Historien om EXPO

Historien om EXPO tager sin begyndelse så langt tilbage som i 1851, hvor London var vært for den allerførste universelle verdensudstilling. Storbritannien var dengang verdens førende industrimagt, og alle verdens lande blev inviteret til at deltage i udstillingen, som havde temaet ”Industry of All Nations”.

Den 1. maj 1851 kunne Dronning Victoria officielt åbne den første verdensudstilling i det nyopførte Crystal Palace. Udstillingen med 14.000 udstillere fra 25 lande blev med mere end 6 millioner besøgende en overvældende succes og blev efterfølgende fulgt af en række meget stort anlagte udstillinger i de store industrilandes hovedstæder. Fælles for disse tidlige verdensudstillinger var, at landene benyttede dem til at vise deres sidste nye industrielle frembringelser, opfindelser og teknikker.

Verdensudstilling fulgte på verdensudstilling – somme tider var der en hvert år – og de blev større og større med kulmination i de store udstillinger i Paris i 1889 – den med Eiffeltårnet – og 1900.

Med udstillingen i Bruxelles i 1958 begynder verdensudstillingerne at skifte karakter i takt med den samfundsmæssige udvikling fra at være udstillinger af de seneste tekniske landvindinger til at være brede nationale manifestationer, hvor hvert enkelt deltagerland præsenterer sig selv som helhed inden for de ret brede temaer, der fastlægges forud for hver enkelt udstilling.

Siden udstillingen, der blev afholdt i Sevilla i 1992 har verdensudstillinger været multikulturelle folkefester, der imødekommer det moderne menneskes nysgerrighed over for andre nationer og kulturer inden for en overskuelig ramme og inden for et overskueligt tidsrum. Verdensudstillinger er blevet et mødested for mennesker i den virkelige verden.

BIE (Bureau International des Expositions), der har hovedsæde i Paris, står for at sikre integriteten og kvaliteten af verdensudstillingerne og siden november 2007 har chefkonsulent Steen Christensen fra Erhvervs-og Byggestyrelsen været formand for organisationens eksekutivkomité.