Nøgletal skal give bedre byggeri - og omfatter nu også bygherrer
De statslige og almene bygherrer skal nu have beregnet og offentliggjort nøgletal, der fx synliggør bygningernes energiforbrug samt fejl og mangler
I regeringens Byggepolitiske Handlingsplan ’Bedre og billigere byggeri’ fra foråret 2007 var det ambitionen, at der skulle etableres et nøgletalssystem for alle byggeriets parter. Nøgletallene skal skabe synlighed om kvaliteten i byggeriet som fx mangler, overholdelse af pris og tidsfrister, energiforbrug og kundetilfredshed, og bidrage til at skabe en evalueringskultur i branchen. Først indførtes nøgletal for entreprenører. I 2008 nøgletal for rådgivere. Nu følger nøgletal for bygherrer.
Direktør i Erhvervs- og Byggestyrelsen Finn Lauritzen:
- Det udbyggede nøgletalssystem vil give mere kvalitet og bedre produktivitet i byggeriet. Nu skaber vi klarhed for alle parter og dermed endnu et incitament til at sikre kvaliteten hos bygherrer, rådgivere og entreprenører.
I det almene byggeri kan bygherrenøgletal komme til at indgå som et redskab i den lokale styringsdialog mellem kommune og boligorganisation samt ved kommunens valg af bygherre til en konkret byggeopgave.
Afdelingschef i Indenrigs- og Socialministeriet Frank Bundgaard:
- Bygherrenøgletal skaber et bedre grundlag for dialogen mellem boligorganisation og kommune – og i byggeriet generelt – mellem bygherre og bestiller.
Ved at indføre bygherrenøgletal i det statslige og almene byggeri skabes der gennemsigtighed om bygherrernes præstationer, og nøgletallene kan bruges som redskab til benchmarking. Først og fremmest internt hos bygherrerne, men også i forbindelse med sammenligninger bygherrerne imellem. Hermed kan nøgletal bidrage til læringsprocessen i bygherrens organisation.
Som en vigtig nyskabelse omfatter bygherrenøgletallene en vurdering af byggeprocessen ud fra en bestillersynsvinkel. Der introduceres også et nyt nøgletal vedrørende det forventede energiforbrug i nybyggeriet. Hermed følger nøgletalssystemet op på bestræbelserne på at gøre byggeriet mere energieffektivt.
Kontaktpersoner:
Erhvervs- og Byggestyrelsen, kontorchef Lasse Sundahl, 35466340
Indenrigs- og Socialministeriet, chefkonsulent Karsten Gullach, 33924640
Fakta
- Bestemmelserne om nøgletallene fremgår af to nye bekendtgørelser BEK 1304 (alment byggeri) og BEK 1469 (statsligt byggeri)
- Nøgletallene offentliggøres på hjemmesiden http://www.bedstepraksisibyggeriet.dk fra sommeren 2010 (statsligt byggeri) og på Byggeskadefondens hjemmeside (alment byggeri)
- Det samlede nøgletalssystem skal evalueres senest i 2012
- Yderligere informationer om nøgletallene kan findes på Erhvervs- og Byggestyrelsens samt Indenrigs- og Socialministeriets hjemmesider http://www.ebst.dk/noegletal_vejledning og http://www.sm.dk