Forrige kapitel pegede på en række problemer, som kan gøre det vanskeligt for ressourceområdets virksomheder at overleve vilkårene i den ny økonomi. Det vedrører forhold som netværksdannelse, anvendelse af IT-mulighederne, innovation og kompetenceudvikling.
For at de danske virksomheder skal klare sig godt i den internationale konkurrence, er det ikke nok at se på virksomhedernes egen udviklings- og konkurrenceevne. Rammebetingelserne er en afgørende forudsætning for virksomhedernes udviklingsmuligheder. Dette kapitel vil beskrive og vurdere om de danske rammebetingelser formår at understøtte ressourceområdets virksomheder i forhold til at håndtere de nye konkurrenceparametre. Kapitlet gennemgår forhold som en kompetent arbejdsstyrke, innovation gennem samspil, kvalitet i reguleringen samt risikovillig og engageret kapital.
Virksomhederne bør selv være kvalificerede efterspørgere af rammebetingelser. Dette fælles ansvar for ressourceområdets videreudvikling præciseres efterfølgende i kapitel 6 om de strategiske udfordringer.
5.1 En kompetent arbejdsstyrke
Spørgeskemaundersøgelsen har fokuseret på virksomhedernes fremtidige behov for arbejdskraft. Behovet for ufaglært arbejdskraft er størst inden for bearbejdningsindustrien. Her forventer 22 pct. af virksomhederne, at behovet for ufaglærte medarbejdere vil stige i fremtiden, mod kun 4 pct. af teknologileverandørerne.
I modsætning til specielt bearbejdningsindustrien, melder teknologileverandørerne om et stigende behov for medarbejdere med en længere uddannelsesmæssig baggrund. Det gælder såvel faglærte som IT-specialister,[1] ingeniører og andet højtuddannet personale samt administrative medarbejdere. En uddannelsesmæssig behovsprofil med vægt på medarbejdere med en længerevarende uddannelse afspejler undergruppens betydelige anvendelse af IT, høje innovationsniveau samt international orientering.
Imellem de to grupper ligger metalvareindustrien, der i højere grad end bearbejdningsindustrien giver udtryk for et behov for medarbejdere med en faglig og teknisk uddannelsesmæssig profil, dog ikke i så markant grad som teknologileverandørerne, jf. tabel 5.1.
| Tabel 5.1 Pct. andel af virksomheder, der oplever stigende behov for arbejdskraft | |||
| Bearbejd- nings- industri |
Metal- vare- industri |
Teknologi- leveran- dører |
|
| Ufaglærte | 22 | 13 | 4 |
| Faglærte | 58 | 65 | 74 |
| Adm. medarbejdere | 24 | 16 | 43 |
| Ledere | 15 | 22 | 31 |
| Ingeniører o.a. højtuddannede | 24 | 39 | 49 |
| IT-specialister | 17 | 23 | 37 |
Note: Kolonnerne summer ikke til 100 pct., fordi virksomhederne kunne afkrydse flere muligheder
For ressourceområdet generelt melder en større procentdel af store virksomheder (>50 ansatte) om et stigende behov for ingeniører og andet højtuddannet personale samt IT-specialister. Behovet for ufaglært og faglært arbejdskraft er derimod relativt mindre. I de små virksomheder (<50 ansatte), er behovet for faglært og ufaglært arbejdskraft væsentligt højere end ansatte med en længerevarende uddannelse.
De interviewede virksomhedsledere påpeger generelt et tilbagevendende problem med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. Det gælder primært faglærte medarbejdere hvor efterspørgslen overstiger udbudet, mens der ikke i samme grad synes at være problemer med at skaffe medarbejdere med længerevarende uddannelser.
Nogle virksomheder har ”bedre kort på hånden” end andre, når det gælder om at tiltrække og fastholde medarbejdere. Interviewene har vist, at det kan skyldes forhold som, at virksomheden har et mere ”prestigefyldt” arbejdsområde: Det er eksempelvis mere attraktivt at arbejde inden for en branche, der leverer til flyindustrien end inden for den mere traditionelle maskinindustri. Det kan også skyldes, at virksomheden har et godt ry. En stor virksomhed med et godt ry kan være i stand til at tiltrække eller ”stjæle” medarbejdere fra andre virksomheder.
