Relevant materiale
Standardisering
Standarder letter den internationale handel og har en positiv effekt på dansk økonomi. En analyse foretaget for Indre Markeds Center viser, at standarders bidrag til væksten i BNP svarer til 1,2 mia. kr. årligt.
Standarder er vigtige for et velfungerende indre marked og den internationale konkurrence. De er også vigtige for forbrugere, myndigheder og industrien, fordi de sikrer interoperabilitet og et mindstemål af sikkerhed, kvalitet og bæredygtighed. En standard er en frivillig specifikation, som fastsætter tekniske eller kvalitetsmæssige krav til produkter, serviceydelser og produktionsmetoder. De er som udgangspunkt frivillige at bruge, men i visse tilfælde kan en standard gøres obligatorisk, hvis det politisk vedtages at indskrive standarden i europæisk lovgivning.
Formålet med standarder
Når man bruger standarder, kan man let dokumentere, at ens produkt eller ydelse overholder særlige krav og betingelser, hvilket gør samhandlen i EU lettere. Standarder kan også hjælpe virksomheder og myndigheder med at arbejde sammen, de kan udvide virksomheders markedsandele og hjælpe forbrugere og myndigheder til at spare penge. En undersøgelse viser, at virksomheder, der køber standardiseringsprodukter, har højere værditilvækst, flere ansatte, højere eksportomsætning og højere produktivitet end tilsvarende virksomheder, som ikke køber standardiseringsprodukter. Undersøgelsen er foretaget for Erhvervsstyrelsens Indre Markeds Center.
Du kan læse undersøgelsens rapport her (pdf)
Erhvervsstyrelsens rolle
Staten er en vigtig medspiller på standardiseringsområdet og medfinansierer årligt aktiviteter i Dansk Standard med ca. 30 mio. kr. i form af resultatkontraktmidler og kontingentbetalinger. For at fastholde og forøge standarders bidrag til den økonomiske vækst i samfundet har Erhvervsstyrelsen udarbejdet en handlingsplan, der opstiller seks generelle principper for anvendelsen af Erhvervs- og Vækstministeriets resultatkontraktmidler til Dansk Standard. Handlingsplanen skal give standardiseringsindsatsen et større strategisk fokus og sikre, at indsatsen sker på områder, der har en erhvervspolitisk og samfundsmæssig betydning for Danmark.
Læs handlingsplanen her (pdf)
Læs resultatkontrakten her (pdf)
Vedtagelse af standarder
I Danmark varetages standardiseringsopgaver af Dansk Standard, som er en selvejende fond. På europæisk plan varetages opgaverne af de tre store europæiske standardiseringsorganisationer CEN, CENELEC og ETSI. Både på europæisk og nationalt plan varetager interessenter som forbrugere, arbejdstagere, myndigheder og industrien store opgaver i standardiseringsprocessen. I Danmark er det både danske og fælleseuropæiske standarder, der gælder, og som man kan anvende i lovgivning og i private aftaler mellem erhvervslivets parter.
Du kan læse mere om nationale standarder hos Dansk Standard
Du kan læse mere om europæisk standardisering her