Kriser og klynger

Professor Peter Maskell, Handelshøjskolen, Direktør for DRUID

De vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, lancerede i slutningen af januar 2009 en rapport om Hovedstadsregionen’s styrker og svagheder. Det er på mange måder interessant læsning. Dels på grund af de talrige og relevante problemer rapporten behandler med betydelig grundighed og nye data over sine i alt 200 sider. Dels fordi den er en aktuel påmindelse om, hvor hurtigt hele det politisk-økonomiske landskab forandres. Lad mig give et par eksempler.

Da arbejdet med selve rapportskrivningen igangsattes for under et år siden, var et af de politiske prioritetsområder fortsat, hvordan man bedst kunne sikre billige boliger til især familier med unge forsørgere i offentlige jobs. Sygeplejersker og politibetjente blev således fremhævet, som personalegrupper med ringe mulighed for at kunne finde en åbning på et stadigt mere opskruet boligmarked. I dag har projektmagerne for længst opgivet at sælge deres nybyggede boliger og udlejer dem i stedet til fortsat faldende priser. Boligejere med flytteplaner, men uden aktuelle salgschancer, vil sikkert snart følge trop. Selv de omtalte offentlige ansatte kan nu vælge og vrage mellem en stadig voksende mængde af glimrende ledige boliger. Hvis den nuværende tendens fortsætter, kommer markedet gradvis nærmere til en realisering af Ritt Bjerregårds forkætrede valgløfte om 5000 boliger til 5000 kr – om end på en noget anden og langt mindre kreativ måde, end man planlagde i den dertil indrettede ’Fonden for Billige Boliger’.

Arbejdsmarkedet er et andet eksempel på uventede store, ja radikale ændringer over meget kort tid. Hovedproblemet for et år siden var overophedningen i mange regioner landet over. Virksomheder skreg på ledige hænder, og aviser flød over med jammerhistorier om tabte ordrer og ubetjente maskiner. Her et år senere lyder det som et sagn fra gamle dage: forjættende – og meget uvirkeligt. Selv med fremskyndede offentlige investeringer kan det næppe undgås, at arbejdsløshedstallet nu kryber i vejret. Og de mange, ikke mindst mange unge, der i højvækstårene fravalgte a-kassen til fordel for øget forbrug, står pludselig overfor en uvarslet og slem forskrækkelse, når selv kontanthjælpskassen er lukket, indtil friværdi og formue er forbrugt. Det er ikke let at overleve på de i dag reducerede offentlige ydelser, så behovet for at nedbringe boligudgifterne kommer let på tale. Udviklingen på arbejdsmarkedet kan dermed forstærke den negative spiral på ejendomsmarkedet, og tilsammen udgør de formentlig årets største – og nye - udfordring også for regioner og kommuner.

Krisen og Krugman
Når et økonomisk omslag først har fundet sted, er der ofte mange, der med betydelig klogskab kan forklare, hvorfor og hvordan det var uafvendeligt. Men inden omslaget er der få, der tør risikere deres gode navn og rygte på at male med den sorte pensel. En ganske markant undtagelse er årets Nobelprismodtager i økonomi, Paul R. Krugman, professor ved det prestisiøse Princeton University i New Jersey, USA. Helt tilbage i 2003, da andre talte om den kriseløse kapitalisme og uafvendelige fortsatte vækstbølge, startede Krugman sine angreb på den amerikanske økonomiske politik og de akkumullerende underskud, der efter hans opfattelse uafvendeligt ville lede til en voldsom økonomisk krise. Han forudså sammenbruddet i det amerikanske boligmarked, og fra 2005 og frem identificerede han specielt den amerikanske centralbanks ledelse som hovedansvarlig qua bankens tilbageholdenhed med at iværksætte nødvendige indgreb i tide. Hans uhyre indflydelsesrige faste klumme i det førende amerikanske dagblad New York Times drog sammenligninger til 1930-ernes store depression og rummede så hårde og vedvarende angreb på den siddende regering, at de fleste iagttagere mente, at Nobelpriskomiteen ville afholde sig fra at overveje hans kandidatur for at undgå anklager om at ville påvirke præsidentvalgkampen i efteråret 2008.

At den økonomiske Nobelpriskommité alligevel valgte ham som årets prismodtager, var ikke den eneste overraskelse. Den nok største overraskelse var, at han fik prisen udelt og eksplicit fik den for at være hovedkraften i udviklingen af hele to teorifelter. Dels den såkaldte nye handelsteori, som nu udgør grundstenen i vor forståelse for nationale erhvervsmæssige specialiseringsmønstre og handelsstrømmes udvikling. Dels for at have valgt et nyt fundament for teorier om lokalisering og økonomisk geografi. Det er i dag så godt som umuligt at beskæftige sig fagligt med årsagerne til udviklingen af regionale forskelle uden på en eller anden måde at drage nytte af Krugmans indsigt og bidrag.

