Danmark går glip af EU-eksport for over 100 mia. kr.
Hver fjerde danske eksportvirksomhed støder på ulovlige handels-hindringer. Det betyder, at Danmark går glip af mere end 100 mia. kr. om året i tabt eksport. Indre Markeds Center styrker nu indsatsen for at hjælpe virksomhederne til EU-handel uden hindringer.
Direktør i Erhvervsstyrelsen Betina Hagerup :
- Vi går glip af eksport for mere end 100 mia. kr. om året pga. andre EU-landes handelshindringer. Det er uacceptabelt og derfor har vi valgt at styrke hjælpen til de danske virksomheder. Med Indre Markeds Center kan virksomhederne få anonym, hurtig og gratis vejledning og hjælp, når de rammes af handelshindringer.
Indre Markeds Center rådgiver om reglerne for eksport til andre EU-lande, afklarer om handelshindringen er ulovlig eller ej og hjælper med at fjerne konkrete handelshindringer. Der er oprettet en hotline på tlf. nr. 3546 6200 og står klar med en ny hjemmeside http://indremarkedscenter.dk/, hvor virksomhederne hurtigt og nemt kan få oplysninger om EU-handel uden hindringer.
EU’s indre marked er i dag verdens største. Regeringen arbejder målrettet på at styrke væksten og antallet af arbejdspladser i Danmark ved bl.a. at øge eksporten til EU-landene.
Analyser viser, at der stadig er et stort uudnyttet potentiale for dansk eksport. Potentialet bliver ikke udnyttet, fordi virksomhederne – på trods af intentionen om et frit marked - møder forskellige handelshindringer. Hindringer kan fx være krav om særlig dokumentation, forskellige regler, mærkninger, test af varer og serviceydelser.
Indre Markeds Center er en del af Erhvervsstyrelsen, som hører til Erhvervs- og Vækstministeriet.
Kontakt: Kommunikationschef Ulla Jacobsen, Erhvervsstyrelsen, telefon 35 46 66 60
Fakta
- Hvert år eksporterer danske virksomheder til andre lande i EU for over 350 mia. kr.
- EU er den største eksportdestination for danske virksomheder – ¾ af vareeksporten og ½ af serviceeksporten går til EU
- Hver fjerde danske virksomhed møder handelshindringer, når de handler med et andet EU-land. Nogle er lovlige, andre er ikke. Indre Markeds Center kan hjælpe med at finde ud af, om en handelshindring er ulovlig. Hvis den er, kan de også hjælpe med at få den fjernet.
- Handelshindringer betyder, at eksportindsatsen besværliggøres og fordyres, og danske virksomheder mister konkurrenceevne.
- Virksomhederne kan kontakte centret anonymt. De giver et hurtigt svar - inden 5 dage ved de, om hindringen er lovlig eller ej. Og det koster ikke noget.
- Der er et estimeret uudnyttet eksportpotentiale i EU på 108. mia. kr. om året. (”Eksportpotentiale og barrierer for dansk eksport af varer til lande uden for EU”, Erhvervs- og Byggestyrelsen, marts 2009)
Om Indre Markeds Center:
Indre Markeds Center er en del af Erhvervsstyrelsen, som hører til Erhvervs- og Vækstministeriet. Centret arbejder for, at EU’s indre marked bliver mere åbent og velfungerende.
Målet er at:
- Styrke væksten og antallet af arbejdspladser i Danmark ved at øge eksporten til EU-landene
- Fjerne handelshindringer for danske virksomheder, der sælger varer og serviceydelser til andre EU-lande
- Gøre det indre marked mere åbent, så der bliver lige konkurrence og lavere priser for forbrugerne.
Centret opfylder målet ved at:
- Fjerne handelshindringer for eksport af varer og serviceydelser
- Fortælle om andre EU-landes krav til konkrete produkter eller serviceydelser
- Oplyse om kravene til at starte eller drive virksomhed i et andet EU-land
- Hjælpe med kontakt til den rette myndighed i et andet EU-land
Læs mere på http://indremarkedscenter.dk/
Case
- JYSK sælger brusehoveder og -slanger fra sine butikker i mange europæiske lande. Polen krævede, at varerne skulle CE-mærkes, før de kunne sælges på det polske marked. JYSK henvendte sig til Indre Markeds Center for at få hjælp.
http://www.indremarkedscenter.dk/cases/344279
Kontakt til JYSK via Erhvervsstyrelsen (Ulla Jacobsen) - Se flere cases på http://www.indremarkedscenter.dk/cases/0/26