Eksterne links
Mål og visioner
Verdensudstillinger er globale ikke-kommercielle udstillinger i en stor skala. De er internationale mødesteder med fokus på tværkulturel dialog, styrkelse af internationale relationer og udveksling af løsninger på globale udfordringer. Ydermere bidrager de til brandingen af byer, regioner og lande.
Verdensudstillinger er således internationale showcases, hvor de deltagende lande præsenterer sig selv og viser nyeste udvikling og erfaringer inden for teknologi, videnskab, kultur m.v. i relation til udstillingens tema.
Dansk deltagelse i EXPO er et element i den offensive globale markedsføring af Danmark, og det danske bidrag skal på bedste vis formidle budskabet om Danmark og dansk formåen med fokus på danske styrkepositioner inden for det overordnede tema. Herved vil kendskabet til Danmark kunne øges og dets position som en spændende, innovativ og nyskabende nation styrkes over for de lokale beslutningstagere, internationale og lokale medier samt lokalbefolkningen.
Danmark er og opfatter sig selv som en verdenssamfundsdeltagende nation gennem medlemskab af FN, WTO, UNESCO, NATO, EU, deltagelse i nordisk og andet internationalt samarbejde samt ved at yde en betydelig ulandsbistand. Et vigtigt element i denne selvopfattelse er Danmarks deltagelse i EXPO-udstillinger, der bidrager til at den globale mellemfolkelige forståelse.
I kraft af de mange besøgende vil dansk deltagelse i en EXPO ligeledes byde på en oplagt mulighed for at fremme turismen og udbrede dansk kultur.