Prioritet: Innovation og viden
Innovation, videndeling og videnopbygning
Regionalfondsindsatsen kan styrke erhvervslivets innovative kapacitet ved at styrke virksomhedernes evne til at være innovative. Det kan f.eks. ske ved at give lokale videninstitutioner en større rolle som innovationspartnere. Et andet middel er at styrke samspillet mellem virksomheder og viden- og uddannelsesinstitioner, mellem virksomheder og teknologisk service og mellem virksomhederne indbyrdes. Endelig kan man styrke klyngerne i en region ved at støtte øget samarbejde og videndeling i klyngerne.
Etablering og udvikling af nye virksomheder
Ikke alene etableringen af nye virksomheder, men også de nye virksomheders muligheder for at blive til vækstvirksomheder kan styrkes gennem regionalfondsindsatsen. Her vil f.eks. rådgivningsfaciliteter, udviklingsparker, udvikling af nye former for finansiering til iværksættere og kampagner med henblik på holdningspåvirkning til en bedre iværksætterkultur kunne understøttes af Regionalfonden.
Anvendelsen af ny teknologi
Ny teknologi skal forstås bredere end IKT og kan f.eks. være materialeteknologi, energiteknologi, miljøteknologi og bioteknologi. Indsatsen vil især kunne rettes mod infrastrukturen for anvendelse af ny teknologi, adgangen til viden om ny teknologi og digitalisering. Indsatsen kan f.eks. være forbedring af den teknologiske service, forøget internethastighed eller digitalisering af indberetninger til kommunerne.