Publikationer
Blanketter
Lovgivning
Høringer
Udbud
Nyhedsservice

EU støtter en begivenhedsrig hovedstadsregion

28.09.2009

Med nyt Videncenter for Begivenheder - VIBE - tager Region Hovedstaden kampen op mod Stockholm, Helsingfors og Göteborg om at blive nordens førende oplevelsesmetropol.

Videnscenter for Begivenheder – VIBE skal kompetenceudvikle de cirka 1000 medarbejdere, som i dag arbejder med lokale, nationale og internationale events i Region Hovedstaden.

Gennem centret kan kommuner, eventaktører, turismebranchen og uddannelsesinstitutioner dele viden om, hvordan man tiltrækker og arrangerer begivenheder i nærmiljøet, som også kan vække genklang internationalt.

Sekretariatschef for VIBE, Ulrich Ammundsen:

- Hovedstadsregionen har et stort potentiale inden for begivenhedsområdet, der ikke er udnyttet. VIBE styrker arbejdet med begivenheder gennem f.eks. workshops, konsulentydelser, konferencer og netværkstiltag. Indtil videre har 17 kommuner og eventaktører sagt ja til at deltage i professionaliseringen af regionens begivenhedsarbejde.

Ambitionen er at gøre VIBE til nordens førende videncenter for begivenheder gennem networking, innovation og udvikling af de menneskelige ressourcer. Centret skal geare Hovedstadsregionens begivenhedspotentiale og generere en markant vækst i begivenhedsøkonomien regionalt og nationalt.

Flere og bedre gennemførte internationale og nytænkende begivenheder samt skræddersyede arrangementer er en vigtig parameter i kampen om at blande sig konkurrencen mellem de nordiske storbyer. De skaber opmærksomhed og tiltrækker forretning, investeringer og turister til regionen.

VIBE er for alle og er baseret på et open source fundament, det vil sige, at alle informationer er tilgængelige for alle. Her kan de relevante organisationer – offentlige som private - deltage i erfaringsudveksling, kompetenceudvikling og netværk. Et centralt værktøj i centerets videndeling bliver www.vibeonline.dk.


Det nye center får en plads i Wonderful Copenhagens begivenhedsafdeling.

EU’s regionalfond støtter Videncenter for begivenheder (VIBE) med 8,5 mio. kr.

 

Kontakt:
Erhvervs- og Byggestyrelsen, kontorchef Pernille von Lillienskjold, tlf.  3546 6433

Sekretariatschef for VIBE, Ulrich Ammundsen, tlf. 3355 7436

 

Fakta om EU’s strukturfonde – regional- og socialfonden

Danmark modtager i perioden 2007-2013 3,5 milliard kr. fra EU’s strukturfonde.
Halvdelen af midlerne kommer fra Socialfonden og halvdelen fra Regionalfonden.

Regionalfondsprogrammets formål i Danmark er at styrke den regionale konkurrenceevne og beskæftigelse ved at forbedre vækstvilkårene inden for innovation, iværksætteri og anvendelsen af ny teknologi.

I perioden 2007-13 er der under regionalfondsprogrammet 1,825 milliard kroner til rådighed til at styrke den regionale konkurrenceevne og beskæftigelse. Det sker ved at forbedre vækstvilkårene inden for innovation, iværksætteri og anvendelse af ny teknologi.

Se mere på www.regionalt.dk