Publikationer
Pressemeddelelser
Blanketter
Lovgivning
Høringer
Udbud
Nyhedsservice
Om EBST

Nordjysk vokseværk

19.05.2011

Projektet 'Flere Virksomheder i Vækst' giver nordjyske vækstvirksomheder råd til gode råd. Private konsulenter og uddannelsesinstitutioner hjælper virksomhederne med at få lagt gode vækststrategier og sat handling bag ordene.

Billede til teksten 'Nordjysk vokseværk'Omkring 200 nordjyske virksomheder deltager fra 2008 til 2011 i virksomhedsudviklingsprojektet 'Flere Virksomheder i Vækst' (FViV), der bliver ledet af Væksthus Nordjylland. Projektet bevilliger penge til konsulentbistand til virksomheder i vækst, som med professionel rådgivning og sparring omkring strategi- og kompetenceudvikling får hjælp til at udnytte deres vækstpotentiale bedst muligt.

Baseret på gode erfaringer
FViV, som er baseret på erfaringerne fra tidligere vellykkede udviklingsprojekter i Nordjylland, er delt op i fire indsatsområder; kompetenceudvikling af egne medarbejdere, kompetenceudvikling i netværk, chef til leje og tilknytning af arbejdskraft.

- Virksomhederne bliver analyseret for at finde ud af, hvilket indsatsområde, der kan hjælpe dem bedst, og derefter bliver en ekstern konsulent tilknyttet virksomheden for at gennemføre indsatsen, fortæller projektleder i Væksthus Nordjylland Heidi Stubberup Ebeling.

Effektivisering af forretningen
Urtekram International A/S, som leverer og producerer økologiske kolonial- og body care-produkter er en af de virksomheder, der har haft glæde af FViV. Med en bevilling på 400.000 kroner til kompetenceudvikling af egne medarbejdere har Urtekram International A/S fået effektiviseret forretningen og styrket virksomhedens strategiske egenskaber.

- Vores indkøbere har fået undervisning i blandt andet segmentering, konflikthåndtering og forhandlingsteknik, fortæller logistikdirektør og projektleder i Urtekram International A/S, Toke Fonsbøl.

- Forløbet har virkelig været en øjenåbner, hvor vi har set, hvor vigtigt det er at afstemme kursen på tværs af organisationen, og hvor vigtig forberedelse er. Vi er blevet bedre til at forhandle og træffe de rigtige valg, blandt andet ved hjælp af realistiske rollespil, hvor vi forsøger at tage modpartens perspektiv for derigennem at være bedst muligt forberedt til forhandlingen, fortsætter Toke Fonsbøl.

Fakta
- Om projektet

'Flere Virksomheder i Vækst' er et virksomhedsudviklingsprojekt, som skal skabe øget vækst i nordjyske virksomheder bl.a. igennem støtte til konsulentbistand til kompetenceudvikling af medarbejdere inden for områder som strategi, HR, ledelse, salg og marketing, produktivitet, e-business m.v.
- Økonomi
Projektets samlede budget er på ca. 113 mio. kr., hvoraf godt 56 mio. kr. kommer fra EU's Socialfond, mens resten bliver medfinansieret af de deltagende virksomheder.
- Aktører
Projektet faciliteres og administreres af Væksthus Nordjylland i tæt samarbejde med de nordjyske erhvervskontorer, private konsulenter og uddannelsesinstitutioner. Omkring 200 vækstvirksomheder i Region Nordjylland forventes at deltage.
- Periode
'Flere Virksomheder i Vækst' løber fra 2008-2011.