Olie- og gasindustrien
Ifølge Rådets forordning nr. 267/2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran er det forbudt at udføre nøgleudstyr og nøgleteknologi til Iran til brug for:
- Efterforskning efter og produktion af råolie og naturgas
- Produktion af råolie og naturgas
- Raffinering
- Likvefaktion af naturgas
Det forbudte udstyr er opført i bilag VI til forordningen. Det er desuden forbudt at yde teknisk bistand, mæglervirksomhed og finansiering i tilknytning til disse produkter. Det er virksomhedernes ansvar at sikre, at der ikke udføres produkter, der er opført på listen i bilag VI.
Teknisk vurdering af olie-/gasprodukter
I lighed med praksis på dual-use området er det som udgangspunkt virksomhedernes ansvar at undersøge, om produkterne er opført i bilag VI til forordningen og dermed er forbudte at udføre til Iran.
Erhvervsstyrelsen har imidlertid indledt et samarbejde med COWI A/S, der betyder, at virksomheder nu kan få foretaget en teknisk vurdering af, om olie-/gasprodukter er opført i bilag VI.
Anmodning om en teknisk vurdering af olie-/gasprodukter sendes via e-mail til eksportkontrol@erst.dk vedhæftet oplysninger om relevant kontaktperson i virksomheden samt relevant materiale i form af tekniske beskrivelser og specifikationer, der gør det muligt for COWI A/S at foretage den tekniske vurdering.
Gebyr
Styrelsen opkræver et gebyr for tekniske vurderinger af olie-/gasprodukter svarende til 7.500 kr. samt 1.050 kr. pr. påbegyndt time ved den tekniske vurdering af produktet.