|
Digitalisering af den kommunale byggesagsbehandling |
1. Indledning
Digitalisering af data og arbejdsgange bliver et stadig vigtigere redskab for at kunne varetage rollen som bygningsmyndighed. Digitalisering kan bl.a. bidrage til at styrke effektivitet og kvalitet i byggesagsbehandlingen, hvilket er til fordel for både kommuner, borgere og den danske byggebranche.
Mange kommuner er positive overfor en øget digitalisering af byggesagsbehandlingen. Der er dog stor forskel på, hvor langt kommunerne er i digitaliseringsprocessen, og særligt de mindre kommuner har ikke ressourcerne til at løbe digitaliseringsprocessen i gang.
På denne baggrund har Erhvervs- og Byggestyrelsen med indeværende projekt ønsket at facilitere en proces, der kan sætte skub i kommunernes digitalisering af byggesagsbehandlingen. Styrelsen har til formålet etableret et samarbejde med KL, Kommunalteknisk Chefforening (KTC) samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.
Idékataloget fremlægger fem anbefalinger til nogle overordnede indsatsområder, der vil kunne styrke digitaliseringen af den kommunale byggesagsbehandling. I figur 1 fremlægges et kort resumé af de fem anbefalinger.
Det er vurderingen, at den forestående kommunalreform giver en unik mulighed for at styrke koordineringen på tværs og fremme den digitale byggesagsbehandling. Der er således gode muligheder for at sikre data- og systemintegration, hvis der allerede nu sættes fokus på fælles løsninger og på, at de kommende investeringer i dataintegration og IT-systemer også inkluderer byggesagsbehandlingen.
Figur 1: Resumé af anbefalinger
Digitalisering af rådighedsindskrænkninger
Digitalisering af rådighedsindskrænkninger (begrænsninger lagt på ejendommen) er det højest prioriterede indsatsområde i den samlede digitalisering af byggesagsbehandlingen. Dataejerne bør tage højde for de særlig behov, som findes i byggesagsbehandlingen, når rådighedsindskrænkninger digitaliseres. Erhvervs- og Byggestyrelsen vil løbende følge op på, at dataejerne tager højde for dette.
Nyt byggesagsbehandlingssystem
Kommunerne bør gå sammen om at udvikle et nyt tidssvarende byggesagsbehandlingssystem. Ingen af de eksisterende systemer tilbyder fuld IT understøttelse af arbejdsgangene i byggesagsbehandlingen. På kort sigt er det dog forventningen, at kommunerne vil fokusere deres IT-indsats på områder, der direkte berøres af den forestående kommunalreform. I forbindelse med en fremtidig udvikling af et nyt byggesagsbehandlingssystem skitseres to oplagte modeller til udviklingsarbejdet: KL modellen og FESD-modellen.
Snitflader mellem byggesagsbehandlingssystemer og FESD
Der bør fastlægges klare snitflader for integration mellem FESD og byggesagsbehandlingssystemer. Dette er særlig relevant i forbindelsen med en kravspecifikation til et nyt byggesagsbehandlingssystem.
Kobling til Det Digitale Byggeri
Kommunerne opfordres til at tilmelde sig læringsnetværket under Det Digitale Byggeri. Endvidere vil Erhvervs- og Byggestyrelsen øge indsatsen for at informere kommunerne. Dette skal sikre koordination af bygningsmyndighedernes behov for data i relation til byggesagsbehandlingen og de standarder, som aktuelt er under udvikling.
Forenkling af byggelovgivningen
Der er ikke identificeret konkrete barrierer i byggelovgivningen for digitalisering af byggesagsbehandlingen. Erhvervs- og Byggestyrelsen vil dog gennemgå bygningsreglementerne med henblik på at undersøge mulighederne for modernisering og regelforenkling. Endvidere har styrelsen i januar 2005 etableret elektroniske versioner af reglementerne på sin hjemmeside www.ebst.dk.
