Regional udvikling og virksomheders videnbehov.

Professor Peter Maskell, Handelshøjskolen/CBS. Direktør for DRUID.

Samtidigt er der over de senere år opstået nye former for problemløsning, som har øget vor forståelse af viden. Vi ved simpelthen mere om viden. Om hvordan den ofte er organiseret og hvorfor det forholder sig sådan. Det giver ny indsigt i årsagerne til regionale vækstforskelle. Og anledning til nye overvejelser om regional erhvervsudvikling.

Viden og udvikling

Der har længe været bred enighed om, at vi var på vej mod vidensamfundet. Ikke nødvendigvis altid af lyst, men fordi vi var tvunget til det af den internationale konkurrence. De tidligere sultende skarer i Indien og Kina er nu mest sultne efter vore jobs. Og med massivt lavere omkostninger i Fjernøsten har mange danske virksomheder opnået betydelige fordele ved en hel eller delvis udflagning. De tilbageværende valutaindtjenende virksomheder bliver gradvist mere kapitaltunge og videnintensive. Viden er dermed for længst blevet en helt central konkurrenceparameter for højomkostningsområder.

Den regionale udfordring består i at øge produktionen og brugen af ny relevant viden. Det er ikke så simpelt, som det måske lyder. Såvel produktion som brug af ny viden rummer problemer, som vi skal kigge lidt nærmere på i dette lille essay. Lad os først se lidt på videnproduktionen inden vi kigger nærmere på brugen af viden.

Regional videnproduktion

Hjemmefabrikation

Engang var hjemmefabrikation af fødevarer og beklædning helt almindelig. I dag er hjemmeproduktion fortsat langt den almindeligste fremgangsmåde, når det drejer sig om frembringelse af ny viden. Virksomheder, institutioner osv. udvikler langt hen ad vejen selv de færdigheder og produkter, som aftagerne efterspørger. I nogle tilfælde foregår det ved en målrettet forsknings- og udviklingsindsats udført af specielt ansat personale. Denne forskning forudsætter imidlertid virksomheder af en vis størrelse. Men ikke alle danske virksomheder er som Lego, Danfoss, Arla, eller Danisco. Tværtimod sætter størrelsesfordelingen en øvre grænse for hvor meget egentlig forskning, der kan blive tale om. Videnproduktionen i langt de fleste danske virksomheder finder derfor snarere sted som en meget praksisnær udvikling og tilpasning af allerede eksisterende produkter og processer. Her nyttiggøres dels virksomhedernes egne indhøstede erfaringer, dels ønsker og ideer fra kunderne, og dels nye muligheder, der tilflyder virksomheden gennem dens leverandørsystem. Virksomhedens egen iderigdom og udstrækningen af dens forretningsnetværk sætter dermed rammerne for dens videnproduktion.

Udvidelse af virksomhedens netværk

Succesrige virksomheder rækker i dag ud over egne og de hidtidige partneres viden og formåen. Det kan gøres på forskellige måder, men en af de hastigst voksende er en langt mere aktiv messe- og kongresdeltagelse. Indenfor stadigt flere områder findes messer organiseret på kontinentalt eller globalt niveau, med tusindvis af udstillere og hvor de besøgende virksomhedsledere tælles i hundredtusinder. Den lukkede del af den årlige CeBit messe i Hannover tiltrækker nu eksempelvis over en halv million virksomhedsledere af enhver slags, og bliver dermed stedet hvor branchens nye viden spredes, nye løsninger konfronteres med hinanden, nye tendenser bliver synlige, og hvor mange nye ideer opstår i hovederne på deltagerne. Videngenereringen øges gennem eksponeringen overfor mange forskellige løsningsmodeller. Tidligere kunne virksomheder relativt konsekvensløst spare penge på messebudgettet ved at blive væk. Men hvis de gør det samme i dag, halter de uværgeligt agterud i videnskapløbet.

En anden fremgangsmåde for at åbne virksomhedens videnunivers består i at inddrage dens slutbrugere i den videre produktudvikling, sådan som vi ser det f.eks. indenfor fremstilling af computerspil eller sportsudstyr. Åben innovation inkluderer f.eks. også patienter og læger overfor medicinfabrikanter, der får viden om lægemidlers anvendelse på områder, de ikke selv havde nogen anelse om.

Overvindelse af kognitive begrænsninger

I de senere år har bredt sig en ny forståelse af hvorfor et mere åbent system for produktion af viden er så vigtigt, hvis man vil være fremme i skoene. Det har at gøre med de medfødte begrænsninger som individer, og dermed også virksomheder, normalt har i deres søgning efter nye løsninger. Kognitive psykologer har for længst fastslået, at menneskers søgeadfærd er langt fra så rationel, som vi ofte ynder at tro. Selv når alle elementer i et problem er lige vigtige, har mennesker en tendens til, at lade det først forståede element veje uforholdsmæssigt meget. Det betyder, at rækkefølgen har direkte indflydelse på resultatet. For eksempel vil en hurtig multiplicering i hovedet af en talrække fra 8 til 1 (dvs. 8 gange 7 gange 6 osv.) normalt give et højere resultat, end hvis talrækken var fra 1 til 8 (prøv selv med nogle kolleger!). Et andet typisk træk består i, at nye problemer antages at ligne tidligere løste problemer. Det betyder, at selv "lette" problemer nogen gange ikke lader sig løse, fordi virksomheder leder efter løsningen det forkerte sted og med de rutiner og metoder, der hidtil har været succesfulde.

