INTERNE LINKS
Eksterne links
LOVGIVNING
Relevant materiale
Det Digitale Byggeri
Som udløber af regeringsinitiativet Det Digitale Byggeri er de statslige bygherrer siden 1. januar 2007 blevet pålagt at stille en række krav til anvendelse af informations- og kommunikationsteknologi (IKT), som byggeriets virksomheder skal opfylde, hvis de vil byde på statslige byggeopgaver.
Initiativet tager afsæt i regeringens ambition om at effektivisere den danske byggesektor gennem statslig kravstillelse. Høje og ensartede kundekrav fra de statslige bygherrer breder sig erfaringsmæssigt til hele erhvervet og kan derved være med til at øge byggeriets produktivitet og kvalitet.
På denne baggrund er der i perioden 2003-2006 udviklet et grundlag for de statslige bygherrers kravstillelse til byggeriets virksomheder på IKT-området, samt en række standarder som er nødvendige for IKT-anvendelse på tværs af virksomheder.
De digitale bygherrekrav omfatter en vifte af specifikke enkeltkrav, fordelt på fire felter:
- udbud, tilbudsgivning og licitation via internettet
- anvendelse af 3D modeller
- brug at fælles projektweb
- digital aflevering af driftsrelevante data fra byggeprojektet.
Det Digitale Byggeri skal få virksomhederne til at anvende samme data og samme tegninger i alle faser af en byggeproces. Ved at få byggeriets parter til at tale og forstå hinanden i ét arbejdssprog, kan man bedre undgå misforståelser, fejl og forsinkelser i byggeriet.
Hvem der er omfattet af kravene, og hvilke krav der er tale om, fremgår af "Bekendtgørelse om krav til anvendelse af Informations- og Kommunikationsteknologi" samt tilhørende vejledninger.
Det Digitale Byggeri har sin egen hjemmeside, som hjælper branchens aktører med at finde information, råd, værktøjer og læringstilbud, samt dele viden og holdninger. Du kan finde et link til hjemmesiden under eksterne links.