Velbesøgt havfrue et stort trækplaster i Shanghai
Mere end tre millioner gæster har allerede besøgt Den Lille Havfrue på EXPO 2010 i Shanghai.
For godt fem måneder siden drog Den Lille Havfrue af sted på sit livs rejse til verdensudstillingen EXPO 2010 i Shanghai, hvor hun er blevet et tilløbsstykke uden lige. Mandag den 9. august trådte gæst nummer tre million, 7-årige Pan Yue Yu fra den sydkinesiske Guizhou-provins, ind på den danske pavillon på verdensudstillingen EXPO 2010 i Shanghai.
Dermed havde den danske EXPO deltagelse – godt halvvejs igennem den seks måneder lange verdensudstilling – allerede nået sit mål om at tiltrække tre millioner besøgende ind i den spiralformede pavillon, som har den berømte statue af Den Lille Havfrue som sit midtpunkt.
Pan Yue Yu’s forældre havde inviteret datteren til EXPO som en belønning oven på et veloverstået første skoleår. De ville gerne give hende muligheden for at lære verden og dens udvikling bedre at kende ved at snuse til de forskellige lande på EXPO, hvor over 300 lande, byer og internationale organisationer er repræsenteret.
- Jeg glæder mig til at se Havfruen, lød det fra en genert Pan Yue Yu, som også kendte H. C. Andersens eventyr om Den lille pige med svovlstikkerne. Hun blev præmieret med et LEGO sæt overrakt af Christopher Bo Bramsen, generalkommissær for den danske pavillon, en fotosession sammen med Havfruen samt en guided tour rundt i pavillonen.
Tilfreds Brian Mikkelsen
Økonomi og Erhvervsminister Brian Mikkelsen glæder over det store antal besøgende.
- Det høje besøgstal viser, at vi har ramt rigtigt med den danske pavillon. En del af succesen skyldes Den Lille Havfrue, som er enormt populær blandt kineserne, fordi de i forvejen kender både eventyret og H. C. Andersen så godt. Succesen skyldes også, at den unikke og elegante danske pavillon ikke bare er en statisk fortælling om dansk byliv. Den giver de besøgende en oplevelse af at være i en dansk by med bycykler, picnic-område og rent vand i vores havnebassin. Muligheden for selv at få et indtryk af, hvordan vi danskere lever, skaber fascination.
Brian Mikkelsen, der for nyligt sammen med Kronprins Frederik fejrede en storslået ”Danmarksdag” på EXPO, fremhævede også den store erhvervsmæssige betydning af Danmarks deltagelse på Verdensudstillingen:
- Et stort antal danske virksomheder bruger med stor succes den danske pavillon til møder og seminarer i deres markedsføring i Kina. Dertil kommer de mange danske kulturelle aktiviteter på pavillonen, så der er samlet set tale om en mega ”branding” af Danmark og danske værdier, som ikke er set før. Vores indsats på EXPO har fået en enorm omtale i de kinesiske medier
Temaet for EXPO 2010, ’Better City, Better Life’, sætter fokus på løsninger til storbyens udfordringer. Den danske pavillon hedder Welfairytales – en sammentrækning af ordene Welfare og Fairytale – og er et moderne eventyr og Danmark og vores evne til at skabe byer, som er gode at leve i, og hvor der er en sund balance mellem økonomisk vækst og bæredygtighed.