Nyhedsbrev om regional udvikling december 07
NYHEDSBREV OM REGIONAL UDVIKLING, DECEMBER 07
Ny revisor for strukturfondene
Erhvervs- og Byggestyrelsen har efter EU-udbud indgået kontrakt med PricewaterhouseCoopers om revisionsbistand i forbindelse med administrationen af strukturfondene under målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse i perioden 2007-2013.
Det betyder, at PricewaterhouseCoopers skal revidere alle projekter, der gennemføres under regionalfondsprogrammet ”Innovation og viden” og socialfondsprogrammet ”Flere og bedre job”.
Projekterne skal hos revisor købe en samlet ”pakke” af revisionsbistand, som blandt andet omfatter forhåndsgodkendelse af ansøgere, før tilsagn udstedes, revision af periode- og projektregnskaber samt hot-line bistand til projekterne. Prisen afhænger af, hvor mange perioderegnskaber der skal revideres under projekterne.
URBACT II-programmet
EU-Kommissionen godkendte den 2. oktober 2007 strukturfondsprogrammet "The Urban Development Network Programme URBACT II". URBACT II-programmet finansieres af den europæiske regionalfond under målet om territorialt samarbejde. Alle EU-medlemslande samt Norge og Schweiz deltager i programmet. Frankrig er forvaltningsmyndighed for programmet, og programsekretariatet ligger i Paris. Det samlede budget for programmet er på i alt ca. 68 mio. € i perioden 2007-2013. Heraf kommer ca. 53 mio. kr. € fra den europæiske regionalfond.
Programmidlerne kan anvendes til at understøtte etableringen af tværnationale netværk og arbejdsgrupper med henblik på øget videndeling inden for temaer med betydning for udviklingen af byer som ramme for vækst, beskæftigelse og erhvervsudvikling. De nærmere rammer for programmidlernes anvendelse fremgår af det operationelle program, som findes på www.urbact.eu.
Programmet er åbent for alle byer i EU-medlemslandene samt Norge og Schweiz. Interessetilkendegivelser i forhold til deltagelse i netværk kan afgives inden 15. februar 2008 på www.urbact.eu, hvor man også kan læse mere om hele programmet og kontakte sekretariatet i Paris.
I Danmark er Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration primær ansvarlig for URBACT II-programmet.
ESPON 2013
Europa-kommissionen godkendte den 7. november 2007 strukturfondsprogrammet "ESPON 2013". ESPON 2013-programmet finansieres af den europæiske regionalfond under målet om territorialt samarbejde. Alle EU-medlemslande samt Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein deltager i programmet. 
Luxembourg er forvaltningsmyndighed for programmet, og programsekretariatet ligger i Luxembourg. Det samlede budget for programmet er på i alt ca. 45 mio. € i perioden 2007-2013. Heraf kommer ca. 34 mio. kr. € fra den europæiske regionalfond.
ESPON er et europæisk observationsnetværk for territorial udvikling og samhørighed. Programmidlerne kan anvendes til bl.a. at understøtte anvendt forskning, til analyser og til udvikling af videnskabelige platforme og værktøjer inden for territorial udvikling og samhørighed. De nærmere rammer for programmidlernes anvendelse fremgår af det operationelle program, som findes på www.espon.eu, hvor man også kan læse mere om hele programmet og kontakte sekretariatet i Luxembourg.
I Danmark er By- og Landskabsstyrelsen under Miljøministeriet primær kontakt på ESPON 2013-programmet.
Ph.d-studerende inden for partnerskaber og regional erhvervsfremme i Danmark
Erhvervs- og Byggestyrelsen finansierer sammen med Center for regional udvikling, Aalborg Universitet en ph.d-studerende inden for partnerskaber og regional erhvervsfremme i Danmark. Med projektet ønskes udviklet ny forskning på ph.d niveau omkring det nye administrative set-up på det erhvervspolitiske område med vækstforaene som omdrejningspunktet for den regionale erhvervsudvikling og Danmarks Vækstråd som bindeleddet mellem det nationale og det regionale niveau.
Projektet er en undersøgelse af forholdet mellem organisatorisk forandring og strategiudvikling i regional erhvervspolitik, der i lyset af internationale erfaringer belyser den danske proces gennem en empirisk undersøgelse af udviklingen af de regionale vækstfora.
I ph.d-stipendiet er pr. 15. november 2007 ansat cand.scient.adm. Peter Wilgaard Larsen.
Primo 2008 nedsættes en styregruppe for projektet bestående af repræsentanter fra regioner, kommuner, forskningsverdenen og Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Nyt tekstfelt i det elektroniske ansøgningsskema
Pr. 1. januar 2008 tilføjes et nyt tekstfelt om ”projektets erhvervspolitiske rationale” til det elektroniske ansøgningsskema til strukturfondsmidler under målet om regional konkurrenceevne og beskæftigelse.
I det nye felt skal ansøger forholde sig til, hvordan det ansøgte strukturfondsprojekt medvirker til at øge væksten og beskæftigelsen i det lokale og regionale erhvervsliv, og dermed hvorfor der skal anvendes offentlige midler til netop dette projekt.
Erhvervs- og Byggestyrelsen ønsker med det nye tekstfelt at sætte særlig fokus på, hvordan ansøgte projekter er erhvervsrettede og dermed, hvordan projekterne vil medvirke til at opfylde målene i såvel de regionale erhvervsudviklingsstrategier som i regeringens globaliseringsstrategi.