I en rimelig stabil verden kan man leve med selv vigtige uløste problemer, og et mere eller mindre lukket videnproduktionssystem kan fungere rigtigt udmærket. Men det kommer under pres i takt med, at både teknologier og markeder i stigende grad befrugter hinanden. Løsninger på opståede problemer kan ikke længere forudsættes løst med de rutiner og metoder, som virksomheden hidtil har benyttet sig af.

Det er baggrunden for, at der på det seneste er kommet nye boller på suppen.

Crowdsourcing

Erkendelsen af de nye udfordringer har nemlig givet grobund for en hidtil ukendt type økonomisk aktivitet, hvor mellemhandlere knytter kontakt mellem problemejere og en meget stor gruppe af freelance specialister og problemløsere over hele verden. Globale mellemhandlere som YourEncore, NineSigma, InnoCentive, etc. modtager nu "uløselige" problemer fra kunder, der er villige til at betale attraktive præmier for en brugbar løsning. Mellemhandlerne videresender problemet til deres netværk uden at oplyse, hvem der har stillet opgaven. Mellemhandleren afslører heller ikke overfor kunden, hvem i netværket det i givet fald er fremkommet med en løsning, og som derfor får præmien - fraregnet en klækkelig provision til mellemhandleren.

Erfaringerne med denne type "crowdsourcing" viser to ting. For det første at mange problemer, som selv topprofessionelle virksomheder har kæmpet med i årevis, ofte lader sig løse rimeligt hurtigt gennem inddragelsen af netværkets mange specialister med helt forskellig profil og baggrund. I forhold til de ressourcer, som virksomheden i forvejen har anvendt på at finde en lokal løsning, er præmien til problemløseren ofte ubetydelig. For det andet viser det sig, at selv meget efterspurgte løsninger, som kunderne er villige til at betale en stor præmie for, tit er ganske simple. De bygger på principper og erfaringer, der er helt alment kendte, men i fagområder, der ligger ganske fjernt fra kunden og kundens netværk, og som derfor ikke indgik i kundens overvejelser.

Mere generelt viser erfaringerne fra de nye crowdsourcende virksomheder, at mange problemer kun finder deres løsning, når problemejeren erkender sin egen utilstrækkelighed og inddrager andre. Det har imidlertid vist sig overraskende  svært for mange virksomheder at nå til denne erkendelse.

Virksomhedsklynger

Det er her, at klyngedannelse kan være særdeles nyttige. Sådanne geografiske samlokaliseringer af virksomheder med beslægtede eller komplementære kompetencer har i dag få fordele af tætte interne handelsrelationer. Deres store styrke består i at viden, der bringes i anvendelse et sted, meget hurtigt noteres og vurderes af de omkringliggende virksomheder. Og hvis den findes egnet er der ofte gode muligheder for lovlig kopiering gennem kobling til andre nye ideer. Så selvom virksomhederne konkurrerer intensivt med hinanden, og måske endda slet ikke er på talefod, så vil viden sive fra snart den ene til den anden og snart den anden vej. Over tid opnår begge derigennem adgang til en bredere videnbasis, end hvis de havde stået alene. Frem for at alle virksomheder i en klynge skal "crowdsource" eller jage afsted til allehånde messer og kongresser er det derfor ofte nok, at bare nogle af klyngens virksomheder gør det. For alle vil, med en lille forsinkelse, nyde godt af frugterne.

Regional videnanvendelse

Erfaringens hæmsko

Der er nogle fænomener, der længe har optaget både forskere og praktikere. Højt på listen står spørgsmålet om, hvorfor bestemte regioner og virksomheder gennem lange perioder og helt systematisk klarer sig bedre end deres konkurrenter selv i situationer, hvor videnkapløbet er moderat.

Hvad er for eksempel årsagen til at Toyota igennem årtier har været systematisk mere effektiv end alle europæiske og amerikanske bilfabrikker? Eller rettere, hvorfor er Toyota ikke for længst indhentet af imitatorer, der jo burde kunne skyde genvej og undgå mange af frontløberens indledende fejltagelser? Konkurrenterne har nemlig for længst analyseret sig frem til de produktionsprincipper mv., der oprindeligt gav Toyota sit forspring, men det driver dem til vanviddets rand, at de øjensynligt ikke kan indhente dette forspring ligegyldigt hvor hårdt de prøver. Det samme gør sig gældende i f.eks. elektronikindustrien, hvor Dell Inc. år efter år har større vækst og indtjening end sine oprindeligt meget mere veletablerede konkurrenter indenfor PC-tilvirkning. Dell's overlegne forretningsmodel er i og for sig velkendt og velforstået. Men der er uhyggeligt langt fra at forstå, hvad Dell gør, og til at kunne gøre det lige så godt selv.