Hans bog fra 1991 om Geografi og Handel indledes med erkendelsen af, at han har brugt hele sin økonomiske karriere på at tænke og skrive om økonomisk geografi uden egentlig at være sig det bevidst. Bogen og hans bredt læste artikel i et fagtidsskrift fra samme år gav anledning til en helt ny tænkning indenfor, hvad der i dag indenfor økonomkredse er kendt som ny eller Krugmansk økonomisk geografi, medens nogle geografer foretrækker betegnelsen ’geografisk økonomi’. Uanset betegnelse indebar Krugmans arbejder en genopdagelse og revitalisering af kernespørgsmålene i lokaliseringsteori og økonomisk-geografisk analyse, nemlig:

• På hvilken måde er erhvervsvirksomheders adfærd og success påvirket af deres lokalisering?
• Hvilke mekanismer ligger bag den ujævne geografiske fordeling af økonomisk aktivitet?
• Hvorfor ses tendenser til, at ens eller beslægtede typer af økonomisk aktivitet samles i klynger på bestemte steder?
• Hvordan skabes og reproduceres regionale økonomiske specialiseringsmønstre?

Krugmans bidrag bestod i at angribe disse traditionelle spørgsmål med et nyt økonomiske metode- og begrebsapparat. Han opstillede simple og intuitivt overbevisende modeller til erstatning for de hidtidige dominerende forklaringer, der oftest var baseret på aggregering af enkeltobservationer og på ad-hoc-agtige argumentationskæder. Endnu vigtigere var det nok, at Krugmans økonomiske modeller rummede radikalt forbedrede muligheder for forudsigelser om den geografiske fordeling af økonomisk aktivitet. Han øgede dermed potentialet for at udvikle og anvende regionalpolitiske virkemidler langt udover, hvad der tidligere havde været muligt.

Man kan naturligvis fundere over, hvordan det kan være, at en række traditionelle økonomisk-geografiske spørgsmål – allerede grundigt analyseret af folk som Alfred Marshall så tidligt som 1890 og af Alfred Weber i 1909 – ville tiltrække så stor opmærksomhed i det 21, århundrede. Svaret ligger formentlig i de fænomener, der ofte sammenfattes under begrebet ‘globalisering’, og som har trukket lokaliseringsspørgsmålet helt frem i rampelyset. Hvordan vil, f.eks. et langvarigt fald i prisen på udveksling af varer, tjenesteydelser og information over lange afstande påvirke lokaliseringen af økonomisk aktivitet, og hvad er den generelle effekt i øvrigt af global økonomisk integration? Hertil kommer, at de senere års fokus på læring og innovation, som nøgleprocesser bag vedvarende konkurrenceevne, har medvirket til at gøre nogle af disse kernespørgsmål i økonomisk geografi interessante og relevante for langt bredere kredse end førhen.

Set med professionelle øjne består Krugmans hovedbidrag her i at rette fagøkonomers opmærksomhed mod sammenhængen mellem geografisk lokalisering og specialisering på den ene side, og økonomisk vækst på den anden. Han dokumenterede gennem sine modeller, hvorledes bestemte kombinationer af velkendte stordriftsfordele og transportomkostninger under ufuldstændig konkurrence kan lede til stadigt mere ujævne geografiske fordelinger af erhvervsmæssig og anden økonomisk aktivitet. Og den øgede fagøkonomiske interesse har smittet af på tilgrænsende fagområder. Der er således i dag langt mere fokus på geografisk og lokaliseringsmæssige problemer end nogensinde tidligere indenfor fagområder som sociologi, organisations- og ledelsesforskning.

Og de nye akademiske tanker, indsigter og analyser vil gradvis sive ind i erhvervs-, innovations- og regionalpolitikken på alle niveauer i takt med, at nye generationer af kandidater bliver uddannet på læreanstalterne og finder beskæftigelse.

Klynger og Klepper
Netop betydningen af arbejdsmarkedet for videnspredning, økonomisk vækst og klyngedannelse er genstand for et andet skelsættende fagligt input, som især professor Steven Klepper fra Carnegie Mellon University i Pittsburgh har bidraget til at udvikle[1]. Han har interesseret sig for de virksomheder, der over tid har vist sig særligt overlevelsesegnede indenfor en samlokaliseret industri. Hans empiriske analyser omfatter en hidtil uset detaljeret historisk gennemgang fra oprettelse af en virksomhed til dens død eller overlevelse frem til i dag i tre store og økonomisk meget betydningsfulde amerikanske klynger, nemlig bilindustriens amerikanske kerneområde omkring Detroit, elektronikindustrien i Silicon Valley og, som det mindst kendte eksempel, klyngen af bildækvirksomheder omkring Akron, Ohio. Siden de i sin tid voksede frem, har hver af disse tre klynger domineret deres respektive industrier over hele det nordamerikanske kontinent frem til i dag. Og det uanset om virksomhedsfornyelsen har været relativ lille, eller om alle de oprindelige virksomheder for længst er nedlagte og erstattet af nye.

