Roskilde, Kalundborg og Lolland: Kommuner udnytter klimaforandringer
Med 5,3 mio. kroner fra EU’s regionalfond vil tre kommuner i Region Sjælland udnytte klimaforandringerne til at skabe arbejdspladser og tiltrække højtuddannet arbejdskraft til regionen.
For de tre kommuner – Roskilde, Kalundborg og Lolland er truslen fra de globale klimaforandringer en anledning til at tænke nyt.
Region Sjælland har gennemført en lang række initiativer, der viser, hvordan klimatilpasninger og vedvarende energi går hånd i hånd med nye jobs, vækst og udvikling.
I 2008 støttede Vækstforum Sjælland en kortlægning af de energi- og miljømæssige styrkepositioner i Region Sjælland. Undersøgelsen viste, at der på Sjælland er tre spirende energiklynger i Roskilde (bymiljø), Kalundborg (industrielt miljø) og Lolland (landdistrikt).
De tre kommuner har nu fået 5,3 mio. kroner fra EU’s regionalfond til at etablere et sekretariat for en energiklynge.
Formand for styregruppen, Birgitte Rønnow:
- Vi er meget glade for at have fået mulighed for at samle vores viden om vedvarende energi, og vi kan nu booste de styrker, vi har inden for området og få dem udbredt til hele regionen.
Energiklynge Center Sjælland skal blandt andet være et sted:
- hvor aktører på klima- og energiområdet kan mødes og koordinere og planlægge aktiviteter.
- hvor man kan gøre en fælles indsats på energiområdet gennem samarbejde og partnerskaber
- der kan fungere som driver for innovationer på klima- og energiområdet
Klyngen bliver placeret ved Sektor for Udvikling og Erhverv, Lolland Kommune.
Kontakt:
Lolland Kommune, Fmd. for Styregruppen Birgitte Rønnov, tlf. 5467 6528
Erhvervs- og Byggestyrelsen, kontorchef Pernille von Lillienskjold, tlf. 3546 6433
Fakta om EU’s strukturfonde – regional- og socialfonden
Danmark modtager i perioden 2007-2013 3,5 milliard kr. fra EU’s strukturfonde. Halvdelen af midlerne kommer fra Socialfonden og halvdelen fra Regionalfonden.
Regionalfondsprogrammets formål i Danmark er at styrke den regionale konkurrenceevne og beskæftigelse ved at forbedre vækstvilkårene inden for innovation, iværksætteri og anvendelsen af ny teknologi.
I perioden 2007-13 er der under regionalfondsprogrammet 1,825 milliard kroner til rådighed til at styrke den regionale konkurrenceevne og beskæftigelse. Det sker ved at forbedre vækstvilkårene inden for innovation, iværksætteri og anvendelse af ny teknologi.
Se mere på hjemmesiden www.regionalt.dk