Publikationer
Pressemeddelelser
Blanketter
Lovgivning
Høringer
Udbud
Nyhedsservice
Om EBST

Lovgrundlag

05.01.2012

Gennemførelse af C-våben konventionen i Danmark

Danmark ratificerede C-våben konventionen i juli 1995 efter, at Folketinget havde vedtaget Lov nr. 443 af 14. juni 1995 om inspektioner, erklæringsafgivelse og kontrol i forlængelse af De Forenede Nationers konvention om forbud mod kemiske våben.

C-våbenkon ventionen trådte i kraft den 30. april 1997, og loven blev umiddelbart derefter sat i kraft, jf. bekendtgørelse nr. 297 af 30. april 1997.

Loven er ændret med lov nr. 228 af 23. april 2002 og igen ved lov nr. 487 af 25. maj 2011.

Med lov nr. 487 af 25. maj 2011 er der indført et generelt forbud mod at fremstille liste 1-kemikalier, uden at der foreligger en tilladelse fra erhvervs- og vækstministeren. Samtidig er Erhvervsstyrelsen blevet bemyndiget til at fastsætte de nærmere krav til tilladelse til lovlige aktiviteter med liste 1-kemikalier.

Loven indfører endvidere en generel forpligtelse for alle virksomheder, der er berørt af konventionen til at indberette oplysninger om aktiviteter med kemikalier til Erhvervsstyrelsen.

Erhvervsstyrelsen har den 4. november 2011 udstedt bekendtgørelse nr. 1022 om erklæringsafgivelse, kontrol, inspektioner m.v. i medfør af De Forenede Nationers konvention om forbud mod kemiske våben (C-våbenbekendtgørelsen). Bekendtgørelsen trådte i kraft den 11. november 2011 og samtidig er den tidligere C-våbenbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 235 af 30. marts 2004 ophævet).

Den ny C-våbenbekendtgørelse udmønter blandt andet de bestemmelser, der fremgår af lov nr. 487 af 25. maj 2011. Bekendtgørelsen indeholder følgende nye hovedelementer:

  • Opstilling af de krav som virksomhederne skal opfylde for at kunne få tilladelse fra Erhvervsstyrelsen til at fremstille liste 1-kemikalier.
  • Præcisering af at fremstilling af liste 1-kemikalier (samt liste 2- og 3-kemikalier) også omfatter den situation, hvor liste 1-, 2- og 3-kemikaliet dannes og forbruges som et mellemprodukt, et biprodukt eller affaldsprodukt i den kemiske proces, og hvor isolering af kemikaliet vil være mulig.
  • Oplysninger om hvilke virksomheder der skal indberette oplysninger, fristerne for indberetning samt hvilke oplysninger der er tale om. Disse oplysninger har tidligere alene fremgået af de indberetningsskemaer, som styrelsen udsender til virksomhederne.

Endelig er minimumsgrænserne for indberetning af import og eksport af liste 2- og 3-kemikalier nu fjernet. Det betyder, at virksomhederne skal indberette al import og eksport af de pågældende kemikalier med angivelse af mængderne.