Forside
 Antidumping - den særlige beskyttelsestold
|
2. Antidumping-reglerne16
I de oprindelige debatter om antidumping kort efter anden verdenskrig blev det erkendt, at der var fire forskellige typer af dumping: prisdumping, servicedumping, valutadumping og social dumping. I dag ville man nok tilføje miljødumping. Men der blev hurtigt enighed om at antidumpingbestemmelserne i GATT udelukkende skulle sigte på den første type: Prisdumping17. Serviceydelser var på det tidspunkt slet ikke en del af GATT forhandlingerne, og servicedumpingen (dumping inden for serviceydelser) er meget svær at håndtere. Der er heller ikke i dag dumpingbestemmelser i aftalen om serviceydelser, GATS-aftalen18. Valutadumpingen blev henvist til den Internationale Valutafond. Den sociale dumping blev dengang henvist til en komite, der studerede industrialisering, men er stadig i fokus i debatten om arbejdstagerrettigheder og international handel. Det samme gælder miljødumping, der er centrum i en række debatter om handel og miljø.
Herudover skelnes ofte mellem sporadisk, røverisk (predatory) og vedholdende (persistent) dumping. Den sporadiske dumping er, når en virksomhed skaffer sig af med en lagerbeholdning eller en pludselig overproduktion. Den sporadiske dumping kan sammenlignes med et udsalg, og effekten er begrænset.
Den røveriske dumping er den mest skadelige form for dumping. Den finder sted, når en virksomhed sætter prisen ned i et forsøg på at udkonkurrere konkurrenterne, for derefter at kunne få monopolstatus og tage høje monopolpriser.
Endelig er den vedholdende dumping et resultat af prisdiskrimination på forskellige markeder. Har en virksomhed monopol på hjemmemarkedet men konkurrence fra flere virksomheder på eksportmarkedet, kan og vil virksomheden tage højere priser hjemme end ude. Det er en helt naturlig prissætningsstrategi, der udelukkende beror på forskellige priselasticiteter på forskellige markeder. Men det vil få karakter af dumping.
Til den liste kunne tilføjes statsstøttet dumping som følge af eksportsubsidier. Eksempler er eksporten af hvede, sukker eller mælkepulver fra EU. Men det er en sag for udligningstold – ikke antidumpingtold.
Antidumpingreglerne i WTO og EU er i udgangspunktet målrettet mod den røveriske prisdumping. I det følgende ses nærmere på disse regler og en række af de problemer, der er forbundet hermed.
2.1 Antidumpingregler i WTO og EU
Antidumping paragraffen, VI, i den oprindelige GATT aftale stammer helt tilbage fra den oprindelige GATT aftale fra 1947. I den officielle danske oversættelse fra 196519 starter paragraffen med formuleringen:
“De kontraherende parter erkender, at dumping, hvorved et lands varer indføres på markedet i et andet land til priser, der er lavere end varernes normale værdi, er forkastelig…”
Stærkere kan det vel dårligt siges – i diplomatsprog. Paragraffen har siden været genstand for utallige fortolkninger og omformuleringer i både Kennedy runden, Tokyo runden20, og senest i Uruguay Runden, hvor en fortolkning af paragraf VI blev vedtaget som led i den aftale, der førte til etableringen af Verdenshandelsorganisationen d. 1. januar 199521. Grundlæggende er betingelsen for indførelsen af antidumpingtold, at der er tale om dumping, og at det forvolder skade på den nationale industri.
EU reglerne
Det er WTO reglerne, der er udgangspunktet for EU’s nuværende antidumpingregler. De er beskrevet i en EU forordning om “beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af EU”22.
Antidumpingtold kan i EU komme på tale, hvis
- der er påvist dumping
- den dumpede vare forvolder eller truer med at forvolde væsentlig skade;
- det er påkrævet, at der gribes ind af hensyn til Fællesskabets interesser.
Kravet om, at antidumpingtolden skal tjene Fællesskabets interesser, er derfor et krav, der ligger ud over kravene i WTO reglerne.
I EU er det Kommissionen, der har ansvaret for administrationen af antidumpingreglerne, men det endelige ansvar for antidumpingtold påhviler Rådet23. Forslag om indførelse af antidumpingtold vedtages af Rådet med mindre et simpelt flertal af medlemslandene stemmer imod. Europaparlamentet har ingen indflydelse på afgørelserne, men modtager årlige rapporter om brugen af antidumping og kommer med udtalelser vedr. antidumping regelsættet og forvaltningen24. Proceduren ved indførelse af antidumpingtold er skitseret i figur 2. Beslutningen om eventuelle midlertidige foranstaltninger skal træffes af Kommissionen inden for 9 måneder og hele proceduren – fra klage til endelig afgørelse – skal afsluttes ved en rådsbeslutning inden for 15 måneder.
