I Indledning
II Generelle principper
III Støttemodtager og netværk
IV Støtteberettigede udgifter
V Statsstøtte i visse statsstøtteområder
VI Finansiering og indtægter
VII Afgrænsning til andre EU-fonde
VIII Information
IX Regelgrundlag
Bilag

I Indledning

04.05.2009

Rammerne for gennemførelse af projekter med tilskud fra EU's strukturfonde i Danmark er fastlagt i programmerne for henholdsvis Regionalfonden, Innovation og viden, og Socialfonden, Flere og bedre job. Disse programmer falder ind under målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse i EU-forordningerne. Dertil kommer programmerne under målet om det europæiske territorielle samarbejde. Der ydes kun tilskud til projekter, der falder inden for disse rammer. Alle programmer kan findes på www.regionalt.dk.

Strukturfondsprojekter skal derudover gennemføres inden for de regionale erhvervsudviklingsstrategier, som vækstfora udarbejder i henhold til erhvervsfremmeloven (1). Ved prioriteringen af projekter skal vækstfora sikre, at der samlet set under ét for hele strukturfondsperioden 2007-2013 anvendes mindst 35 % af strukturfondsmidlerne til gavn for yderområderne i overensstemmelse med den regionale fordeling, der fremgår af bilag 1 (2).

Retningslinjerne har til formål at sikre den fornødne kvalitet i ansøgninger, indstillinger og beslutninger om strukturfondstilskud (3). Retningslinjerne fastlægger den administrative praksis og supplerer og udmønter de EU-bestemmelser og nationale bestemmelser, der i øvrigt gælder, jf. kapitel IX.

Indeværende retningslinjer gælder for projekter under målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse. For projekter under målet om europæisk territorielt samarbejde er retningslinjerne vejledende. De gældende regler for projekter under målet om europæisk territorielt samarbejde er EU-bestemmelser og nationale bestemmelser, herunder bekendtgørelse om støtteberettigelse, regnskab, revision og kontrol m.v., jf. kapitel IX, og bestemmelser i tilknytning til de enkelte programmer.

Som noget nyt er der ét fælles sæt retningslinjer for Regionalfonden og Socialfonden i Danmark. Der er dog fortsat forskel på, hvilke udgifter og aktiviteter der kan støttes under de to fonde. Forskellene fremgår af beskrivelserne i de enkelte kapitler.

Strukturfondsprojekter finansieres dels med nationale midler, dels med EU-midler. EU-tilskuddet kan hverken på tilsagnstidspunktet eller i løbet af projektperioden overstige 50 % af de støtteberettigede udgifter i et projekt. Der ydes tilskud til projektrelevante udgifter, som er omfattet af et tilsagn om tilskud fra en af fondene.

Støtte fra strukturfondene ydes som udgangspunkt i form af tilskud. Der er dog under programmerne under målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse åbnet mulighed for at anvende finansieringstekniske instrumenter, herunder finansieringsinstrumentet Jeremie. Tages disse instrumenter i anvendelse, skal reglerne herom i Kommissionens gennemførelsesbestemmelser (4) følges.

For teknisk bistand til de administrerende myndigheders aktiviteter (5) under programmerne er retningslinjerne vejledende.

I kapitel II beskrives overordnede principper, som i mange tilfælde udmøntes i mere detaljerede regler i de følgende kapitler. I kapitel III forklares, hvem der kan søge og modtage tilskud, og der fastlægges regler om projekters varighed. I kapitel IV anføres, hvilke udgiftstyper der ikke er støtteberettigede, og hvilke betingelser der skal være opfyldt, for at givne udgiftstyper kan indgå i grundlaget for udbetaling af strukturfondstilskud. Kapitel IV indeholder derudover sammen med kapitel V en beskrivelse af de statsstøtteregler, det er nødvendigt at kende i strukturfondsadministrationen.

I kapitel VI findes regler om, hvordan et projekt kan finansieres, og hvordan indtægter håndteres. Endelig beskrives i kapitel VII koordinationen med andre EU-fonde og i kapitel VIII de informationsforpligtelser, der gælder for modtagere af tilskud fra strukturfondene.

Internationalt samarbejde under målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse

Danske strukturfondsmidler under målet om konkurrenceevne og beskæftigelse har til formål at forbedre vækstvilkårene i Danmark. I det omfang et projekt fagligt og indholdsmæssigt vil kunne nyde gavn af at inddrage udenlandske erfaringer, rådgivere, undervisere, metoder m.v., vil der kunne afholdes udgifter hertil.

Det kan f.eks. ske ved at betale en udenlandsk underviser for at gennemføre undervisning i Danmark eller ved, at de danske kursister følger et undervisningsforløb i udlandet. Det er en forudsætning herfor, at forløbet er en integreret del af projektet, og at forløbet i udlandet er økonomisk fordelagtigt i forhold til lignende tilbud i Danmark.

Hvor der vil være tale om en gensidig aktivitetsudveksling, vil der alene kunne gives tilskud til de dele, der har til formål at forbedre vækstvilkårene i Danmark. Eksempelvis vil der i et undervisningsprojekt alene kunne gives tilskud til de deltagere, der uddannes med henblik på vækst i Danmark. Udgangspunktet er således, at hvert land betaler for sin del.

Det kan f.eks. ikke være et projektformål at forbedre samarbejdsrelationen til en udenlandsk institution, med mindre det klart kan påvises, at en forbedring heraf vil kunne omsættes i dansk vækst, jf. programmernes fire vækstkilder.

For projekter, der indebærer samarbejde over grænserne, henvises i øvrigt til programmerne under målet om europæisk territorielt samarbejde, der omfatter grænseoverskridende, tværnationale og interregionale programmer.


1. § 10 i lov nr. 602 af 24. juni 2005 om erhvervsfremme.
2. Jf. § 10 i lov nr. 602 af 24. juni 2005 om erhvervsfremme og aftalen om kommunalreformen på erhvervsområdet, hvorefter yderområderne fremover have samme andel af strukturfondsmidlerne som hidtil.
3. Jf. bekendtgørelse nr. 358 af 18. april 2007 om ansvar og kompetencefordeling m.v. i forbindelse med administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske Socialfond.
4. Kommissionens Forordning (EF), nr. 1828/2006 af 8. december 2006, artikel 43 ff.
5. Aktiviteter, der kan få teknisk bistand, er f.eks. forberedende arbejde, forvaltning, overvågning, evaluering, oplysningsvirksomhed og kontrolaktiviteter.