Publikationer
Pressemeddelelser
Blanketter
Lovgivning
Høringer
Udbud
Nyhedsservice
Om EBST

Digital uddannelse, der passer i kalenderen

19.05.2011

Med ELYK kan ansatte i små og mellemstore virksomheder følge kurser og uddannelsesforløb - lige når det passer dem. Midlet er at benytte digitale medier, så medarbejderne kan blive klogere foran computeren eller via mobiltelefon og iPod.

Det er ikke alle forretninger, der kan rive flere dage ud af kalenderen for at sende medarbejderne på kursus. Men når kurset foregår på Facebook, i en video på computerskærmen eller i et program på mobiltelefonen, kan de ansatte udvikle deres kompetencer, når de har tid til det. Projektet ELYK, som
står for E-Læring, Yderområder og Klyngedannelse, udnytter de digitale platforme, så efteruddannelsen passer ind i kalenderen. Målgruppen er små og mellemstore virksomheder i yderområderne af regionerne Sjælland og Syddanmark.

- Til en detailforretning kan vi for eksempel udvikle et salgskursus, som medarbejderne kan følge foran skærmen, når de har tid. Det handler netop om at udnytte de tidslommer, der er i virksomheden, siger Karsten Gynther, projektleder for ELYK.

Forløb i fire faser
ELYK er nu i et indledende researchforløb, hvor fire faser skal munde ud i konkrete kurser, som de små og mellemstore virksomheder kan få glæde af.

- Først undersøger forskere, hvilke behov og barrierer der er i virksomhederne. Derefter udarbejder vi - i workshops sammen med forskerne - kurser, som benytter de digitale teknologier. Så afprøver udvalgte virksomheder kurserne og melder tilbage. Og endelig ruller vi kurserne ud i en bredere sammenhæng
i samarbejde med uddannelsesinstitutioner og erhvervsskoler i de to regioner, forklarer Karsten Gynther.

Fleksibelt og mobilt
- Virksomhederne ønsker fleksibilitet, så medarbejderne kan være på internettet eller følge undervisningen via et webcam. Desuden ser vi et behov for mobil læring til medarbejdere på farten. Det handler for eksempel om, at vi udvikler kursusmateriale, som passer til iPods og de nye mobiltelefoner, siger
Karsten Gynther og tilføjer:

- Vi vil møde medarbejderne, hvor de er, og når de har tid.

FAKTA
- Om projektet

Målet med ELYK er at udvikle kurser og uddannelse, der benytter digitale teknologier, så medarbejderne kan følge et kursus, hvor og hvornår det passer dem. Projektet rummer praksisnære kurser, korte erhvervsrettede kurser og mere formaliseret efteruddannelse.
- Økonomi
Det samlede budget er 16 mio. kr. EU's regionalfond finansierer 8 mio. kr., Erhvervs- og Byggestyrelsen finansierer 4 mio. kr., mens de fire partnere sammen finansierer resten.
- Aktører
University College Sjælland, University College Syd, RUC og Syddansk Universitet. Partnerne samarbejder med en række lokale uddannelsesinstitutioner og erhvervsskoler.
- Periode
Projektet løber fra 2009 til 2012.