I det følgende ses nærmere på de tre krav, der skal opfyldes for at ind-føre antidumpingtold, og ikke mindst på de mange problemer, der er forbundet hermed.
2.2 Dumping
Det første kriterium for en antidumpingtold er – naturligt nok – at der kan påvises dumping. Og i både WTO regelsættet og i EU’s regler defineres dumping ved, at en vares eksportpris ved salg i importlandet er lavere end:
- en sammenlignelig pris for samme vare i normal handel i eksportlandet.
Allerede her begynder problemerne25,26. For det er ualmindeligt svært at definere og beregne en sammenlignelig pris ved normal handel.
Hvilken pris, hvilken vare, hvilken mængde, og hvor prisen skal måles, har været genstand for diskussion i utallige ekspertgrupper og panelsager gennem årene. Hvert et ord i teksten er blevet gennemanalyseret, og panelerne har taget stilling til alt, fra om vejrsituationen påvirkede kartoffelprisen i Canada, til den “normale” pris på to store specialkonstruerede og unikke elektriske transformatorer, som et finsk firma byggede i New Zealand27.Problemet er, at der ofte ikke kan beregnes en salgspris for samme vare i eksportlandet, hvis varen ikke er helt den samme, ikke sælges, eller kun sælges i meget små mængder i det land, hvor den produceres. Varerne kan have forskellig kvalitet og service, og det kan derfor være svært at finde sammenlignelige produkter (“like products”). For eksempel argumenterede russiske og østeuropæiske firmaer, der producerede standard elektriske motorer (som i 1987 blev ramt af antidumpingtold i EU), at antidumping undersøgelsen ved sammenligningen med europæiske elektriske motorer burde inddrage: de fysiske forskelle herunder støjniveau, akselhøjde og vibration; det dårligere rygte af russiske/østeuropæiske produkter; den ringere kvalitet af råmaterialerne; og den lavere effektivitet i salgs- og serviceapparatet28. De argumenter blev afvist af Kommissionen. En elektrisk motor var en elektrisk motor. Tilsvarende diskussioner har været ført for andre produkter som matrix printere og syntetisk garn.
Der kan også være problemer, hvis varen passerer gennem flere lande, før den når importlandet. Og endelig kan prissammenligninger være nytteløse, hvis producenten har monopol i oprindelseslandet, og prisen derfor ikke afspejler en reel markedspris.
I et forsøg på at løse de mange problemer kan en “normal” pris derfor i stedet findes ved at sammenligne med,
- En sammenlignelig salgspris for det tilsvarende produkt efter eksport til et tredje land.
- Produktionsomkostningen i oprindelseslandet plus en margin for administration, andre omkostninger og profit.
Men hermed er problemerne ikke ovre. Benyttes metode (2) kan der være problemer, hvis varen sælges på flere markeder. Så skal der udregnes et vægtet gennemsnit. Og der kan være problemer, hvis varen også sælges til dumpingpriser på andre markeder. Det skal der korrigeres for ved udregning af den “normale” pris.
Metode (3) Kaldes også en konstrueret pris, og det er efterhånden blevet den mest almindelige metode til at påvise dumping29. Dertil kan benyttes data fra virksomhederne, data fra andre virksomheder i samme lande, tilgængelige data/skøn og – hvis der er tale om ikke-markedsøkonomier – omkostningsberegning ud fra sammenlignelige (analoge) lande.
De metoder rejser igen en stribe problemstillinger omkring beregning af omkostningerne, herunder faste omkostninger, afskrivninger, forsknings- og udviklingsomkostninger, startomkostninger og omkostninger, som hører til fremtidig produktion. Hertil kommer beregningen af den margin, der skal lægges oveni produktionsomkostningerne for at finde den “rigtige” salgspris. Her bruges ofte skøn, beregninger ud fra sammenlignelige produkter/andre producenter eller andre metoder.
Brugen af skøn og tilgængelige informationer har i det hele taget været i stigning – ikke mindst i USA – både fordi mange udenlandske virksomheder nægter at samarbejde og give de nødvendige informationer, men også fordi det øger sandsynligheden for at finde dumping og samtidig øger den dumpingmargin, der påvises30.
