Zaragoza 2008
Den spanske by Zaragoza var vært for dette års verdensudstilling. Danmark var repræsenteret med en national pavillon og udstillingen ”Ringe i vand”.
Danmark deltog med egen pavillon på sommerens verdensudstilling EXPO Zaragoza 2008. Den 14.juni 2007 blev Spektrum Arkitekter med designkonceptet "Ringe i vand" kåret som vinder af projektkonkurrencen om at stå for opførelsen af den danske pavillon i Zaragoza. Verdensudstillingens overordnede tema var ”Vand og bæredygtig udvikling”, og i pavillonen kunne de besøgende blandt andet opleve danske spidskompetencer inden for vand, vind og biobrændsler.
5,5 millioner gæster
EXPO Zaragoza 2008 åbnede den 14. juni og sluttede den 14. september, og den blev besøgt af mere end 5,5 millioner gæster. Udstillingsområdet dækkede et område på 25 ha, og flere end 100 lande havde tilmeldt sig. Zaragoza er hovedstad i den spanske provins Aragonien, og byen kan nås med højhastighedstog fra både Madrid og Barcelona på ca. 1½ time.
Spanien er en vigtig handelspartner
Spanien er en vigtig handelspartner for Danmark og et land med mange kommercielle muligheder for dansk erhvervsliv. Den danske deltagelse i EXPO Zaragoza 2008 er sket i partnerskab med en række virksomheder. Erfaringer fra tidligere verdensudstillinger viser, at EXPO i sin form af infotainment (en blanding af kultur og erhverv) er med til at fremme Danmarks image, åbne nye markeder og skabe netværk.
National dag
Den 2. juli afholdt Danmark en såkaldt National Dag - et tema-arrangement med danske kulturelle indslag. Fra mediernes side var der fokus på Danmarksdagen, og partnervirksomhederne kunne benytte dagen til at styrke samarbejdsrelationerne med udvalgte kunder.


