Kemikalier
Industrien bruger kemikalier i en lang række sammenhænge, fx indenfor dagligvarer eller lægemidler. Nogle af kemikalierne kan dog også anvendes til kemiske våben og betegnes derfor som dual-use produkter. Der gælder særlige regler for disse kemikalier.
Den internationale overvågningsorganisation OPCW har til opgave at overvåge den kemiske industris aktiviteter med kemikalier. C-våben konventionen indeholder lister over kemikalier kategoriseret som liste 1-, 2- eller 3-kemikalier. Erhvervsstyrelsen er i dialog med OPCW og koordinerer indberetninger og inspektioner i samarbejde med organisationen.
Liste 1-kemikalier
Kemikalier på liste 1 er enten kemiske våben i sig selv eller meget tæt beslægtet med kemiske våben. Det er forbudt at fremstille, erhverve, beholde eller anvende liste 1-kemikalier, med mindre kemikalierne skal anvendes til forsknings- eller beskyttelsesformål eller til medicinske/farmaceutiskeformål. I disse tilfælde skal der foreligge en tilladelse fra Erhvervsstyrelsen. Hvis der er tale om mængder under 100 gr. pr. år er der dog ikke krav om tilladelse.
Se liste 1-kemikalierne her (pdf)
Overførsel mellem stater
Liste 1-kemikalier må kun overføres mellem stater, som har tiltrådt C-våben konventionen, og de må kun anvendes til forskning, beskyttelsesformål eller medicinsk/farmaceutisk brug. Virksomheder, som planlægger import eller eksport af liste 1-kemikalier, skal informere Erhvervsstyrelsen senest 40 dage inden overførslen finder sted. Der gælder dog særlige regler for kemikaliet saxitoxin.
Liste 2- og liste 3-kemikalier
Kemikalierne på liste 2 og 3 kan bruges til fremstilling af kemiske våben. Det er forbudt at importere eller eksportere liste 2-kemikalier til og fra lande, der ikke deltager i C-våben konventionen. Liste 3-kemikalier må eksporteres til og fra alle stater, men Erhvervsstyrelsen kræver et slutbrugercertifikat fra modtagerstaten.
Se liste 2-kemikalierne her (pdf)
Se liste 3-kemikalierne her (pdf)
Da listede kemikalier er dual-use produkter, skal der foreligge en udførselstilladelse efter eksportkontrolreglerne, før en udførsel må finde sted.
Diskrete organiske kemikalier (DOC’s)
C-våben konventionen vedrører også virksomheder, der producerer de såkaldte diskrete organiske kemikalier. Disse kemikalier er ikke omfattet af listerne, men virksomheder overvåges, fordi selve produktionsfaciliteterne kan omstilles til produktion af kemiske våben.
Læs mere om DOC's her (pdf)