Uanset hvilken beregning der bruges, er der derudover problemer med skatter, afgifter, mængder (f.eks. mængderabatter), valutakurser og omregningstidspunkter. For eksempel blev den amerikanske dollar i starten af 1990erne svækket overfor den japanske yen, og det gjorde de japanske virksomheder særligt sårbare overfor antidumpingforanstaltninger, da undersøgelserne går seks måneder tilbage. Hvis de japanske virksomheder ikke konstant hævede deres priser på det amerikanske marked, ville det se ud som om prisen på hjemmemarkedet var højere end i USA31. Ikke mindst EU’s regler for brug af valutakurser i udregning af dumpingmarginer (månedsgennemsnit) øger risikoen for, at der – urimeligt – kan påvises dumping overfor lande, hvis valutakursen i EU svækkes overfor det pågældende land over en længere periode32. Omvendt fandt et andet studie, at en styrket valutakurs i et land øger chancen for, at en antidumpingundersøgelse fører til indførelsen af antidumpingtold, fordi det gør det nemmere at påvise at den indenlandske industri har taget skade33.
Et andet problem har været, at reglerne tillod brugen af gennemsnit ved udregning af den “normale” pris, og at dette gennemsnit derefter kunne sammenlignes med individuelle eksportpriser. Det har ført til eksempler, hvor sammenligning af et gennemsnit med et gennemsnit ikke kunne påvise dumping, mens en sammenligning af et gennemsnit med en individuel pris kunne. Det kan illustreres med et simpelt eksempel.
I tabel 3 er, for fire forskellige datoer, vist den beregnede normalværdi samt den opkrævede eksportpris. Sammenlignes den individuelle eksportpris med den individuelle normalværdi for hver enkelt transaktion, er der ikke tale om dumping. Tilsvarende vil en sammenligning af den gennemsnitlige eksportpris (500/4 = 125) med den gennemsnitlige normalværdi (500/4 = 125) heller ikke finde dumping. Men sammenlignes den gennemsnitlige normal værdi (125) med de individuelle eksportpriser, så vil der være tale om dumping i de to første leveringer (på hhv. 75 og 25) – og negativ dumping i de to sidste (hhv. -25 og -75).
I beregning af gennemsnit er et yderligere problem brugen af “zeroing”, der vel bedst kan oversættes med “at nulstille”. Metoden blev brugt i beregningen af den normale pris til at bestemme eventuel dumping og indebar, at prisforskellen blev sat til 0 for de markeder og produkter, hvor der ikke blev fundet dumping. Det var med andre ord kun de tilfælde, hvor der var dumping, som blev medregnet, og når gennemsnittet blev regnet ud, blev der (naturligt nok) ofte tale om dumping.
I ovenstående eksempel er der tale om en samlet dumping på 100 (25+75) i de to første leveringer og en samlet negativ dumping på 100 i de to sidste. Men benyttes zeroing og sættes dumpingen i de to sidste leveringer til 0, findes en samlet dumping på 100 eller 100/500 = 0,20 eller 20 %.
Kombinationen af gennemsnit og zeroing kan derfor føre til påvisning af dumping, selv om der på intet tidspunkt har været solgt varer på eksportmarkedet til lavere priser end på hjemmemarkedet34.
Klik på billedet for at se html-versionen af: ''Boks 1. Sengelinned fra Indien''
Zeroing blev først godkendt under GATT reglerne af en paneldomstol i en sag mellem Japan og EU om importen af kassettebånd i EU, men blev senere underkendt i WTO i en sag om sengetøj fra Indien – en sag EU tabte ved WTO domstolen35,36 (se boks 1). Især USA er flittig bruger af “zeroing” blandt andet i en sag om stålprodukter fra virksomheden Corus i Holland37. For nylig er brugen af zeroing igen blevet underkendt i en panel sag om EU’s antidumpingtold på stålrørsdele fra Brasilien38.
Et andet problem i reglerne har været bestemmelsen om, at salg under omkostninger i hjemlandet kan udelukkes ved beregning af den normale værdi. Hvis en virksomhed i en periode sælger både på hjemmemarkedet og eksportmarkedet til meget lave priser (f.eks. i forbindelse med at nedbringe en stor lagerbeholdning), så kan den bestemmelse give en kunstig dumpingmargin. Det sker, hvis salgsprisen på hjemmemarkedet i en periode ligger under omkostningerne, og perioden derfor kan udelukkes af beregningen af den normale værdi, mens den lave eksportværdi i perioden ikke udelukkes i beregningen af den gennemsnitlige eksportpris. Igen kan det føre til antidumpingtold, selv om der reelt ingen dumping har fundet sted.
