Kommunens rolle i ny byggesagsbehandling
Kommunens arkivfunktion
Af byggelovens § 16, stk. 2 fremgår, at ansøgeren skal fremsende relevante tekniske oplysninger til opbevaring i kommunen.
Samtidig med at bygningen tages i brug og færdigmeldes til kommunen, sender ansøgeren erklæringen i bilag 8, hvor ejeren eller bygherren skriver under på, at byggelovgivningens bestemmelser er overholdt, og at det fornødne materiale vedrørende tekniske forhold er indsendt.
Ansøgeren, som kan være ejeren eller dennes dennes rådgiver, vurderer selv, hvilket materiale, der er relevant at sende ind til kommunen. Det er ansøgerens ansvar, at der foreligger det nødvendige materiale på sagen. Bilag 8 viser en række eksempler på relevant materiale.
Kommunen har i den forbindelse alene en arkivfunktion. Det betyder, at kommunen alene skal kontrollere, at ejeren eller den rådgiver, der er indgået aftale med, har skrevet under på følgende to ting: at byggesagen overholder lovgivningens krav, og, at den fornødne dokumentation er indsendt.
Kommunen skal ikke bruge tid på at undersøge de fremsendte dokumenter nærmere. Skulle det efterfølgende vise sig, at dokumenterne indeholder oplysninger om ulovlige forhold, vil kommunens manglende reaktion ved modtagelse af dokumenterne, ikke have præjudiciel betydning ved fx en senere lovliggørelsessag.
Kommunen vil typisk arkivere materialet, når det modtages. Det kan f.eks. ske ved, at kommunen indscanner materialet. En sådan indscanning og andre former for arkivering er ikke ensbetydende med, at kommunen har set materialet.
Dispensation
Det er fortsat kommunen, der meddeler dispensation fra alle bestemmelser i bygningsreglementet, jf. byggelovens § 22.
Det indebærer, at ejere eller bygherrer, der ønsker dispensation fra de tekniske bestemmelser i kap. 3-8, skal søge kommunen om dispensation, selv om disse er fritaget for teknisk byggesagsbehandling i kommunen.
Det betyder også, at ansøgeren ikke kan gå i gang med at bygge, før kommunen har meddelt dispensation.
Lovliggørelse
Kommunen har fortsat pligt til at reagere, hvis den bliver opmærksom på et ulovligt forhold, jf. byggelovens § 16 C, stk. 3. Kommunen har således pligt til at søge ulovlige forhold lovliggjort.
Bliver kommunen opmærksom på et ulovligt forhold, skal kommunen søge forholdet lovliggjort gennem påbud til ejeren om at lovliggøre det ulovlige tekniske forhold.
Da kommunen ikke skal foretage teknisk byggesagsbehandling, skal ejeren af bygningen udbedre forholdet og indsende teknisk dokumentation herfor til kommunen.
Kommunen skal ikke gennemgå materialet, men lægge den nye tekniske dokumentation på sagen.
Forholdet til anden lovgivning
I bygningsreglementets kap. 1.11 findes en ikke udtømmende liste over, hvilken anden lovgivning, der skal undersøges, inden der gives byggetilladelse mv. Dette betyder, at følger der krav i medfør af anden lovgivning, går disse forud for byggelovens regler.
Følger det af anden lovgivning, at bygningsreglementets regler på et bestemt område skal kontrolleres af kommunen, vil kommunen fortsat skulle foretage denne kontrolfunktion, da hjemlen til kontrollen følger af anden lovgivning. Er kommunen i henhold til f.eks. miljølovgivningen, arbejdsmiljølovgivningen, planlovgivningen mv. eller en privatoprettet servitut forpligtet til at gennemføre kontrol af tekniske forhold, skal kommunen fortsat gennemføre denne kontrol.