Publikationer
Pressemeddelelser
Blanketter
Lovgivning
Høringer
Udbud
Nyhedsservice
Om EBST

Gode råd er ikke altid dyre

19.05.2011

Med STARTmidt kan ambitiøse vækstiværksættere få sparring, viden og penge til ekstern rådgivning. Formålet er at give virksomheder med potentiale en god start.

BilledeIværksættere med vækstambitioner kan støde på svære forhindringer, når de vil etablere sig. Men med Region Midtjyllands STARTmidt-projekt hjælper erfarne konsulenter de nystartede virksomheder med at styre uden om nogle af de barrierer, der dukker op.

- Hvis vi vurderer, at der er vækstpotentiale, vejleder vi gratis iværksætteren om, hvilken konsulentbistand der kan tilføre kompetencer og udvikling. Derefter betaler vi en del af de eksterne konsulenttimer, forklarer Niels Hørsted Nielsen, projektleder for STARTmidt i Væksthus Midtjylland.

Kroner til kompetent rådgivning
Iværksættervirksomheder med mindre end seks måneder på bagen kan få betalt 85 procent af op til 20.000 kroner til ekstern rådgivning. Virksomheder i driftsfasen, som har mellem et halvt og tre år bag sig, kan få finansieret 50 procent af rådgivning for op til 40.000 kroner.

- På den måde har de råd til ekstern bistand, som de ellers ville have fravalgt, eller til at få mere kompetent rådgivning, end de ellers ville have fået, siger Niels Hørsted Nielsen. Rådgivningen kan for eksempel handle om salg, patenter, eksport og muligheder for at skaffe mere kapital.

For alle med potentiale
STARTmidt giver også iværksætterne mulighed for at deltage i vækstgrupper, hvor de gennem erfaringsudveksling og faglige oplæg fra rådgivere kan blive klogere på en række forretningsområder. Iværksætternetværk kan desuden søge penge til at købe eksterne oplægsholdere. Fælles for alle tilbud i STARTmidt er, at de kun er målrettet virksomheder, der har reelle muligheder for at vokse.

- Om det er detailforretninger, håndværkere eller frisørkæder er ikke afgørende. Kriterierne er, at der skal være ambitioner og et vækstpotentiale - for eksempel gennem et unikt produkt, store markedsmuligheder eller planer om eksport, siger Niels Hørsted Nielsen.

Fakta
- Om programmet

START midt giver vækstiværksættere mulighed for medfinansiering til konsulentbistand, for at deltage i vækstgrupper eller for at købe eksterne oplægsholdere til de netværk, de allerede deltager i.
- Økonomi
De lokale erhvervskontorer foretager den første screening af iværksætterne og sender dem herefter videre til Væksthus Midtjylland, som er projektetshovedaktør. Østjysk Innovation, Innovation Midtvest og Connect Denmark er blandt de øvrige aktører.
- Aktører
Budgettet for START midt er 48 millioner kroner. 19 millioner kroner kommer fra Region Midtjylland, samme beløb fra EU's social- og regionalfonde via Erhvervs- og Byggestyrelsen, og 10 millioner kroner betaler iværksætterne selv.

- Periode
Projektet løber i perioden 2008-2009.