Medens Krugmans arbejder bidrager til at forklare mekanismerne og omstændighederne omkring fremkomsten af klynger, er Klepper primært interesseret i de mekanismer, der tiår efter tiår kan sikre den dominerende stilling for klyngens virksomheder, og som systematisk gør det muligt for dem at udkonkurrere fjernere beliggende nytilkomne konkurrenter. Det fænomen, han påtager sig at forklare, har været kendt længe, men de hidtidige forklaringer har kredset om særlige klyngefordele. Klepper fejer i realiteten alle sådanne forklaringer af bordet som enten utilstrækkelige eller unødvendige for at forstå bestemte klyngetypers udvikling. Han repræsenterer dermed et dramatisk nybrud i vor forståelse og et opgør med traditionelle klyngemodeller. 

Historisk har man i faglitteraturen om klyngefordele typisk fokuseret på de særligt favorable infrastrukturforhold, der over tid var blevet tilrettet den lokalt dominerende industri, og som derfor gav den nogle særlige fordele i forhold til mere ugunstigt lokaliserede opkomlinge. Eller man har lagt vægt på det lokalt gode udbud af veluddannet arbejdskraft med erfaring overfor den dominerende industris særlige krav, og som alle virksomheder kunne drage nytte af i deres vækstproces. Endelig er der i det seneste tiår eller to fremkommet analyser med særligt fokus på den lokale videnspredning, der anses for overlegen i forhold til videreformidling af komplex viden over store afstande. Især er der peget på, at medens videnskabelig viden kan gøres tilgængelig overalt på kloden, vil viden, der forudsætter en detaljeret og ofte uformuleret fælles forståelse for mekanismer eller problemstillinger, have meget lettere ved at bevæge sig tværs over en korridor eller en gade end over en statsgrænse eller et ocean.[2]

Den specifikke betydning af hver af disse tre og andre tilsvarende mekanismer har været omdiskuteret og ikke altid muligt entydigt at eftervise empirisk på mikroniveau. Klepper har, forenklet sagt, taget konsekvensen heraf. Han arbejder ud fra muligheden af, at ingen af de hidtil beskrevne klyngefordele er afgørende. Tilsammen med hans unikt detaljerede data har dette udgangspunkt muliggjort opstillingen af en helt ny teori, hvor knopskydning er det centrale omdrejningspunkt. Ved knopskydning forstår han det fænomen, at et individ starter egen virksomhed i samme branche og på samme lokalitet som den virksomhed, hvori vedkommende har fået sin praktiske oplæring og erfaring.

At sådanne iværksættere vælger at lokalisere deres nye virksomhed tæt på deres tidligere abejdssted skyldes primært, at det nu engang er der, de bor, der hvor de selv og deres familie er rodfæstet, og der hvor de kender folk af mange forskellige slags, som tilsammen udgør et vitalt netværk at trække på, når etableringsfasens mange uafvendelige problemer melder sig. Heri er sådan set intet nyt. Det nye består i, at Klepper er i stand til at vise, at alle de iværksættere, der overlever over tid, direkte eller inddirekte stammer tilbage fra de oprindeligt succesfulde virksomheder, der i sin tid ledte til dannelsen af klyngen. Iværksættere uden denne baggrund starter virksomheder, der kan være ganske succesrige i en periode, men som før eller siden bukker under i konkurrencen med ’arvtager-iværksætterne’.

Hans forklaring, som han underbygger på adskillige måder, er, at disse arvtagere gennem arbejdet på en oprindelig klyngeskabende virksomhed har lært sig nogle overlegne uskrevne ledelsesmæssige tommelfingerregler og færdigheder, som gør dem bedre i stand til at overleve branchens op- og nedture, end deres anderledes (ringere) påklædte lokale konkurrenter. Han dokumenterer, at denne gunstige overlevelsesevne for arvtagerne slår igennem, uanset om ny teknologi eller nye markeder på overfladen kan have ændret industriens rammevilkår nok så meget. Fortiden kaster på denne måde lange skygger over fremtiden gennem den ’arvemasse’, som hver ny generation af iværksættere er udstyret med.

Klepper flytter gennem sine analyseresultater rampelyset fra, hvad en klynges virksomheder gør - samt hvordan og under hvilke rammebetingelser de gør det -  til at betone betydningen af den ledelse de har, og den erfaringsmasse, som denne ledelse besidder. Det er nye toner fra regionalforskningens orkestergrav. Det bliver interessant at se, hvorledes de regionalpolitiske aktører i de kommende år formår at anvende disse toner til nye velklingende kompositioner.

Emner: Regionalpolitik | Klynger