Det kan også illustreres med et taleksempel. Antag at produktionsomkostningerne er beregnet til 50. Hvis virksomheden sælger til hjemmemarkedet og eksportmarkedet, som vist i tabel 4, så finder salget på det lokale marked d. 1/8 sted til en pris, der er under omkostningerne. Derfor kan værdien udelades ved beregning af den normale værdi, og den normale værdi bliver (100 + 150 + 200 /3) = 150. Den gennemsnitlige eksportpris er kun (50 + 100 + 150 + 200 /4) = 125. Dermed er der påvist dumping på i alt 100 eller 20 %. Men var salget på hjemmemarkedet d. 1/8 regnet med, var den normale værdi blevet 122,5 og så havde der ikke været tale om dumping39.
Herudover er der problemer med at finde sammenlignelige produkter, fordi varerne kan have forskellige fysiske og brugsmæssige karakteristika (f.eks. forskelle i sammensætning, indpakning, størrelse m.v.). Der kan være tidsmæssige forskydninger mellem produktion og salg. Det kan give anledning til salg under (aktuelle) omkostninger, hvis for eksempel produktionen er afhængig af varierende oliepriser (som f.eks. syntetiske fibre), eller hvis moden (f.eks. tøj) eller teknologien (f.eks. elektronik) skifter40. Der er problemer, når mange virksomheder sættes under anklage på samme tid, fordi der så udvælges et repræsentativt antal. Resten af virksomhederne rammes ud fra den gennemsnitlige dumpingmargin, hvilket ofte ikke er retfærdigt. Og der kan være stribevis af andre problemer. For slet ikke at tale om problemer i forbindelse med at fremskaffe de nødvendige informationer. Selv om Uruguay Runde-aftalen påpeger, at sammenligningen af priser skal være “retfærdig”41, er der mange smuthuller.
Helt grundlæggende forholder dumpingreglerne sig ikke præcist nok til det problem, som de skal håndtere – nemlig den røveriske prisdumping af produkter i et forsøg på at tvinge konkurrenter ud af markedet og opnå markedsmagt. Det problem har været vist i en række undersøgelser. En undersøgelse fra USA pegede direkte på den manglende sammenhæng mellem formålet med antidumpingreglerne og reglernes faktiske forvaltning. Analysen gennemgik brugen af fem forskellige beregningsmetoder til at påvise dumping: Pris i hjemland; pris i tredje land; konstrueret pris; omkostningsberegning ud fra tilsvarende lande eller “tilgængelige fakta”. Konklusionen var, at kun én af de metoder (pris i hjemland) var velegnet til at undersøge for dumping. Og en detaljeret undersøgelse af 107 positive antidumping afgørelser i USA i perioden fra 1995-1998 viste, at kun i to tilfælde blev denne beregningsmetode inddraget. I ingen af de 107 afgørelser blev det vist, at prisen var under omkostningerne. Det blev kun sandsynliggjort, at profitten var lavere end en meget diskutabel tærskelværdi. Den profitrate, der blev lagt ind i den konstruerede pris, var nemlig 2-3 gange højere end den faktiske profitrate i USA. Dermed blev den konstruerede pris på hjemmemarkedet høj i forhold til eksportprisen, og dumping kunne påvises42. Der har ikke været gennemført tilsvarende undersøgelser for EU, men her er det også en konstrueret pris, der er den langt mest almindelige beregningsmetode i antidumpingundersøgelser.
Det er med andre ord ikke nemt at finde den rigtige og normale pris, og reglerne kan misbruges til at påvise dumping selv i situationer, hvor dumping, målt ud fra andre kriterier, ikke har fundet sted.
2.3 Skadesvirkning
Skulle det lykkes at beregne den normale pris, og er der tale om dumping, er næste skridt at vise, at der er sket en skade i importlandet. Reglerne herfor er ligeså usikre og upræcise som dumpingreglerne43,44.
Skaden kan dels være på eksisterende virksomheder, men der kan også være tale om en negativ effekt på etableringen af nationale virksomheder. Og der kan være tale om direkte skade eller blot om en truende skadesvirkning. Her har der også været utallige sager og overvejelser.
For at vise en skadesvirkning skal der indsamles data om to ting:
- Den dumpede mængde og effekten på prisen på markedet;
- Effekten på de indenlandske producenter.
