læger, økonomer, jurister, ingeniører og arkitekter.

Uddannelsesmæssigt adskiller eliten sig derfor markant fra den samlede befolkning. Næsten 40 pct. af eliten har en videregående uddannelse, mens det tilsvarende tal for resten af befolkningen blot er knap 3 pct. For ufaglærte personer er det omvendt. Næsten 40 pct. af den voksne befolkning udenfor eliten er ufaglærte. I eliten er det kun knap 9 procent, som er ufaglærte.

Elitens familieforhold er ikke meget forskellig fra resten af befolkningens. Dog er der forskelle elitetyperne imellem. Der er relativt flere i den unge elite, der har hjemmeboende børn end i de andre elitegrupper. Omvendt er det i den erhvervsfaglige elite, at der er relativt færreste, der har hjemmeboende børn. Forklaringen på dette er, at den erhvervsfaglige elite i gennemsnit er ældst, hvorfor flere børn er flyttet hjemmefra.

Endelig er elitens boligvalg markant forskellig både fra resten af befolkningen, men også elitegrupperne imellem. Omkring 90 pct. af både den erhvervsfaglige elite og uddannelseseliten er boligejere. For den unge elite gælder det for knap 75 procent. Til sammenligning er det blot 60 pct. af resten af befolkningen over 17 år, der ejer deres bolig.

Hvor bor eliten?
Hvis man ser på, hvor eliten bor, målt som elitens andel af indbyggerne over 18 år i kommunen, tegner der sig et billede af, at eliten typisk bor i kommuner nord for København. Kommunerne med den største andel indbyggere i eliten er Rudersdal, Hørsholm og Gentofte kommune, hvor knap 30 pct. af de voksne indbyggere er i eliten. Det er især uddannelseseliten, der udgør en stor andel med ca. 20 pct. af denne elitetype i kommunen. Højt på listen finder man også Frederiksberg kommune, hvor den største andel af folk fra den unge elite bor. De udgør lidt over 4 pct. af kommunens indbyggere over 17 år.

Kommunen med de største eliteandele udenfor hovedstadsområdet er Skanderborg kommune, hvor ca. 10 pct. af indbyggerne er i eliten. Figur 4 viser Danmarkskortet med andelen af eliten i de enkelte kommuner, hvor der generelt tegnes et billede af udkantsregionerne i Vest- og Syddanmark som ”elitesvage”.

Figur 5: Elitens andel i kommunen i procent, 2005. Kilde: AErådet (2008) på Lovmodellens datagrundlag.

Med den valgte operationalisering af elitebegrebet kan det ikke i sig selv undre, at der er et ganske tæt sammenfald mellem den regionale fordeling af den voksne befolkning efter indkomst (figur 1) og fordelingen af eliten på kommune i figur 5. Analysen bekræfter også, at regionale forskelle i uddannelsesniveau er en vigtig årsag til de regionale indkomstforskelle.

Men samtidig kan man ud fra analysen af elitens uddannelsesbaggrund fremhæve, at en videregående uddannelse langt fra er den eneste vej til eliten. Godt nok har 39 procent af eliten som nævnt en lang videregående uddannelse. På den anden side er det dog også værd at notere, at over halvdelen af eliten ikke har en videregående uddannelse, men typisk en erhvervsfaglig eller en gymnasial uddannelse. Vejen til eliten går altså ikke nødvendigvis over en bachelorgrad.

Er det forskel på rig og fattig?
Når det gælder den regionale indkomst fordeling i Danmark må spørgsmålet altså besvares med et klart ”ja!”.  Omfordelingen mellem personer og regioner og andre indsatser for at udjævne de regionale indkomstforskelle har ikke ført til en fjernelse af de regionale forskelle. Den disponible indkomst for de 25-59-årige på Langeland, Læsø og Samsø er på knap 60 procent af indkomsterne i Hørsholm, Rudersdal og Gentofte. Definerer man fattigdom som en indkomst på under halvdelen af gennemsnitsindkomsten, er antallet af fattige pr. 1000 indbyggere er næsten fire gange højere på Samsø, i København og i Tønder, end det er i Allerød og Solrød.

Når spørgsmålet om årsagerne til disse store regionale forskelle skal besvares bliver svarene mindre entydige. Afdækningen af elitens geografiske placering peger imidlertid på et sæt af forklaringer, der kobler en bestemt erhvervsstruktur typisk præget af avanceret serviceproduktion og brug af højtuddannet arbejdskraft med attraktive bosætningsmuligheder for denne gruppe.

Forskellen mellem rig og fattig hænger altså i høj grad på uddannelsen. Derfor har sammenhængen mellem uddannelse og regional indkomst ført til et betydeligt fokus på muligheder for at tiltrække højtuddannet arbejdskraft. Dette er en gammel erkendelse og for de egentlige udkantsområder er der formentlig ikke meget at stille op med denne situation. På trods af mange forhåbninger om de nye teknologiske muligheder for distancearbejde, er det nok vanskeligt at få mange akademikere til at bosætte sig på Langeland eller Samsø.

Men for mange kommuner og regioner i ”mellemgruppen” kan analysen af eliten måske også være med til at udvide perspektivet. Som allerede fremhævet, består eliten langt fra udelukkende af en gruppe af personer med en videregående uddannelse, som er beskæftiget i IT-sektoren eller i de liberale erhverv. Næsten 40 procent er kortuddannede eller har en erhvervsfaglig uddannelse. Attraktive bosætnings-, beskæftigelses- og udviklingsmuligheder for denne store gruppe af ikke-akademikere er også en vej frem for en kommunal udviklingsplan, som satser på at øge  det lokale indkomstniveau og bidrage til at forskellen mellem rig og fattig bliver mindre end den ellers ville have været.

Referencer:
AErådet (2008): Fordeling og levevilkår 2008, København (www.ae.dk)

Det Økonomiske Råds Formandskab (2006): Dansk Økonomi, Efteråret 2006, København (www.dors.dk)

Finansministeriet (2008): Indkomstudvikling og -fordeling i Danmark 1983-2005, København (www.fm.dk)

Indenrigsministeriet (2003): Konference om regional udvikling, København (www.im.dk)

Marin Windelin og Peter Spliid (2003): Regionale indkomstforskelle i Danmark i Indenrigsministeriet (2003)

Indenrigsministeret (2004): Regionernes konkurrenceevne, København (www.im.dk)

Emner: Arbejdsmarked