De fleste virksomheder er meget opmærksomme på betydningen af at kunne tilbyde bl.a. personalegoder, gode arbejdsforhold og godt arbejdsmiljø for at fastholde deres medarbejdere. Større virksomheder kan have bedre muligheder for at tilbyde attraktive personalegoder. Økonomiske goder i form af aktieoptioner, bonusordninger eller overskudsdeling er ifølge spørgeskemaundersøgelsen kun indført i knap 20 pct. af virksomhederne, mens 20 pct. er i færd med eller agter at indføre sådanne ordninger. Knap 2/3 af virksomhederne har således ingen planer om at indføre disse former for økonomiske personalegoder. Endelig har de IT-tunge virksomheder generelt lettere ved at tiltrække den unge arbejdskraft på grund af gode muligheder for at arbejde med IT-baseret udstyr.
Efterspørgslen efter faglærte medarbejdere og en antagelse om begrænset tilgang af nyuddannede faglærte får mange virksomhedsledere til selv at igangsætte uddannelsesinitiativer for deres nuværende medarbejdere. Der investeres betydelige ressourcer i oplæring og kvalifikationsudvikling målrettet virksomhedens behov. Virksomhederne bliver derved også mere afhængige af, at medarbejderne bliver i virksomheden. Evnen til at fastholde sine medarbejdere får tiltagende betydning. Det gælder specielt for de mest videntunge, hvor den viden og know-how, der opbygges hos den enkelte medarbejder mistes, hvis medarbejderen flytter fra virksomheden.
At adgangen til faglært arbejdskraft opleves som begrænset kan, ifølge flere virksomhedslederes udsagn, hænge sammen med, at de tekniske uddannelser stadig har et image og profileringsmæssigt problem. Mange af de tekniske uddannelser har frie adgangskrav og er desuden omgivet med en forestilling om, at man kommer der, fordi man ikke er god nok til at læse og skrive. Det er en holdning, der er med til at præge samfundets og den enkeltes syn på uddannelsernes prestige og dermed attraktion. Desuden har mange en fejlagtig forestilling om uddannelsernes indhold. Som det meget illustrativt blev fremstillet i et af interviewene: ”der er stadig en forestilling om, at værktøjsindustrien er noget med en hammer”.
Hvor IT har gjort sit indtog i de tekniske uddannelserne for længe siden, er en række af de mere ”bløde” kvalifikationskrav først nu kommet på uddannelsernes dagsorden. I den nyligt iværksatte erhvervsuddannelsesreform introduceres områder som fleksibilitet, omstillingsevne, helhedsforståelse og evnen til at arbejde i grupper på de tekniske skoler.[2]
En del virksomheder gør brug af efteruddannelseskurser på tekniske skoler, AMU eller lignende. Men virksomhedslederne oplever problemer i forbindelse med det offentlige uddannelsessystem. For det første finder nogle virksomheder skolens tilbud for ufleksible; de gennemfører kurser når det passer skolerne ikke virksomhederne. For det andet giver virksomhedslederne udtryk for, at mange af de faglige kurser er for brede set i forhold til virksomhedernes mere specifikke behov for efteruddannelse. Det gælder eksempelvis uddannelse inden for CAD/ CAM-teknologien. I modsætning til CAD-markedet, der har været domineret af to systemer igennem 1990’erne (AutoCAD og pro/Engineer), er antallet af CAM-systemer steget markant i de sidste 10 år. Der findes i dag 40-50 CAM-systemer på det danske marked, og betjenes ikke ens. Det betyder, at den interne oplæring af medarbejderne i betjening af virksomhedens systemer bliver mere relevant. Mange virksomheder vil sende en enkelt medarbejder på kursus, der efterfølgende kan oplære de øvrige, jf. f.eks. case 3.14 om virksomheden Hannibal.
Den stigende efterspørgsel i fremtiden kombineret med en begrænset adgang til fagligt kvalificeret arbejdskraft i dag er en central udfordring for ressourceområdet. Efterspørgslen efter arbejdskraft betyder, at kun de virksomheder, der formår at tiltrække, fastholde og videreuddanne deres medarbejdere vil klare sig i konkurrencen.
5.2 Innovation gennem samspil
Ressourceområdet Metalindustri/Produktionsteknologi forbindes traditionelt med den gamle økonomi. I den ny økonomi har adgang til viden og evnen til at anvende viden central betydning for virksomhedernes konkurrencekraft. Omstilling er på vej i mange af ressourceområdets virksomheder, og en fortsat indsats bliver central for områdets fremtidige vækst og konkurrenceevne. Da ressourceområdet er koblet op på en række øvrige brancher, har den viden, der genereres i ressourceområdet central betydning ikke bare for ressourceområdets egen konkurrenceevne, men også for resten af det danske erhvervsliv.
