Globale tilladelser
Der kan udstedes globale nationale udførselstilladelser ved udførsler af alle produkter, der er omfattet af kontrollisten i forordningens Bilag I og Bilag IV, undtagen i følgende tilfælde:
- Overførsel af Bilag I-produkter til andre EU-lande, da disse overførsler er omfattet af det Indre Marked og ikke kræver en udførselstilladelse.
- Udførsel af bilag I-produkter til et eller flere af de 7 nærtstående lande, da disse udførsler er dækket af EU's Generelle Fællesskabsudførselstilladelse.
- Udførsel af produkter og teknologi, som er omfattet af catch-all bestemmelserne. Der skal søges om en individuel tilladelse.
- Udførsel af kritiske (bilag IV) produkter til lande uden for EU og kredsen af 7 nærtstående lande. Der skal søges om en individuel tilladelse.
- Udførsel til særligt kritiske lande er for tiden Iran, Nordkorea og Syrien. Der skal søges om en individuel tilladelse.
Globale udførselstilladelser anvendes især ved regelmæssig eksport til en række lande i modsætning til den individuelle udførselstilladelse, der kun dækker en enkeltstående udførsel til en bestemt slutbruger.
Det skal altid i tilladelsen specificeres hvilke produkter og hvilke lande, som tilladelsen omfatter, og tilladelsen omfatter kun produkter til civil anvendelse.
Forskellige typer af Globale nationale tilladelser
For så enkelt som muligt at dække forskellige virksomheders behov kan Erhvervsstyrelsen tilbyde nogle standardiserede tilladelser ud fra følgende parametre:
- Mindre eller mere følsomme produkter? Eksportøren skal afklare, om der ønskes tilladelse til eksport af mindre følsomme produkter, dvs. produkter, der kun står på Bilag I, eller ønskes der eksport af produkter, der også står på Bilag II, del 2 (som inkluderer Bilag IV).
- Kun eksport til tilknyttede virksomheder? Eksportøren skal afklare, om der kun ønskes tilladelse til eksport til moder-, søster- eller datterselskaber.
Hvis flere parametre er relevante vil det ofte være hensigtsmæssigt at søge om flere tilladelser. Dette skyldes, at forskellige landegrupper vil være mulige i de forskellige situationer, og der er kun mulighed for en landegruppe pr. tilladelse.
Der kan søges om følgede typer af globale tilladelser:
- Global national udførselstilladelse (mindre følsomme produkter), DK001 (Bilag I produkter).
- Global national udførselstilladelse (mere følsomme produkter), DK002 (Bilag IV produkter).
- Global national udførselstilladelse (kun handel mellem moder-, datter- og søsterselskaber), DK003.
- Én samlet tilladelse som følge af eksportkontrolstyring, DK004.
Erhvervsstyrelsen behandler de konkrete ansøgninger om globale tilladelser. I sagsbehandlingen indgår især vurderinger af hvilke produkter og lande, som ansøgningen omhandler. Generelt kan det siges, at jo mindre kritiske produkterne er, jo flere lande kan være omfattet af tilladelsen, og omvendt. Udfra den konkrete sagsbehandling afgøres det, hvilke produkter og hvilke lande tilladelsen kan omfatte.
Udover de nævnte typer tilladelser vil Erhvervsstyrelsen også i visse tilfælde kunne udforme særligt tilpassede tilladelser, hvis der er behov for det.
Vilkår for anvendelsen af Globale nationale tilladelser
Det er en betingelse for tilladelsen, at eksportøren fører detaljerede optegnelser vedrørende alle udførsler foretaget under tilladelsen. Desuden er der knyttet en række yderligere krav og vilkår til tilladelsen. Tilladelsen er gældende i 2 år fra tilladelsens udstedelsesdato.