Om Den Lille Havfrue
| Den Lille Havfrue er en af Danmarks største turistattraktioner. Statuen der illustrerer H.C. Andersens eventyr af samme navn, er skabt af billedhuggeren Edvard Eriksen og blev skænket til Københavns Kommune af kunstmæcenen, brygger Carl Jacobsen. Statuen er inspireret af primaballerina Ellen Price, som i 1909 dansede hovedrollen i balletten Den Lille Havfrue. Ellen Price gjorde stort indtryk på brygger Jacobsen, men da hun imidlertid ikke ønskede at sidde nøgenmodel for Edvard Eriksen, er statuens krop modelleret efter kunstnerens hustru Eline Eriksen. Statuen der er udført i bronze er blot 125 cm høj og vejer 175 kg. Den Lille Havfrue blev opstillet på Langelinie den 23. august 1913. Statuen har flere gange været udsat for hærværk, senest 11. september 2003, da ukendte gerningsmænd væltede hende ned fra sin sten. EXPO 2010 Shanghai afholdes fra den 1. maj til den 31. oktober 2010, og Den Lille Havfrue vil være væk fra sin sten fra den 1. april til den 30. november 2010. |