Interviewene med ressourceområdets virksomheder viser, at ledelsen er opmærksom på betydningen af viden som konkurrenceparameter. Det gælder specielt teknologileverandørerne, men også en del af metalvare- og bearbejdningsindustriens virksomheder. Som eksempel kan nævnes, at støberierne er begyndt at sælge teknisk rådgivning, herunder simulering af støbeprocessen og viden om producerbarhed (materialekendskab). Dette ses samtidig som en mulighed for at differentiere sig fra priskonkurrence på simple standardprodukter.
Det er ganske slående, at omkring halvdelen af virksomhederne ingen planer har om at involvere sig i aktiviteter relateret til udviklingen af innovationsevne og produktsortiment i samarbejde med eksterne parter, jf. tabel 5.2.
| Tabel 5.2 Pct. andel af virksomheder, der ikke har nogle planer om at involvere sig i nedenstående aktiviteter | ||||
| Bearbejd- nings- industri |
Metal- vare- industri |
Teknologi leveran- dører |
Gennem snit |
|
| Indgå samarbejde med danske GTS-institutter, universiteter eller forsk ningsinstitutioner | 61 | 51 | 51 | 56 |
| Søge projektsamarbej de i regi af danske el. EU-udviklingsprogram mer | 73 | 82 | 63 | 74 |
| Indgå alliancer med el. søge assistance fra udenlandske firmaer el. serviceinstitutter | 81 | 72 | 63 | 75 |
| Outsource produktud vikling el. dele heraf til danske el. udenlandske samarbejdspartnere | 86 | 74 | 59 | 77 |
Note: Kolonnerne summer ikke til 100 pct., fordi virksomhederne kunne afkrydse flere muligheder
De innovative aktiviteter, som virksomhederne enten har gennemført eller er i færd med at gennemføre foregår i størst omfang inden for virksomhedernes egne vægge. Væsentligt færre indgår i eksterne samarbejdsrelationer med henblik på at udvikle innovationsevnen. Det er et mønster, der går igen, når man ser på de væsentligste kilder til viden.
For hele ressourceområdet gælder, at egne medarbejdere, kunder og leverandører er de væsentligste kilder til viden, jf. figur 5.1. Eksterne kilder (danske og udenlandske eksterne forskningsinstitutioner og private konsulenter) har langt mindre betydning for virksomhedernes videnudvikling. Øvrige videnkilder som internet, patentskrifter, videndatabaser og messer anvendes af knap 1/5 af virksomhederne. Det lave niveau kendetegner dog generelt det danske erhvervsliv.[3] Men det er karakteristisk for Metalindustri/ Produktionsteknologi, at virksomhederne ikke giver det offentlige/private samspil større betydning.
Note: Danske eksterne dækker over Teknologiske Service Institutter, universiteter el. forskningscentre. Udenlandske eksterne er forskningsinstitutioner eller universiteter. Øvrige videnkilder er internettet, patentskrifter, videndatabaser
At egne medarbejdere og virksomhedens kunder og leverandører indtager en central plads som videnkilder giver anledning til at overveje virksomhedernes netværk.
Eksempelvis får den løbende udvikling af medarbejdernes kompetencer meget central betydning. Manglen på faglært arbejdskraft kombineret med lange ansættelsesforhold (mange har ansatte med en lang årrække bag sig i virksomheden) er med til at skabe et mere fastlåst arbejdsmarked. Dette er både godt og skidt. På den ene side er virksomhederne i stigende grad afhængig af at kunne fastholde deres medarbejdere på grund af den know-how og viden, som er knyttet til deres person. På den anden side opstår der en risiko for, at viden bliver indkapslet i virksomheden, der ikke får tilført tilstrækkelig dynamik og fornyelse. En af de interviewede virksomheder har f.eks. en medarbejderstab, der har været ansat i gennemsnitlig 15 år. Virksomheden selv udtrykker, at der kan være behov for tilførsel af ny viden udefra i form af nye medarbejdere.
At kunder og leverandører er væsentlige kilder til udvikling af innovation og produktfornyelse indebærer, at det bliver vigtigt at være koblet op på branchens førende virksomheder. På kundesiden har nogle virksomheder formået at positionere sig som foretrukken underleverandør til toneangivende danske eller udenlandske kunder. En sådan positionering kan give adgang til meget værdifuld viden, idet virksomheden bliver ”trukket” med udviklingen internationalt, jf. case 3.5 om Techno Tool.
