Tvetydige vejnavne koster 20 mio. kr. årligt
Veje med samme navn skaber hvert år alvorlige problemer og koster samfundet millioner. Nye vejnavne og postnumre løser problemet.
Vareforsendelser der havner det forkerte sted og vigtige breve, der aldrig når frem. Det er en daglig gene for mange borgere og virksomheder i Danmark. Problemerne skyldes, at flere veje inden for samme postnummer bærer samme navn. Værre er det, at også udrykningskøretøjer kører til den forkerte adresse. En ny undersøgelse viser, at der ca. 1900 gange årligt ringes 112 fra en adresse, som har en dobbeltgænger inden for samme postnummer. Det svarer til 5 udrykninger om dagen, hvor der er risiko for fejl - og det koster menneskeliv.
Finn Lauritzen, direktør i Erhvervs- og Byggestyrelsen:
- Det er et alvorligt problem, og det bliver værre i takt med, at flere og flere bruger GPS og IT-systemer, der er 100 procent afhængige af helt entydige informationer. Derfor er jeg glad for, at vi har fået kortlagt problemet og fundet en løsning.
Ifølge undersøgelsen af flertydige vejnavne er der knap 1000 vejnavne i Danmark, der kan forveksles, fordi navnet optræder to eller flere gange inden for samme postnummer. Det koster samfundet omkring 20 mio. kr. om året.
Løsningen på problemet skal findes i en kombination af flere initiativer. Nogle steder skal kommunalbestyrelserne fastsætte nye vejnavne, andre steder vil Post Danmark justere postnummergrænsen eller oprette helt nye postnumre. De ændrede postnumre er tilgængelige på Post Danmarks hjemmeside: www.postdanmark.dk.
Erhvervs- og Byggestyrelsen har, sammen med Kort- og Matrikelstyrelsen og Post Danmark, foretaget undersøgelsen af de flertydige vejnavne. Som løsning på problemet har Erhvervs- og byggestyrelsen udsendt: ”Bekendtgørelse om vejnavnes entydighed mv.” der trådte i kraft den 1. januar 2008. I bekendtgørelsen findes en liste med vejnavnekonflikter, som kommunerne og Post Danmark skal løse inden den 1. juli 2008. Efter 1. juli vil en adresse bestående af vejnavn, husnummer og postnummer således altid være entydig.
Læs "Bekendtgørelse om vejnavnes entydighed mv."
Læs mere om konsekvenserne af de flertydige velnavne her
Kontaktperson: Kommunikationschef i Erhvervs- og Byggestyrelsen, Ulla Jacobsen, tlf.: 35 46 66 60
Faktaark
- I Danmark er der ca. 109.000 vejnavne. Knap 1000 vejnavne optræder én eller flere gange indenfor samme postnummer. Problemet berører ca. 20.000 helårsadresser og 5.000 erhvervsadresser.
- 19 tons tagsten og 100 m2 rullegræs leveret på den forkerte adresse var blandt de eksempler, der kom frem i kortlægningen af problemet. Ligeledes var der eksempler på stævninger, sessionsindkaldelser, opkrævninger og indkaldelse til hospitalsundersøgelser, der var havnet det forkerte sted – til stor gene for borgerne
- De hyppigst forekomne vejnavne i Danmark er: Lærkevej, Birkevej, Vibevej, Vinkelvej og Engvej.
- Problemerne skal løses i foråret 2008, dels ved ændring af visse postnumre, dels ved omdøbning af visse vejnavne. Se bekendtgørelsen og listen over de vejnavne, der bliver berørt af ændringerne nedenfor.