Nøjere analyser viser, at det er der flere grunde til. Men en af de vigtigste er nok, at vejen mod "best practice" altid er brolagt med egne indlejrede erfaringer. Og sådanne erfaringer er i omstillingstider lidt som billetter til tog, der for længst er kørt. Gamle og hæderkronede fremgangsmåder skal erstattes med nye. Men store organisationer er uendeligt træge. Selv i de heldige situationer, hvor alle har forstået hvor man skal hen, og alle udviser ærlig vilje til omstilling, så ligger gårsdagens rutiner tilsyneladende som kilometerdybe hjulspor, der hele tiden presser organisationen tilbage mod gamle adfærdsrutiner og modvirker mulighederne for at nyttiggøre ny viden. Og det uanset om anvendelsen af ny viden ville muliggøre et kæmpespring fremad.

For byer, regioner og hele landsdele genfindes mange af de samme forhold. Fjerne naboers succes er svær at imitere og forskelle, der engang er opstået, nedbrydes kun ganske langsomt. Historien kaster lange skygger over geografien. 

De regionale universiteter

Nyttiggørelse af tilgængelig viden er derfor aldrig uproblematisk. Det er vigtigt at holde sig for øje, når man skal vurdere effekten af de mere målrettede regionale bestræbelser på at øge videnskabelsen. Nogle bestemte mennesker, på universiteterne og i sektorforskning, på sygehuse osv. betales af samfundet for at skaffe regionen ny viden. Og så håber man, at denne nye viden, gennem diverse formidlende led gradvis siver ud, og ultimativt kommer de omgivende samfund og dets virksomheder eller institutioner til gode. Det er bl.a. denne tro, der ligger bag disse års oprustning af universitetsforskningen især indenfor naturvidenskab, sundhed og teknik næsten overalt i landet. Men sandheden er i mange tilfælde, at høj forskningsaktivitet ikke automatisk nyttiggøres af de regionale virksomheder i oplandet, men måske i første række kommer alle mulige andre til gode. Engelske universiteters forskningsgennembrud fandt ofte vej til japanske virksomheders produkter og tegnebøger, før englænderne selv fik glæde af dem. Videnskabelige fremskridt spredes ganske hurtigt globalt og de japanske teknologimyndigheder og centrale virksomheder kunne derfor nyttiggøre deres mere udviklede evne til at "absorbere" relevant ny viden, dvs. omsætte den i organisatoriske og tekniske ændringer i virksomheden.

Velfungerende regionale videnproducenter kan imidlertid udvikle gode relationer til det lokale erhvervsliv, sådan som f.eks. Aalborg Universitet har vist, at det er muligt indenfor tele- og lydområdet. Ikke alle landets universiteter kan prale med noget tilsvarende og det Nordjyske samspil har da også udviklet sig gennem ganske mange år og har stillet gedigne krav til virksomhedernes modtageapparat.

Men universiteter, sektorforskning og sygehuse er ikke bare producenter af helt ny viden. De spiller også en afgørende rolle som videnbank og indgang til eksterne videnkilder, som regionen kan trække på, hvis forbindelseskanalerne fungerer godt, dvs. hvis såvel afsender som modtager er klædt ordentlig på til at udveksle ønsker og viden. En væsentlig del af denne dialog finder sted gennem produktionen af nye universitetskandidater, der medbringer ny viden og omsætter den til ansættelsesstedets særlige krav. I mange regioner er det formentlig den eneste virkelig velfungerende måde hvorpå ny viden udefra trænger ind i virksomheder og vigtigheden af nyrekruttering af nye kandidater kan derfor ikke betones kraftigt nok. Her ligger en vigtig opgave for de nye regionale vækstfora.

Sammenfatning

Et godt uddannelsessystem, gode teknologiske servicesystemer, et velfungerende arbejds-, kapital- og varemarked har hidtil været set som de centrale elementer i en succesrig regional erhvervsudvikling. Det er næppe længere tilstrækkeligt.

I dette lille bidrag er peget på nødvendigheden af en oprustning i frembringelsen af ny viden og i dens anvendelse. På begge disse områder er verden ikke så simpel, som vi kunne ønske eller tro. For videnproduktion er der peget på, at lukkede systemer og indadvendte procedurer må suppleres med mere åbne tilgange. For formidlingen af viden blev klyngedannelse fremhævet. Endelig blev vanskeligheden ved absorption af ny viden berørt.

Det kræver meget omtanke og meget målrettet handling at sikre, at den nye viden, der faktisk produceres eller vil kunne produceres, nu også når de rigtige. Og at de har et modtageapparat, som gør det muligt at anvende den tilkomne viden. Intet af dette er banalt og ligetil. Det er muligt, at vidensamfundet kommer til os af sig selv. Men at blive succesfulde regioner i denne nye sammenhæng kommer helt sikkert ikke af sig selv.

Emner: Virksomhedsudvikling | Forskning