I nogle tilfælde, hvor kunder og leverandører er lokaliseret i en bestemt region, udvikles et miljø, der er særligt befordrende for fornyelse. Her forenes konkurrence og samarbejde, virksomhedsknopskydning og innovation. Som eksempel kan nævnes den svenske kommune Gnosjö, der huser ”Aluminiumsriket”.
Gnosjö eksemplet illustrerer en klynge, som ikke skylder det offentlige sin succes, den bunder i et unikt kulturelt samarbejdsklima. Casen illustrerer desuden behovet for at kunne håndtere og organisere arbejdskraft samt tilvejebringe kapital. Men Gnosjö nærmer sig en situation, hvor succesen er på vej til at blive til en vækstbarriere, fordi det ikke er muligt at skaffe arbejdskraft. Derfor er det sandsynligt, at Gnosjös fortsatte udvikling er betinget af arbejdsmarkedspolitiske, offentlige initiativer.
Gnosjö Kommune er et af områderne med den tætteste koncentration af metalindustri og anden tung fremstillingsindustri i Sverige. Det er en lille kommune med godt 10.000 indbyggere og 350 små og mellemstore fremstillingsvirksomheder. Inden for en radius af 50 km finder man en nærmest komplet vifte af kompetencer, lige fra simple funktioner i forbindelse med førstebearbejdning af metal til mere avancerede funktioner, f.eks. overfladebehandling. Kommunen påpeger områdets unikke virksomhedsklima i området, ikke blot sammenlignet med det øvrige Sverige, men hele Europa.
Udover en unik koncentration af industri udmærker Gnosjös erhvervsliv sig ved en usædvanlig høj iværksætteraktivitet og ved de uformelle netværk, som praktisk talt binder alle virksomhederne sammen på kryds og tværs. Samlet set kan virksomhederne klare alle funktioner ved metalforarbejdning, hver for sig fungerer de med snævre kernekompetencer. Derfor samarbejder man.
I industriforeningen fortæller ordførende Inge Johansson, at virksomheder typisk starter som garagevirksomheder eller via knopskydning fra eksisterende virksomheder. Områdets styrke er, at man kender og interesserer sig for hinanden. Der eksisterer et nyttigt samspil mellem de erhvervsdrivende indbyrdes, samt mellem erhvervslivet og de lokale myndigheder/institutioner. At risikovillig kapital først og fremmest hentes i den lokale bank er et udtryk for dette. At en iværksætter kan låne en maskine af en kollega/konkurrent, når han starter som selvstændig, er et andet eksempel.
Mange steder har forsøgt at kopiere det særlige erhvervsklima i Gnosjö. Succesen bunder dog ikke i let kopierbare institutionelle rammer, men i kulturelle forhold. Det lokale miljø, sportspladsen, Rotary og telefonen understøtter og er af kritisk betydning for områdets dynamik og succes.
Man behøver dog ikke tage til Sverige for at finde industrielle kompetenceklynger inden for metalområdet. I det jyske Trekantområde, findes der et stort antal virksomheder med fælles kompetencer omkring bearbejdning af rustfrit stål.[4] Ligeledes er der en tendens til klyngedannelse i Sønderjylland, hvor en mindre gruppe virksomheder bearbejder aluminium.
fortsættes på næste side
Fodnoter
[1] Udtrykket IT-specialister har en meget bred definition. IT-specialister er medarbejdere ansvarlige for discipliner så forskellige som udvikling af elektroniske styresystemer, implementering af materiale- og produktionsstyring, CAD/CAM og CNC-teknik samt udvikling af produkter med IT- eller elektronikindhold.
[2] Undervisningsministeriet (2000) ”Internationaliseringsstrategi for Erhvervsskoler”.
[3] Erhvervsudviklingsrådet (1999) ”Den samarbejdende virksomhed” Rapport nr. 6 i DISKO-projektet (Det danske innovationssystem: Komparativ analyse af udfordringer, styrkepunkter og flaskehalse).
[4] Case 1.3 Dige A/S er en af virksomhederne i området. Kompetenceklynger er grupper af virksomheder, som via deres indbyrdes relationer skaber fælles kompetencer, der gør dem i stand til at producere med relativt høje præstationer. Se Erhvervsfremme Styrelsen (2001) ”Kompetenceklynger i dansk erhvervsliv – en ny brik i erhvervspolitikken”.
