Forside
Om eksportkontrol
Produkter under kontrol
Ansøgning
Aktuelt
Sitemap
Kontakt
Brug af cookies
Information in english

Eksportørens ansvar

Det er eksportørens eget ansvar at undersøge, om en konkret udførsel af et produkt, en teknologi eller teknisk bistand er omfattet af eksportkontrolreglerne, og derved nødvendiggør en udførselstilladelse.

Eksportøren træffer afgørelsen på eget ansvar, men der er muligheder for at få råd og vejledning fra de relevante myndigheder.

Ansvarlighed er afgørende. Især bør virksomhederne undersøge om produktet er omfattet af EU's kontrolliste, og derved omfattet af krav om tilladelse. Hvis ikke bør virksomheden undersøge, hvem kunden er og sikre sig, at produktet skal bruges i en civil og fredelig sammenhæng. Ikke kun af hensyn til virksomhedens strafansvar, men også for ikke at skade virksomhedens og dansk erhvervslivs omdømme.

Er der usædvanlige forhold omkring kunden, eller er der tvivl om, hvad produktet skal bruges til, så bør virksomheden undersøge ordren nærmere og eventuelt spørge myndighederne til råds.

Vurderer virksomheden, at det ikke er nødvendigt at søge om en udførselstilladelse, så bør virksomheden kunne dokumentere sine overvejelser og undersøgelser vedr. leverancen. Denne dokumentation kan vise sig meget nyttig, hvis det efterfølgende viser sig, at leverancen alligevel blev brugt i en kritisk sammenhæng.

Konsekvenser af brud på eksportkontrollovgivningen
En eksport til en forkert kunde kan vise sig dyr, både økonomisk og omdømmemæssigt. Derimod kan en udførselstilladelse bevise, at virksomheden har handlet ansvarligt. En udførselstilladelse er derfor en slags forsikring mod unødig kritik.

Manglende udførselstilladelse kan medføre straf i form af bøde eller fængsel i op til 2 år, eller 6 år under skærpende omstændigheder, jf. Erhvervsstyrelsens bekendtgørelse nr. 475 af 14. juni 2005 om udførsel af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse.