Publikationer
Blanketter
Lovgivning
Høringer
Udbud
Nyhedsservice

Projektmedarbejdere til området Handel og Erhverv

30.01.2004

Projektmedarbejdere området Handel og Erhverv
Vi har et antal ledige projektstillinger i vores område, så vil du være med til at styrke erhvervslivets internationale konkurrenceevne, har vi måske jobbet til dig. Ansættelsen er midlertidig i 1 år.

Jobbet
Du skal arbejde i vores område for Handel og Erhverv, hvor vi beskæftiger os med at analysere, vurdere og varetage danske erhvervsinteresser bl.a. inden for temaerne handelspolitik og EU's indre marked. På disse områder deltager vi i internationale forhandlinger i relevante fora i EU og WTO.
Målet er at sikre dansk erhvervsliv det bedst mulige udgangspunkt for at tage del i den globale konkurrence.

Netop nu står vi i en spændende fase, hvor vi skal udvikle nye strategier for vores handelspolitiske arbejde i WTO og for vores indre markeds arbejde i forhold til standardisering. Den handelspolitiske strategi skal udvikles i samarbejde med vores departement og andre dele af ministeriet. Vores bidrag kommer især til at omhandle antidumping og tjenesteydelser.

Strategien for standardisering laver vi sammen med Ministeriet for videnskab og teknologisk udvikling.

Dertil kommer, at vi i år skal gennemføre et helt nyt indre marked initiativ, der går ud på at identificere og fjerne danske handelshindringer i det indre marked. Dette projekt sker inden for rammerne af en nyetableret Task Force, og er en udløber af regeringens publikation om vækst gennem globalisering.

Personen
Du er dynamisk, engageret og kreativ. Du kan arbejde målrettet i tæt samarbejde med andre, og du er udadvendt og kontaktskabende.
Du har en samfundsvidenskabelig, økonomisk og/eller en juridisk uddannelse. Derudover er det vigtigt, at du:

  • er dygtig til at tænke politisk og til at kommunikere skriftligt og mundtligt
  • stiller meget store kvalitetskrav til dit arbejde
  • kan arbejde effektivt under tidspres - uden at miste humøret
  • er grundig og analytisk
  • er fleksibel og god til at samarbejde
  • har kendskab til handelspolitik generelt, og det skader ikke, hvis du ved hvad antidumping og tjenesteydelser handler om
  • har kendskab til EU, især det indre marked.

Da der er tale om forskellige projekter, forventer vi ikke, at du opfylder alle disse krav. Især til Task Forcen har vi blandt andet brug for (EU) juridiske kompetencer, mens vi til de andre strategiprojekter i højere grad efterspørger samfundsfaglige/økonomiske kompetencer.
Vi tilbyder
Spændende job i udviklende projekter med gode muligheder for faglig og personlig udvikling.

Løn- og ansættelsesforhold sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC.

Ring til kontorchef Søren Hellener på 35 46 66 40, hvis du vil høre mere om jobbet.

Send din ansøgning mærket Handel og Erhverv så vi har den senest 12. februar 2004, kl. 16.00.

Erhvervs- og Boligstyrelsen
Administration, Teknologi og Brugerservice
Dahlerups Pakhus
Langelinie Allé 17
2100 København Ø

Tlf. 35 46 60 00
Fax 35 46 60 01

E-post ebst@ebst.dk

Erhvervs- og Boligstyrelsen er en del af Økonomi- og Erhvervsministeriet. Vi arbejder med Erhvervs-, bygge- og boligpolitik. Vores vision er at skabe attraktive boliger, byer og regioner og et blomstrende erhvervsliv.
Vi er organiseret i fire faglige områder: Handel og Erhverv, Byggeri, Regional Erhvervspolitik og Boligmarkedet. Vi er ca. 250 medarbejdere. Vi sidder i storrum og arbejder projektorganiseret.