Det første, der skal vises, er derfor, at der har været en betydelig stigning i mængden og en betydelig effekt på prisen i det land, hvor den formodede dumping har fundet sted. Her er der hjælp at hente i import- og prisstatistikker. Men det næste er at definere den indenlandske industri – og vise, at den har taget skade. Her er der utallige muligheder. Det kan ramme salget, profitten, produktionen, markedsandelen, produktiviteten, afkastet, kapacitetsudnyttelsen, faktorer der påvirker priserne, lagerbeholdningen, beskæftigelsen, lønningerne, væksten, mulighederne for at skaffe investeringer m.v. Endnu vanskeligere bliver det af, at skadesvirkningen af dumping i væsentligt omfang skal kunne henføres til den dumpede mængde og holdes ude fra andre negative faktorer. Og det er ikke kun den aktuelle dumpede mængde, der kan have betydning. Kan det godtgøres, at skaden vil blive endnu større i fremtiden på grund af en forventning om yderligere dumping, så tæller det også.
Derudover kan skadesvirkningen fra dumping fra forskellige lande nu lægges sammen (den såkaldte kumulering), dog underlagt visse betingelser. Det har øget chancen for at påvise en skadesvirkning betragteligt45. Faktisk ser det ud til, at reglerne for kumulering bevirker, at der ofte er større chance for at vinde en sag, når der er mange og små virksomheder under anklage, end når der er få og store virksomheder. Det noget mystiske resultat kaldes superaddivitet: Når skadesvirkningen af de mange små virksomheder lægges sammen bliver skaden større, end hvis en stor virksomhed, havde haft den samme eksport. Og det gælder både i EU og i USA. Det forklares med, at de store virksomheder kan forsvare sig, og at det kan betale sig for dem at forsvare sig. Det kan de mange og mindre virksomheder ikke46. Det er med andre ord nemmere at få indført en antidumpingtold, hvis der er mange små eksportører end få store. Hvis det økonomiske rationale for antidumping var misbrug af en dominerende konkurrenceposition, burde det være præcis omvendt.
Igen er reglerne bøjelige, og en undersøgelse af 98 antidumpingforanstaltninger i EU kunne ikke vise, at de europæiske virksomheder havde lidt store tab i hverken indtjening eller salg før en antidumpingforanstaltning. Der var dog tegn på, at prisen og markedsandelen var for nedadgående, og det var øjensynligt det, der fik virksomhederne til at søge beskyttelse bag en antidumpingtoldmur47. Økonomiske analyser peger dog retfærdigvis og naturligt nok på, at chancen for at finde skade stiger med stigende import og med stigende profittab hos de indenlandske virksomheder.
En yderligere faktor, der har betydning, er det politiske pres og lobby-arbejde. For eksempel tyder meget på, at virksomhedernes størrelse, lokalisering og arbejdsstyrke kan være afgørende. Ét studie viste, at mens det især var tekniske argumenter, der var afgørende i dumping beregningen, så var de politiske faktorer vigtige i vurderingen af skadesvirkning. Og det gjaldt især i EU. Forklaringen var de mere lukkede og hemmelige procedurer, der gjorde processen i EU mere følsom overfor personer og politisk pres end den amerikanske48. Et andet studie argumenterer dog, at mens antidumping myndighederne i USA over årene er blevet mere følsomme overfor politisk pres, så går det den modsatte vej i Europa49. Inddragelsen af bredere hensyn til forbrugere og andre slutbrugere kan i EU balancere virksomhedernes indflydelse.
Derudover har det betydning hvilket land, der angribes. De rige lande har større chance for at slippe for antidumpingtold end de fattige. Europa har større chancer end Asien50.
Endelig viste et studie af antidumpingforanstaltningerne i Australien, Canada, EU og USA, at makroøkonomiske svingninger har stor indflydelse på foranstaltningerne. En stærkere valutakurs øger chancen for at påvise en skadesvirkning, da en styrket valutakurs gør importen billigere og det kan øge de udenlandske konkurrenters markedsandel. Samtidig førte et fald i bruttonationalindkomst, naturligt nok, til et betydeligt højere antal antidumpingforanstaltninger. Når krisen kradser, vender virksomhederne sig mod de udenlandske konkurrenter. Samtidig bliver det nemmere at påvise en skadesvirkning – selvom faldet i BNP måske snarere skyldes interne økonomiske forhold end udenlandsk konkurrence51. Den slags tilfældigheder problematiserer igen antidumpingreglerne og deres brug.
2.4 Fællesskabets interesser
Endelig er det tredje og sidste kriterium for at indføre antidumpingtold hensynet til Fællesskabets interesser. Her kommer forbrugernes interesser ind, og hensynet til langsigtede effekter på produktion, forbrug og eksport. Der skal ske en afvejning af, om antidumpingtold overordnet skader eller gavner Fællesskabet interesser. Her adskiller den europæiske antidumping lovgivning sig også fra den amerikanske, som ikke på samme måde inddrager hensynet til hele samfundet, men mere snævert ser på virksomhedernes interesser52.
