Publikationer
Blanketter
Lovgivning
Høringer
Udbud
Nyhedsservice

 

EXPO-hæder til Danmark

16.09.2008

Den danske pavillon på verdensudstillingen i Zaragoza har modtaget en sølvmedalje for sit design. GRUNDFOS blev tildelt hele to priser ­–  en guldmedalje for sit mangeårige engagement i EXPO-verdens­udstillinger samt en specialpris for bedste virksomhedspavillon.

Ved afslutningen af verdensudstillingen Expo 2008 Zaragoza blev den danske pavillon ”Ringe i vand” præmieret med en sølvmedalje i kategorien bedste design. Pavillonen, der er skabt af Spektrum Arkitekter, blev af EXPO-dommerkomiteen rost for sin rene design og æstetik.  Det skete i konkurrence med verdensudstillingens øvrige mellemstore pavilloner.

Direktør Finn Lauritzen, Erhvervs- og Byggestyrelsen:

-Vi er stolte over, at den fornemme danske design-tradition har fået en sølvmedalje på verdensudstillingen i Zaragoza. Det høje stade inden for design og arkitektur vil vi videreføre på den næste verdensudstilling i Shanghai 2010, hvor jeg er sikker på, at vi også vil blande os i topstriden om medaljer og andre hædersbevisninger.


GRUNDFOS, der som en af kun fem private virksomheder har haft sin egen pavillon i Zaragoza, modtog lørdag aften hele to priser ­– en specialpris for bedste virksomhedspavillon og en guldmedalje. BIE, Det Internationale Udstillingsbureau, begrunder tildelingen med pumpekoncernens mangeårige deltagelse i forskellige verdensudstillinger og for dens støtte til verdensudstillinger som et globalt mødested for mennesker, ideer og virksomheder. GRUNDFOS er hovedsponsor for Expo 2008 Zaragoza og er desuden en af den danske stats hovedsamarbejdspartnere i Danmarks deltagelse ved den næste verdensudstilling i Shanghai 2010.

Direktør Kim Klastrup, GRUNDFOS:

-Vi støtter ikke kun verdensudstillinger af idealistiske grunde, men har altid brugt Expo-deltagelsen aktivt til branding af vores virksomhed og vore produkter. Derfor har det været naturligt for os at være hovedsponsor for verdensudstillingen her i Zaragoza, og derfor deltager vi med glæde i den danske Expo-satsning frem mod Shanghai 2010. Det er en stor ære for os at modtage denne medalje.


Verdensudstillingen Expo 2008 Zaragoza lukkede lørdag aften efter tre måneders udstillingsaktiviteter. 

Kontaktpersoner:

Direktør Finn Lauritzen, Erhvervs- og Byggestyrelsen, tlf. 3546 6650, e-mail fl@ebst.dk

Direktør Kim Klastrup, GRUNDFOS, tlf. 4017 6900, e-mail kklastrup@grundfos.com

Læs mere om Expo Zaragoza 2008 på www.expoinfo.dk

 

Fakta


Om EXPO 2008:

  • EXPO Zaragoza 2008, Spanien, fandt sted fra 14. juni til 14. september 2008.
  • Udstillingen blev afholdt på et 25 hektar stort udstillingsområde, der udgjorde rammen om pavilloner og udstillinger fra de i alt 104 tilmeldte lande og internationale organisationer.
  • En foreløbig opgørelse fra de spanske arrangører viser, at flere end 5,5 millioner besøgende har gæstet Expo Zaragoza 2008.
  • Baseret på tidligere erfaringer vil den danske pavillon, der er på ca. 600 m2, skønsmæssigt blive besøgt af ca. 10 procent af det samlede publikum – svarende til ca. 7.000 pr. dag.

Om den danske deltagelse: 

  • Det samlede budget for den danske deltagelse ved EXPO 2008 har ligget i størrelsesordenen 11 mio. kroner. Heraf har staten bidraget med 8 mio. kr. Den resterende del kommer fra private partnere.
  • Det overordnede tema for Expo Zaragoza 2008 var ”Vand og Bæredygtig Udvikling”. Den grundlæggende tanke med bæredygtighed er at skabe de bedst mulige betingelser for mennesker og miljø både nu og i fremtiden, og det danske erhvervsliv er allerede godt med i processen. I den danske pavillon er forskningens og erhvervslivets formåen blevet udstillet, både hvad angår miljøeffektive teknologier og miljøvenlige produkter. Bæredygtighed har også  præget udbuddet i pavillonens café.
  • Et andet område, der er blevet lagt stor vægt på i den danske pavillon, er design. Dansk design er internationalt anerkendt for meget høj kvalitet med udgangspunkt i en lang formgivningsmæssig tradition. I Danmark bliver design i dag i stigende grad anerkendt som en vigtig vækstfaktor for virksomheder. Det bruges i dag på et strategisk og konceptuelt niveau, hvor design tænkes ind fra start til slut. 

Om den danske pavillon:

  • Udstillingen i den danske  pavillon, ”Ringe i vand”, repræsenterede dansk natur og bæredygtige energiformer. Udstillingen var bygget om fem cylindre, der hver især bød på en unik oplevelse af naturressourcerne vind, vand, biologi, lys og mennesker. Konceptet for ”Ringe i vand” er udtænkt at den danske arkitektgruppe Spektrum Arkitekter i samarbejde med Loop Associates og Idébureauet 2+1.

Om hovedpartnerne ved Expo Zaragoza 2008:

  • Hovedpartnerne bag den danske pavillon i Zaragoza er DHI, DTU, Kost & Ernæringsforbundet, Teknologisk Institut og Vestas. 

Om GRUNDFOS: 

  • GRUNDFOS er med en årlig produktion på ca. 16 mio. enheder verdens førende producent af pumper. Alene inden for cirkulationspumper dækker Bjerringbro-virksomheden omkring 50 procent af verdensmarkedet.
  • GRUNDFOS blev etableret i 1945 af Poul Due Jensen og er i dag repræsenteret af 78 virksomheder i 41 lande.
  • GRUNDFOS omsatte i 2007 for knap 17 mia. DKK.
  • GRUNDFOS har en lang tradition for deltagelse i Expo-verdensudstillinger. Siden EXPO 92 i Sevilla har virksomheden har haft status af EXPO-partner ­ – enten i samarbejde med den danske pavillon på udstillingen eller som samarbejdspartner med udstillingens arrangør.
  • Ved Expo Zaragoza 2008 har GRUNDFOS været en af verdensudstillingens fem hovedsponsorer med egen pavillon og udstilling.
  • Ved den kommende verdensudstilling World Expo 2010 Shanghai vil GRUNDFOS være blandt den danske stats hovedpartnere.