Emner i vidensbank
» Arbejdsmarked(35)
» Attraktivitet(11)
» Bornholm(2)
» Bosætning(6)
» Erhvervsudviklingsstrategi(11)
» Forskning(4)
» IKT(1)
» Innovation(33)
» Iværksætteri(16)
» Klynger(19)
» Sjælland(5)
» Syddanmark(5)
Vidensbank
Supergruppefritagelsen er en realitet
Erhvervs- og Byggestyrelsen
De nye regler om statsstøtte fra EU-Kommissionen – den såkaldte supergruppefritagelse - vil gøre det lettere at få bevilget strukturfondsstøtte.
Statsstøtte er blevet et stort emne i forbindelse med de regionale vækstforas og Erhvervs- og Byggestyrelsens administration af støtten fra EU’s strukturfonde.
Som udgangspunkt skal EU-Kommissionen godkende statsstøtteordninger i hvert enkelt tilfælde før de må iværksættes. Det er typisk en omfattende og langvarig proces, hvorfor der er indført en række undtagelser fra dette udgangspunkt.
Der er regler om, at støtten uden forudgående godkendelse i visse tilfælde vil være i overensstemmelse med EU-politikken, når det gælder fx støtte til anlægsinvesteringer i bestemte geografiske yderområder, støtte til virksomheders uddannelse af medarbejdere og støtte til virksomheders forsknings- og udviklingsprojekter.
Hvad kan man med supergruppefritagelsen?
Den nye Supergruppefritagelsesforordning går et skridt videre end hidtidige regler i at tillade bevilling af støtte uden EU-Kommissionens forudgående accept.
Væsentligst er det, at det nu er muligt at yde støtte til store virksomheder i forbindelse med disses forsknings- og udviklingsaktiviteter. De nye støtteregler har dog også medført, at de store virksomheders motivation for at deltage skal være dokumenteret.
Det er nu endvidere muligt at yde støtte til fx innovationsprojekter som forsøgsproduktion og testning af produkter, forudsat at de ikke anvendes industrien eller kommercielt.
Unge innovative virksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV) er også blevet tilgodeset med de nye regler. SMV kan modtage støtte på op til 200.000 EUR over en treårig periode til innovationsaktiviteter, som fx køb af rådgivning og brug af laboratoriefaciliteter mv. Desuden kan SMV få op til 50 % i støtte til lønudgifter til medarbejdere til forsknings-, udviklings- og innovationsaktiviteter. Det sker i praksis, når medarbejderne hentes ind fra forskningsinstitutioner eller store virksomheder.
For støtte til uddannelsesaktiviteter er den mest anvendte støttesats hævet til 60 % for store virksomheder, 70 % for SMV og 80 % for små virksomheder.
Støtte fra strukturfondene
Støtte fra strukturfondene er betinget af, at projekterne bliver gennemført i overensstemmelse med såvel statsstøttereglerne, programmerne og tilhørende regelsæt.
Danmark modtager årligt i perioden 2007-2013 i alt ca. ½ mia. kr. til regionaludvikling via Regionalfonds- og Socialfondsprogrammerne under EU’s strukturfonde. Et næsten tilsvarende beløb til regionaludvikling kommer fra regioner, kommuner og staten.
De danske strukturfondsprogrammer om regional konkurrenceevne og beskæftigelse omfatter geografisk hele Danmark. Programmerne fokuserer som udgangspunkt på at udvikle rammebetingelserne for virksomhedernes konkurrenceevne samt forbedre deres udviklingsmuligheder. Programmerne tager også hensyn til de forskellige regionale behov for at sikre Danmarks samlede vækst og konkurrenceevne. Men selv om udgangspunktet er støtte til rammebetingelser, kan programstøtten være konkurrenceforvridende.
Programteksten afgrænser ikke, hvilke af de projekter, som vil kunne modtage støtte, der samtidig vil indebære tildeling af statsstøtte. Det skal afgøres ud fra en konkret vurdering.
De nye regler gør det nu bl.a. muligt at støtte store virksomheders forsknings- og udviklingsprojekter og yde fuldt ud offentligt finansieret innovationsrådgivning for SMV uden Kommissionens godkendelse.
Kommissionens forordning om de minimis støtte, under hvilken en virksomhed kan modtage 200.000 EUR over en treårig periode, er ikke berørt af de nye regler.
Det nye regelsæt findes på; http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2008:214:0003:0047:DA:PDF
Se også; http://www.ks.dk/konkurrenceomraadet/statsstoette/
Emner: Innovation | Strukturfonde