Frem til 1996 blev Fællesskabets interesser ofte kun inddraget gennem en erklæring om, at det var nødvendigt at gøre noget “da virksomhederne i Fællesskabet havde alvorlige problemer”. I andre tilfælde blev der inddraget yderligere faktorer som beskæftigelsen, afhængigheden af import eller miljøet. Hensynet til forbrugerne havde generelt en meget lille indflydelse på antidumpingforanstaltningerne53. Med revisionen af EU’s antidumpingregler i 1996 blev der indført en langt stærkere beskrivelse af Fællesskabets interesser, herunder hensynet til forbrugerne. Der gives endda mulighed for, at forbrugerorganisationer og virksomheder, der anvender de ramte produkter, kan gøre indsigelser i processen54. Det har betydet, at vurderingen af Fællesskabets interesser nu udgør et element i antidumping undersøgelserne, men det er stadigt meget sjældent, at en antidumpingtold afvises med henvisning til forbrugerne eller slutbrugerne. Et eksempel hvor hensynet til Fællesskabets interesser var i centrum, var en sag om energisparepærer fra Kina, hvor det blev anført, at en antidumpingtold ville stride mod Fællesskabets interesser om at opmuntre til energibesparende foranstaltninger. Men her blev det afvist, at prisen ville stige betydeligt, at antidumpingtolden derfor ikke ville stride mod energipolitikken, og at det desuden var urimeligt, at en industri skulle lide under uredelig handelspraksis af hensyn til Fællesskabets miljø- og energipolitik55.
Der har dog været tilfælde, hvor Fællesskabets interesser har haft afgørende betydning. I en sag om harpiks blev antidumpingtolden afvist, fordi det blev skønnet, at de negative følger for forbrugere og virksomheder, der skulle bruge produktet, ville overskygge de positive effekter for den europæiske industri. I en anden sag om optiske laseraflæsningssystemer fra Japan, Korea, Malaysia, Kina og Taiwan – hvor den europæiske industri var meget lille – blev antidumpingtolden nedsat, fordi det ellers ville have mindsket aftagernes muligheder betragteligt. I en sag om glycerin fra Japan blev antidumpingtolden også nedsat for at sikre konkurrencen. Og endelig blev antidumpingtolden aldrig indført i en sag om læder/plastik/stof-håndtasker, fordi det blev skønnet, at antidumpingtolden ikke ville have en synderlig effekt, da andre eksportører blot ville overtage. Derfor ville de negative effekter for forbrugere og importører overskygge de positive effekter for europæiske håndtaske-producenter56.
2.5 Indførelse af antidumpingtold
Hvis de tre krav; dumping, skadesvirkning og at en foranstaltning ikke strider mod Fællesskabets interesse, er opfyldt, kan en undersøgelse føre til foranstaltninger – en prisaftale eller en antidumpingtold. Og det sker i de fleste tilfælde. Når det ikke sker, er det fordi, der enten ikke findes dumping, skade, fordi klagen trækkes tilbage, eller fordi andre betingelser ikke er overholdt (se tabel 5).
Herudover er det en række krav til selve indførelsen af antidumpingtolden. Der er regler for, hvornår en undersøgelse kan indledes, for bevisførelsen, for selve sagens fremme og løsning, og for hvordan tolden skal fastsættes og opkræves.
Logisk nok må tolden ikke være højere end den forskel, der er beregnet mellem den “normale” pris og dumping prisen. I EU kan antidumpingtolden enten fastsættes ud fra denne forskel eller ud fra et ønske om at fjerne den uønskede skadesvirkning, mens det i USA udelukkende er forskellen mellem “normal” pris og dumping pris, som afgør størrelsen af antidumpingtolden. I EU kan antidumpingtolden derfor være lavere end den beregnede dumping margin, hvis det er tilstrækkeligt til at fjerne skadesvirkningen57. Som eksempel kan nævnes en EU antidumping undersøgelse fra 2001 om indvendige cykelgear fra Japan, hvor dumpingmarginen blev fundet til 36,6 %, mens niveauet for skadesmarginen kun var 11,3 %, hvilket derfor blev niveauet for antidumpingtolden58. Ofte vil antidumpingtolden i USA derfor være højere end i EU59. En anden forskel mellem EU og USA er en tendens til, at der i forhold til USA oftere laves prisaftaler frem for antidumpingtold i Europa.
