Hovedstaden har flest innovative virksomheder
Ifølge Regionalpolitisk vækstredegørelse 2009 er virksomheder i Region Hovedstaden mere innovative end virksomheder i de øvrige regioner.
Regionalpolitisk vækstredegørelse for 2009 beskriver den regionaløkonomiske udvikling i regionerne. Endvidere analyseres udviklingen inden for uddannelse, iværksætteri og innovation, og der gives en række eksempler på de konkrete vækstpolitiske indsatser.
Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen:
| - | Regionalpolitisk vækstredegørelse indeholder mange gode eksempler på nytænkning. Både inden for udvikling af ny velfærdsteknologi og på klima- og energiområdet. Særligt i disse tider er det vigtigt, at vi har en god sammenhæng mellem den regionale og den nationale vækstindsats. Det skal give ostilstrækkelig udbytte af de midler, vi investerer i vækst og erhvervsudvikling regionalt. |
| - | Grøn vækst vil være et væsentligt fokusområde for regeringens lokale og regionale vækstpolitiske initiativer i det kommende år. Regeringen udarbejder et regionalpolitisk udspil om et Danmark i balance. Her sætter vi fokus på, at udviklingen af Danmark som førende grøn vækstøkonomi udfoldes og forankres bredt i det danske samfund. Det vil styrke væksten i hele landet – ikke mindst er det vigtigt, at yderområderne kommer med. |
Region Hovedstaden har prioriteret innovation højt og anvendt en stor del af EU’s strukturfondsmidler til regionen på innovationsområdet. Tal fra Regionalpolitisk vækstredegørelse 2009 viser, at virksomheder i Region Hovedstaden er lidt mere innovative end virksomhederne i de øvrige regioner.
Den regionale erhvervspolitiske indsats i Region Hovedstaden understøttes i perioden 2007-2013 med 70 mio. kr. om året fra EU’s strukturfonde.
Der er blandt andet givet støtte til:
- Iværksætterhuset på Blågårds Plads (Niels Brock), som tilbyder studerende kompetencer i iværksætteri, innovation og netværksdannelse.
- Innovation Center Copenhagen, som rådgiver offentlige institutioner om innovation.
Kontaktperson: Vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen Anders Hoffmann, tlf. 35 46 63 86
Læs hele Regionalpolitisk vækstredegørelse 2009 på www.regionalt.dk