Information in english

Forbud mod eksport til Nordkorea

Den 9. oktober 2006 og den 25. maj 2009 gennemførte Nordkorea atomprøvesprængninger.

FN’s Sikkerhedsråd har vedtaget resolutionerne 1718 (2006) og 1874 (2009), hvor man fra FN’s side fordømmer prøvesprængningerne og forbyder eksport af visse dual-use produkter til Nordkorea.

Inden for EU er resolutionerne gennemført i forordningerne (EF) Nr. 329/2007, Nr. 1283/2009 og Nr. 567/2010 om restriktive foranstaltninger over for Nordkorea.

Forordningerne indeholder listerne over produkter og teknologier, som er omfattet af eksportforbuddet.

Den seneste forordning nr. 567/2010 er umiddelbart gældende i alle EU-landene og trådte i kraft den 30. juni 2010.

Virksomhederne opfordres til at udvise den største årvågenhed i forbindelse med udførsler til Nordkorea. Ved eksport til Nordkorea skal virksomhederne afklare følgende:

  • Om produktet er omfattet af forbuddet, dvs. om det er opført på bilag I til Rådets forordning 1286/2009 eller på bilag IA til Rådets forordning 567/2010.
  • Om udførslen kan være omfattet af ”catch-all” bestemmelserne, som også kan føre til krav om udførselstilladelse.

Virksomhederne skal endvidere være opmærksomme på, at der er forbud mod levering af teknisk bistand eller mæglervirksomhed i forbindelse med levering, fremstilling, vedligeholdelse og anvendelse af dual-use produkter, der er bestemt til anvendelse i forbindelse med udvikling mv. af masseødelæggelsesvåben eller fremføringssystemer til atomvåben.

Virksomhederne opfordres til at være meget opmærksomme på eksportkontrolreglerne og søge udførselstilladelse, hvis der er nogen tvivl om, hvorvidt en udførsel til Nordkorea omfatter produkter og teknologier, er bestemt for anvendelse i Nordkoreas atomprogram eller til udvikling af fremføringssystemer til atomvåben.

Finansielle sanktioner
Nordkorea-forordningerne indebærer også indefrysning af økonomiske ressourcer og pengemidler til personer, enheder og organer, der er involveret i eller støtter Nordkoreas atomprogram eller udvikling af fremføringssystemer til atomvåben. Lister over personer, enheder og organer omfattet af kravet om indefrysning fremgår af bilag IV og V til forordning nr. 1283/2009.

Læs mere om finansielle sanktioner her

I forbindelse med konkrete henvendelser opfordres virksomheder til at tage kontakt til Erhvervs- og Byggestyrelsen for at få vejledning om eksportkontrol og finansielle sanktioner.

Se forordningerne under ’Relevant materiale’.

Hent og installer et gratis værktøj til at læse hjemmesiden op med på adgangforalle.dk