Men selv med fastsættelsen af tolden er problemerne ikke ovre. Der er regler for opkrævning og fordeling af toldindtægterne (se boks 2). Derefter skal antidumpingtolden løbende justeres og overvåges. Den må kun være i kraft så længe, at der er tale om dumping, og må maksimalt være i kraft i fem år efter en antidumpingundersøgelse har fundet bevis for dumping. Efter fem år skal der gennemføres en ny undersøgelse (udløbsundersøgelse), hvis antidumpingtolden skal opretholdes. Det er den såkaldte “solnedgangsklausul”60. Det var en opstramning i forhold til tidligere, hvor der var flere eksempler, på at antidumpingtold havde været i kraft i flere årtier61. Det er dog nemmere, at forlænge en eksisterende antidumpingforanstaltning end at indføre en ny. Det skal blot godtgøres, at der er en sandsynlighed for at dumping vil fortsætte, og det kan enten ske gennem påvisning af dumping, skadesvirkning eller alene at markedsforholdene er sådan, at fortsat dumping er sandsynlig62. I 2001 var der i EU 8 foranstaltninger, der blot fik lov til at udløbe, 12 hvor der blev indledt nye undersøgelser, og af dem endte de 6 med, at antidumpingtolden blev forlænget63. I 2003 udløb 4 foranstaltninger uden videreførelse af afgifter, 2 foranstaltninger fortsatte, mens der blev indledt 5 udløbsundersøgelser.
Selv når en udløbsundersøgelse ikke fører til forlængelse af tolden, medvirker den som oftest til at forlænge afgiftsperioden i en længere periode. Det skyldes, at en undersøgelse normalt påbegyndes umiddelbart inden udløbet af den 5-årige toldperiode og ikke skal afsluttes inden for en bestemt fastsat tidsgrænse. I EU løber sådanne udløbsundersøgelser i gennemsnit i ca. 19 måneder inden, der forelægges et forslag om at forlænge tolden eller afslutte foranstaltningen. Det er nu fastsat, at udløbsundersøgelser højst må pågå i 15 måneder.
Endelig er der sindrige regler for tvistbilæggelsen, hvis to stridende lande ikke kan blive enige om beregninger og told.
Klik på billedet for at se html-versionen af: ''Boks 2. Byrd loven''
16 Denne gennemgang af reglerne er ganske summarisk med fokus på de økonomiske aspekter. For en grundig juridisk gennemgang se f.eks. McGovern E. (2002): European Community Antidumping Law and Practice. Globefield Press, Exeter, UK eller: Bael I.V. and Bellis J-F (1996): Antidumping and other Trade Protection Laws of the EC. Third Edition. CCH Europe.
17 WTO (1995): Guide to GATT Law and Practice. Updated 6th Edition. World Trade Organization, Geneva.
18 Quresh A.H. (2000): Drafting Antidumping Legislation - Issues and Tips. Journal of World Trade. Vol. 34(6): 19-32.
19 Udenrigsministeriet (1965): Bekendtgørelse af protokol af 8. februar 1965 om udvidelse af Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel med en IV. del om udenrigshandel og udvikling, samt af den herefter gældende ordlyd af Den Almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel. Ø.P.IV. j.nr. 97. B.l.c.:
20 WTO (1995): Ibid.
21 GATT (1994): Final Act Embodying the Results of the Uruguay Round – Agreement on Implementation of Article VI. Geneva.
22 Europæiske Råd (1995/2000): Rådets forordning 384/96 af 22/12 1995 (EFT 1996 L 349/1), senest ændret ved Rådets forordning 2238/2000.
23 Molde J., Vesterdorf B., Holst-Christensen N., Hagel-Sørensen K. (red.) (2001): EU-Karnov. Syvende udgave. Forlaget Thomson.
24 European Parliament (2002): Report on the ninetheenth annual report from the Commission to the European Parliament on the Community’s antidumping and anti-subsidy activities. Committee on Industry, External Trade, Researach and Energy. A5-0323/2002.
25 En grundig gennemgang af de forskellige problemer ved fastsættelse af dumping findes i: Müller W.; Khan N. and Neumann H-A (1998): EC antidumping law – A commentary on regulation 384/96. Wiley Series in European Law. John Wiley & Sons Ltd. England.
26 En række problemer, som de opleves fra især ulandenes side, er beskrevet i UNCTAD (2001): Analysis of market access issues facing developing countries: Impact of antidumping and countervailing actions, TD/B/COM.1/39 – TD/B/COM.1/39/Add.1 TD/B/COM.1/39/Add.2. United Nations Conference on Trade and Development, Geneva.
