Publikationer
Pressemeddelelser
Blanketter
Lovgivning
Høringer
Udbud
Nyhedsservice
Om EBST

Nyhedsbrev om regional udvikling 2008

19.05.2011

NYHEDSBREV OM REGIONAL UDVIKLING, MAJ 08

 

Alle grænseoverskridende og tværnationale programmer er nu godkendt

Den 27. marts 2008 godkendte Europa-Kommissionen programmet ”Interreg IVA Øresund-Kattegat-Skagerrak”, der finansierer grænseoverskridende samarbejdsprojekter mellem Danmark, Sverige og Norge for perioden 2007-2013.

Programmet har et budget på i alt 223 mio. EUR, hvoraf EU bidrager med omkring 112 mio. EUR gennem Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

Med godkendelsen af programmet er alle de grænseoverskridende og tværnationale programmer som Danmark deltager i for perioden 2007-2013 godkendt. Europa-Kommissionen har tidligere godkendt to grænseoverskridende samarbejdsprogrammer for de dansk-tyske grænseregioner og et for regionerne omkring den sydlige Østersø. Der er tillige tidligere godkendt to tværnationale programmer for landene omkring henholdsvis Nordsøen og Østersøen.Samarbejde Interreg

Under programmerne er der mulighed for at medfinansiere samarbejdsprojekter med partnere fra flere lande. Programmerne har bl.a. fokus på at forbedre rammerne for erhvervsudvikling og innovation, men uden at støtten virker konkurrenceforvridende.

Læs mere om de ovennævnte programmer.

 

Regionalpolitisk Vækstredegørelse 2008 er offentliggjort

Årets regionalpolitiske vækstredegørelse til Folketinget blev offentliggjort den 2. april 2008. Redegørelsen har fokus på vækstforaenes arbejde med konkrete projekter og den socioøkonomiske udvikling i de danske regioner:

De seks regionale vækstfora, der så dagens lys for et par år siden, satte i løbet af 2007 over 200 konkrete initiativer i gang. Der er prioriteret i alt næsten 1 mia. kr. til understøttelse af de konkrete aktiviteter over hele landet.

Alle danske regioner har oplevet fremgang i indkomst og beskæftigelse de seneste år. Sjælland, Midtjylland og Syddanmark har dog de seneste ti år haft en svagere vækst i produktiviteten end Nordjylland og Hovedstaden. Hovedstaden har dog også væsentlige udfordringer set i forhold til tilsvarende udenlandske metropol-regioner.

De enkelte vækstfora har blandt andet igangsat projekter, som skal styrke ledelses- og kompetenceudviklingen, øge samspillet mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet og skabe flere vækstiværksættere. Også initiativer, der skal styrke udviklingen af turismeerhvervet, har været i fokus.

Læs hele redegørelsen her.

Læs baggrundsrapporten her.


Nye temaer for den konkurrenceudsatte pulje

Danmarks Vækstråd har fastlagt temaerne for den konkurrenceudsatte pulje af strukturfondsmidler under målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse for 2008.

Temaerne er:

  • Fremme af effektiv energianvendelse og vedvarende energi
  • Gode rammevilkår for udenlandsk arbejdskraft i Danmark
  • Forbedrede rammevilkår for udvikling af klyngerelationerenergi

Der er i 2008 som udgangspunkt i alt ca. 50 mio. kr. til rådighed til at understøtte projekter inden for disse temaer. Der er opstillet en række kriterier for vurderingen af de konkrete ansøgninger.

Det er de regionale vækstfora, der har ansvaret for at prioritere strukturfondsmidlerne i Danmark. Ansøgning om støtte fra den konkurrenceudsatte pulje søges således via de regionale vækstfora. Der er ansøgningsfrist den 15. august 2008.

Økonomi- og erhvervsministeren træffer afgørelse om tildeling af midler fra den konkurrenceudsatte pulje efter høring af Danmarks Vækstråd. Erhvervs- og Byggestyrelsen udsteder tilsagn eller afslag og varetager den opfølgende sagsbehandling.

For 2008 vil høringen af Danmarks Vækstråd finde sted i forbindelse med rådets møde primo december 2008. Endelig meddelelse om tilsagn og afslag kan således tidligst forventes primo 2009.

Læs mere om den konkurrenceudsatte pulje.

 

Strukturfondsprojekter, afrapportering og effekter

Strukturfondsprojekter skal opfylde nogle krav, som vedrører dels afrapportering om selve gennemførelsen af projekterne, og dels Erhvervs- og Byggestyrelsens evaluering af programgennemførelsen

www.ebst.dk/afrapportering ligger en række værktøjer, som primært vedrører opfyldelse af dokumentationskrav. Det drejer sig om materiale til halvårsrapportering, timeregistreringsskema (klar ugen efter pinse), og for socialfondsprojekter deltagerprotokol og start-/ophørsskemaer.

Bortset fra start- og ophørsskemaet, som også opfylder forordningskrav om deltagerregistrering, effekt- og resultatmåling, er disse værktøjer ikke en del af Erhvervs- og Byggestyrelsens effektmålinger.

Effektmålinger finder i første omgang sted via det elektroniske ansøgningsskema på www.ebst.dk/EUansoegning, hvor projekterne skal oplyse forventede effekter, samt skemaer til opfølgning på disse effekter ved projektets afslutning. Dertil kommer en række løbende evalueringer, hvor Erhvervs- og Byggestyrelsen vil fokusere på forskellige temaer og eventuelt indhente yderligere data end dem, der fremgår af ansøgningsmaterialet.

Evalueringerne af strukturfondsindsatsen vil så vidt muligt blive tænkt sammen med Erhvervs- og Byggestyrelsens øvrige overvågning af regionale præstationer og rammevilkår.

 

Ph.d. projekt om vækstforaenes arbejde

Erhvervs- og Byggestyrelsen indgik primo 2007 en aftale med Aalborg Universitet om at ansætte en ph.d.-studerende, som skal forske i de regionale vækstforas udvikling og arbejde. Aalborg Universitet har ansat cand. scient. adm. Peter Wilgaard Larsen til projektet.

I maj/juni 2008 vil Peter Wilgaard Larsen foretage en første interviewrunde af bl.a. vækstforummedlemmer og repræsentanter fra vækstforumsekretariaterne som led i ph.d-projektet.

Projektets formål er at udvikle ny viden og forskning på ph.d. niveau om det nye administrative set-up på det erhvervspolitiske område. Ph.d.-afhandlingen har titlen "Partnerskab og regional erhvervsfremme i Danmark". Med fokus på de regionale vækstforas strategiudarbejdelse undersøges samarbejdsrelationerne mellem de nationale, regionale, kommunale og erhvervslivets aktører.