Når innovation bliver systematisk
"Enhver idiot, der nogensinde har taget et brusebad, har også fået en idé". Sådan sagde en paneldeltager for nylig på en international konference om innovation. Og pointen er jo god nok. Om man så synger under bruseren eller ej - vi kan alle få ideer. Når det handler om innovation, er det imidlertid ikke det at få en idé, som er vanskeligt. Udfordringen er snarere: Hvordan får man konsekvent tilstrækkeligt mange gode ideer? Og hvordan sikrer man, at de bliver til noget?
Efter min erfaring er der to faktorer, som er afgørende for at en idé er god, og at den i sidste ende føres ud i livet med succes.
- For det første tager alle gode ideer afsæt i virkeligheden. Altså er ideen inspireret af en konkret situation, problemstilling eller handling. Her kan tilgange, som involverer brugerne i processen, have meget stor værdi. Hvad enten brugerne er interne (fx. læger eller sygeplejersker) eller de er eksterne (fx. borgere eller virksomheder), så er de selv eksperter i deres egen virkelighed. Og en dyb forståelse for brugernes virkelighed er et ganske effektivt afsæt for at skabe ideer, der er gode, fordi de rummer et potentiale for at løse brugernes konkrete udfordringer. Etnografiske undersøgelser, workshops og brugertest er centrale metoder til brugerinvolvering.
- For det andet er alle gode ideer med-udviklet af de mennesker, der også er afgørende for, at løsningen i sidste ende bliver en realitet. Altså skal al den ekspertise, indsigt, erfaring og kreativitet, som kan udfordre, kvalificere og modne den gode idé, bringes i spil i innovationsprocessen - helt fra start. Innovation handler om at skabe nye fremtider. Og i samme sekund en gruppe mennesker forestiller sig en mulig ny fremtid sammen, ja så er de første spor allerede lagt til implementeringen. Serier af workshops, hvor alle relevante interne og eksterne interessenter deltager og designer løsninger sammen, kan lægge kimen til effektiv og værdiskabende implementering.
Der er i Danmark efterhånden uhyre mange gode eksempler på innovation - ikke mindst i samspillet mellem forskning, offentlige og private aktører, sådan som case eksemplerne i denne pjece også illustrerer. Der er i alle tilfælde tale om rigtig gode ideer, som også bliver ført ud i livet. Men hvordanskaber vi de rette betingelser, så vi kan gentage succeserne - blot på nye områder? Det gør vi ved systematisk og målrettet innovationsarbejde, der tænker brugerne ind i en fælles proces.