27 WTO (1995). Ibid.
28 Official Journal of the EC, Council Regulation 864/87 imposing a definitive antidumping duty on standardized electric motors, L83/1-83/13, 27/3/87.
29 Blonigen B.A. and Prusa T.J. (2001). Ibid.
30 Blonigen B.A. and Prusa T.J. (2001). Ibid.
31 Awonahora S. (1993): Currency risk: Japan´s firms raise U.S. prices to avoid dumping charges. Far Eastern Economic Review, pp. 75-76
32 Kim J.B. (2000): Currency Conversion in the Antidumping Agreement. Journal of World Trade 34(4): 125-136.
33 Knetter M.M. and Prusa T.J. (2000): Macroeconomic Factors and Antidumping Filings: Evidence from Four Countries. NBER working Paper no. 8010. National Bureau of Economic Research.
34 UNCTAD (2002). Ibid.
35 Kim J.B. (2002): Fair Price Comparison in the WTO Antidumping Agreement: Recent WTO Panel Decisions against the “Zeroing”Method. Journal of World Trade 36(1): 39-56.
36 Graafsma F. (2001): Recent WTO Jurisprudence in the Field of Antidumping. Legal Issues of Economic Integration Vol. 28(3): 337-353. Kluwer Law International.
37 European Commission (2002). Ibid.
38 WTO (2003): European Communities – Antidumping Duties on Malleable Cast Iron Tube or Pipe Fittings from Brazil – Report of the Panel. WT/DS219/R.March 7.
39 UNCTAD (2002). Ibid.
40 UNCTAD (2000). Ibid.
41 "Article 2.4.: A fair comparison shall be made between the export price and the normal value". GATT (1994): Ibid.
42 Lindsey B. (1999): The U.S. Antidumping Law: Rhetoric vs. Reality. Cato Center for Trade Policy Studies. http://www.freetrade.org/pubs/pas/tpa-007es.html
43 Pangratis A. and Vermulst E. (1994): Injury in Antidumping Proceedings: The Need to Look Beyond the Uruguay Round Results. Journal of World Trade, Vol. 28(5): 61-96.
44 Se UNCTAD (2001), Ibid, for beskrivelse af en række problemer som oplevet fra især ulandenes synspunkt.
45 Hansen W.L. and Prusa T.J. (1996): Cumulation and ITC Decision-Making: The Sum of the Parts is Greater than the Whole. Economic Inquiry, 34: 746-769. And NBER Working Papers 5062: http://netec.mcc.ac.uk/WoPEc/data/Papers/nbrnberwo5062.html
46 Gupta P. and Panagariya A. (2000): Injury Investigations in Antidumping and the Super-Additivity Effect: A Theoretical Explanation. Technical paper (submitted for publication). http://www.bsos.umd.edu/econ/panagariya/apecon/Technical Papers/pg-ap-rev3.pdf
47 Brenton, P. (2001): Antidumping policies in the EU and trade diversion. European Journal of Political Economy. Vol. 17: 593-607.
48 Tharakan P.K.M and Walbroeck J. (1994): Antidumping and countervailing duty decisions in the E.C. and the US: An Experiment in Comparative Political Economy. European Economic Review 38: 171-193.
49 Eymann A. and Schuknecht L. (1996): Antidumping Policy in the European Community: Political Discretion or Technical Determination? Economics and Politics Vol. 8: 111-131 as quoted in Blonigen B.A. and Prusa T.J. (2001). Ibid
50 Blonigen B.A. and Prusa T.J. (2001). Ibid.
51 Knetter M.M. and Prusa T.J. (2000). Ibid.
52 Müller W.; Khan N. and Neumann H-A (1998): Ibid.
53 Bael I.V. and Bellis J-F (1996). Ibid.
54 Artikel 21 i Rådets forordning 384/96 af 22/12 1995 (EFT 1996 L 349/1).
55 Kommissionen (2002). Ibid.
56 McGovern E. (2002): Ibid.
57 McGovern E. (2002): Ibid.
58 Kommissionen (2002). Ibid.
59 Müller W.; Khan N. and Neumann H-A (1998): Ibid.
60 McGovern E. (2002): Ibid.
61 UNCTAD (2000). Ibid.
62 Europæiske Råd (1995/2000): Ibid.
63 Se Kommissionen (2002). Ibid hvor der findes en oversigt over de forskellige interims- og udløbsundersøgelser.
